”Don’t Give A Fox” skater sig vej ind i voksenlivet | GOTHA

”Don’t Give A Fox” skater sig vej ind i voksenlivet

De er ligeglade med, hvad andre tænker om dem, og de vil selv bestemme, hvad det vil sige at være voksen. Ny dokumentarserie portrætterer en gruppe piger, hvis venskab er bygget op omkring skating - men det er meget mere end dét.

Hvad vil det sige at være voksen? Det spørger skaterpigerne i crewet ”Don’t Give A Fox” hinanden om på en roadtrip gennem Danmark, i hvad der føles som sommeren uden ende. De har malet en varevogn helt lyserød og pyntet den med klistermærker, dukkehoveder, similisten og lyskæder. De har malet lilla flammer op ad dørene og skrevet ”LOW LIFE GANG” over jydekrogen. Varevognen er pakket med fornødenheder som telte, luftmadrasser, oppustelige badedyr, en masse bajere og en guitar. Og selvfølgelig deres skateboards. 

”Min mor ordner helt vildt mange ting for mig. Jeg har stadig svært ved at holde styr på mig selv, mit humør og sådan. Jeg er voksen indvendig, men jeg føler ikke, at jeg laver voksne ting, eller at jeg er specielt selvstændig,” fortæller Sofie Ekerdine. Hun er initiativtager til Girl Skate, der hver tirsdag mødes ved skatehallen Hal 12 Roskilde. ”Don’t Give A Fox” er kernen i crewet. De har været med fra starten, og de hjælper de nye piger, der kommer til. 

”Jeg startede Girls Skate, fordi jeg selv manglede et sted at skate, og fordi jeg rigtig godt kunne tænke mig at skate med nogle andre piger. Jeg tror, at jeg synes det var rigtig svært at komme ind i skatemiljøet, fordi at jeg var helt vildt bange for at gøre mig selv til grin. Og så slog det mig bare en dag: Der er sguda nogle andre piger, der går og siger, at de også synes det lyder spændende. Så må vi da bare komme i gang,” fortæller Sofie.

Pigerne har selv skabt de rammer, som de følte sig trygge i for at kunne skate. For dem handler det faktisk ikke så meget om fraværet af drenge, det handler mere om, at de er startet på samme niveau, og at de bruger meget tid på det venskab, som skatingen har ført med sig. Flere af dem var egentlig ikke vant til at have veninder og begik sig bedre med drengene i deres omgangskreds, men i takt med at de blev bedre til at skate, blev de også bedre til at have veninder. 

”Vi er sådan lidt underlige alle sammen. Men vi er ligeglade med hvad andre folk tænker om os, og vi gør, hvad vi har lyst til. Men vi er også ret skrøbelige og kæmper med mange af de samme ting. Vi har noget vi gerne vil opnå, og det kan vi ikke gøre alene,” siger Sofie. 

Med ”Don’t Give A Fox” har pigerne skabt et frirum for sig selv, i en tid, hvor præstationskultur og kropsfokus omgiver dem. 

Men i deres venskab er presset fra præstationskulturen erstattet af opbakning og støtte, og ønsket om at se ud på en bestemt måde er overskygget af en begejstring for forskellighed. 

Det betyder dog ikke, at de ikke oplever vanskeligheder. For ligesom skatingen skal venskabet hele tiden trænes og udvikles. På deres roadtrip oplever de også, at de også engang imellem skal insistere på, at man ser sine problemer i øjnene. Udfordringer er der nok af - det gælder både i og udenfor skate-hallen, og særligt når man står på tærsklen mellem barn og voksen. 

”Men kan vi ikke bare finde en ny definition af det at være voksen? Behøver vi være så kedelige som vores voksne?” foreslår en af pigerne under roadtrippen. Men man kan ikke undgå at blive ældre, og på et tidspunkt, bliver med nødt til at blive voksen. Et nyt motto lægger låg på samtalen: ”Grow up but never grow old.” 

I dokumentarserien møder man i fire afsnit især Sofie, Line og Signe fra ”Don’t Give A Fox”. Hver deres historie giver et ærligt øjebliksbillede af, hvad danske unge kæmper med og mod i dag. Det er en skildring af pigelivet, der både giver plads til op og nedture, og som viser hvor vigtige venskaber er, når man skal finde sig selv og forholde sig til både samfundets, forældrenes og ikke mindst egne forventninger til fremtiden.

Sofie er gruppens handlekraftige initiativtager. Hun arrangerer fester, hjælper nye medlemmer ind i gruppen, og er klar når tourbussen skal fixes. Hun øser ud af sin omsorg for alle i gruppen, og hun lever af fællesskabet, men vi ser, at hun skal huske på, at hun også engang imellem selv kan få brug for en krammer. 

 

Line er på én og samme tid gruppens hårdføre og skrøbelige pige. Hun lever efter, at det er vigtigere at have det sjovt, end at have et fuldtidsarbejde. Hun drømmer om at være musiker. Men dokumentaren viser også, at hun skal lære at tro på sig selv og samtidigt styre balancen mellem sjov, ballade og seriøse målsætninger. 

 

Signe har i crewet fundet den accept hun manglede hjemmefra, da hun sprang ud som homoseksuel og valgte at forsøge sig som tatovør. Selvom hun har taget store beslutninger i en tidlig alder, så har hun stadig brug for at lege. Og selvom hun har lært at elske sig selv, så kan hun stadig blive usikker, hvis hun fornemmer, at hun ikke lever op til andres forventninger om, hvem hun er.

Måske vil du også læse