Fra Nørrebro-pige til ryste-røv-dronning | GOTHA

Fra Nørrebro-pige til ryste-røv-dronning

Louise Kjølsen har bogstaveligt talt arbejdet sin røv ud af bukserne og twerket sig til anerkendelsen som dronningen af twerk i Danmark. Hun er dog meget mere end en rystende røv og har en debattør gemt i sig.

Dronnongen af twerk Louise Kjølsen

Udover at studere psykologi underviser Louise Kjølsen fem gange om ugen i twerk hos Global Kidz og ElStudio.

Det kan godt være, at Miley Cyrus fik ordet twerk på alles læber under MTV Video Music Awards i 2013, men hendes show er ingenting i forhold til, når danske Louise Kjølsen går på scenen. Med ryggen vendt mod sit publikum, iført et par stramme farvestrålende gamacher, begynder hun langsomt at ryste sin numse. I takt med musikken sætter hun tempoet op, hopper ned i split og kravler op af væggen, alt imens hendes numse vibrerer, bævrer og bevæger sig så hurtigt op og ned, at man skal passe på, at man ikke bliver søsyg. Det er den bagdel, der har puffet alle andre af banen og solidt sat Louise Kjølsen på tronen som dronningen af twerk i Danmark. Det er med hårdt arbejde, at Louise Kjølsen har fået denne titel, men det er det hele værd, for dans er hendes passion. 

”Dans har en rigtig stor betydning for mig, og jeg har danset, siden jeg var ti år. Jeg startede med funk og jazzballet og har senere danset alt fra hiphop, waacking til salsa, merengue og bachata,” forklarer Louise Kjølsen og fortsætter:

”Da jeg stiftede bekendtskab med dancehall, føltes det, som om jeg var fundet hjem. Det var meget naturligt for mig med det store fokus på hofte- og numsebevægelser.”

Dancehall er en gadedans, der stammer fra ghettoen i Jamaica, og det var med inspiration fra denne genre, at Louise Kjølsen opdagede sin interesse for twerk. 

”Det er denne genre, min twerk stammer fra, og det var her, at jeg lærte teknikken med at isolere mine baller. Det skete for et par år siden, da jeg så en pige på YouTube lave dansetrinnet bubble butt, hvor man skiftevis bevæger hver balle. Jeg kiggede mig over skulderen, for at se om jeg kunne det samme, og det kunne jeg. Dansen gav bare mening for mig, og jeg fandt ud af, at det her vil jeg være den bedste til.

Så jeg tænkte, fuck det, nu skal jeg være numsedronning,” fortæller Louise Kjølsen, der er født og opvokset på Nørrebro. 

Forvandlingen fra at være en helt almindelig Nørrebro-pige til at være kendt i hele Danmark som ”Twerk Queen” skete blandt andet gennem deltagelse i adskillige musikvideoer og programmet Go'morgen Danmark, der for alvor satte gang i Louise Kjølsens karriere.  

En dronning bliver født

Det var dog mødet med den danske kunstner Raske Penge, der fik Louise Kjølsen til at bryde igennem med titlen ”Twerk Queen”. 

”Navnet fik jeg i forbindelse med en reklamefilm, jeg var i gang med at lave. Vi havde pause, og her kommer Raske Penge hen til mig. Jeg fortalte ham, at jeg overvejede at arbejde mig hen imod at kalde mig selv for Twerk Queen. Han spurgte, hvorfor jeg dog ikke bare kaldte mig det nu, for hvem andre end mig skulle det ellers være? Så jeg gik hjem og oprettede en Facebook-profil med navnet. I det skjulte gik jeg i to uger og ventede på en shitstorm af kommentarer fra piger, der ville udfordre tronen som Twerk Queen. Men det skete aldrig, så jeg tog selv den skide krone på, og nu beholder jeg den,” siger Louise Kjølsen.

Møder fordomme

Til daglig læser Louise Kjølsen psykologi på Københavns Universitet og er lige nu i gang med sit speciale.

”I mit speciale undersøger jeg blandt andet, hvordan den kvindelige seksualitet går i spænd med samfundets magtstrukturer. Jeg arbejder meget på at bryde med tabuet omkring kvinders seksualitet. Man kan godt være lækker og ryste med sin røv i et par korte shorts, samtidig med at man også er klog,” pointerer Louise Kjølsen, der anser sig selv for at være en moderne feminist.

Hun bliver selv mødt af en masse fordomme og et traditionelt syn på kvinders seksualitet, der ikke passer sammen med hendes, for nogle, provokerende dans.

”Jeg oplever meget tit, at folk har fordomme imod mig på grund af twerk. De fleste tror, at jeg er dum, har haft en dårlig barndom eller har et dårligt forhold til min far. Ingen af delene passer. Som jeg ser på det, kan man sagtens kombinere intellektualitet og twerk. Som eksempel twerkede jeg på Orange Scene i en meget lille badedragt, men det gjorde også, at jeg kom i DR2 og kunne diskutere feminisme. Sådan kan jeg få lov til at kombinere min krop og min hjerne, og jeg har mulighed for at gøre en forskel. Det betyder alt, og det er hele min mission med det her, forklarer Louise Kjølsen, der snart afleverer sit speciale i psykologi.

Planerne for fremtiden er Louise Kjølsen ikke helt sikker på, men hun kan afsløre så meget, at udlandet er det næste skridt. 

”Mig og min numse skal ud og overtage verdensherredømmet,” er den ambitiøse danser og psykologistuderendes ord for fremtiden.

Måske vil du også læse