På rejse gennem gysergenrens bloddryppende historie | GOTHA

På rejse gennem gysergenrens bloddryppende historie

Fredag den 13. har historisk været forbundet med uheld, men takket være kultfilmen “Friday the 13th” bliver dagen nu også associeret med ægte uhygge. I dagens anledning tager vi et kig på de mest mareridtsfremkaldende film gennem tiden.

Vidste du, at man kan lide af paraskavedekatriafobi, som betyder frygt for fredag den 13.?

Dit hjerte pumper, pulsen stiger til en brusen for dine ører, og dit åndedræt kommer i stadig mere heftige stød. Du ved, at der er nogen i det mørke rum. Du hører en lyd bag dig og farer sammen. Pludselig springer en grotesk skikkelse frem og hæver armen med den rustne dolk. Du skriger og…gemmer dig bag puden.

Selvom de bloddryppende, hårrejsende og mareridtsfremkaldende gyserfilm skræmmer livet af os, elsker mange alligevel det adrenalinfyldte gys. Hvis du er en af dem, så er du heldig, for fredag den 13. november lægger op til et gyserfilmsmarathon af de helt store. Her får du en oversigt over de mest ikoniske gyserfilm – fra de gamle klassikere og frem til de nyeste skud på genren i dag.

Psycho (1960)

Ahh, en ægte Alfred Hitchcock-klassiker – manden, der mere eller mindre opfandt gyserfilmen! Filmen handler om en kvinde, der er på flugt med 40.000 dollars. Under flugten søger hun ly på The Bates Motel, som er bestyret af den stille, unge mand Norman Bates, der har et anstrengt forhold til kvinder (læs: han klæder sig ud som sin mor, når han slår kvinder ihjel). Filmen har bl.a. den udødelige kvinde-i-bad-silhuet-af-kniv-på-badeforhæng-scene. Faktisk er der lavet en serie i 2013, som handler om, hvordan Norman Bates blev en psykopatisk morder (du kan læse om “Bates Motel” længere ned på listen).

The Exorcist (1973)

The Exorcist ligger øverst på mange lister over bedste gysere nogensinde. Filmen handler om en 12-årig pige, som bliver besat af en dæmonisk ånd. Den desperate mor tilkalder to præster, der skal uddrive dæmonen. Umiddelbart et ret klassisk plot, men skildringen af den besatte pige er fantastisk (læs: grufuldt skræmmende). Filmen bliver ikke mindre skræmmende af, at den angiveligt skulle være baseret på virkelige hændelser.

Jaws (1975)

Jaws, eller Dødens Gab på dansk, handler om en kæmpestor, blodtørstig og menneskeædende hvidhaj, som begynder at plage et lille øsamfund. Filmen har siden 1970’erne fået mange til at skynde sig op af vandet – uanset om man bader i havet eller en svømmehal. For filmen fremkalder en urangst i os. En angst for, hvad der lurer i dybet.

The Shining (1980)

The Shining, kendt som Ondskabens Hotel på dansk, er også et godt bud på den bedste gyserfilm nogensinde. Jack Nicholson spiller familiefaren Jack Torrance, som over en vinter skal passe på et kæmpestort, gammelt hotel, som ligger isoleret i en øde skov. Men langsomt gør en ond, åndelig tilstedeværelse Jack mere og mere sindssyg og voldelig – alt imens hans synske søn ser rædselsvækkende syner fra fortiden og fremtiden.

Friday the 13th (1980)

Selvfølgelig skal filmen Friday the 13th på listen! Filmen handler om en gruppe unge, som er taget til Camp Crystal Lake for at genåbne den gamle sommerlejr. Hvad de ikke ved er, at et barn for mange år siden druknede i søen. Men der går ikke længe, før de unge én efter én bliver forfulgt og myrdet af en ukendt psykopat. Filmen findes også i nyere udgave fra 2009.

A Nightmare on Elm Street (1984)

Hvad nu hvis du, hver gang du faldt i søvn, ville møde en ondskabsfuld, vansiret seriemorder med det ene formål at give dig en forfærdelig død? Jep, Freddy Krueger er lavet af det samme stof som ægte mareridt, og hans karakter er stadig kult den dag i dag. 

Silence of the Lambs (1991)

Anthony Hopkins spiller den manipulerende, lynende intelligente og komplet vanvittige fængselsindsatte, Hannibal 

Lecter. Imidlertid er denne seriemorder en ung FBI-aspirants eneste håb for at fange en anden morder, der flår huden af sine ofre. Filmen er nervepirrende, overraskende, og Hannibal Lecter som figur er på en gang fascinerende og frastødende. Han er bl.a. kendt for sin kannibalistiske tendens med at spise sine ofres hjerte og drikke god, italiensk Chianti til.

The Ring (2002)

Et mystisk videobånd har tilsyneladende forårsaget fire teenagedødsfald. En vandrehistorie fortæller, at alle, der ser båndet, vil dø inden for et døgn. Da journalisten Rachel Kellers niece er en af ofrene, sætter hun sig for at løse gåden. Men tiden er knap, for hun har selv set båndet. Hvis du synes, at børn er noget af det mest uhyggelige i gyserfilm, vil du bestemt synes, at The Ring er gruopvækkende.

Paranormal Activity (2007)

Måske er du en af de heldige, som skulle se filmen første gang med en ven, der bildte dig ind, at det var en autentisk film? Paranormal Activity er filmet, så det ligner almindelig hjemmeoptagelse, hvilket ikke gør den mindre hårrejsende, efterhånden som det unge par oftere og oftere får natligt besøg af en dæmon.

American Horror Story (2011–)

En ny tendens, vi ser i dag, er, at der ikke kun er tale om gyserfilm, men hele gyserserier. I serien American Horror Story følger man forskellige karakterer og steder, herunder et hus med en morderisk fortid, et asyl for vanvittige, en forsamling af hekse, et freak show og et hotel. Serien skubber til grænserne inden for gysergenren og er bestemt et kig værd.

Bates Motel (2013–)

Bates Motel er serien, der går på opdagelse i Norman Bates dunkle fortid, og de begivenheder, der endte med at gøre ham til hovedpersonen i “Psycho”. Vi får et portræt af, hvordan Norman Bates’ psyke optrevles igennem hans teenageår med hjælp fra et meget foruroligende forhold til hans mor. Igen et spændende bud på, hvordan gysergenren hele tiden udvikler sig. 

The Conjuring (2013)

Den er så uhyggelig, at man får mareridt bare af at se traileren. Familien Perron flytter ind på en faldefærdig gård, men bliver snart klart over, at hele området er hjemsøgt af en sadistisk ånd. Det er nu op til de paranormale efterforskere Ed og Lorraine Warren at befri familien fra ondskaben.

It Follows (2014)

Da filmen udkom, blev den af mange medier udnævnt til den mest skræmmende film i mange år. Kort sagt handler den om 19-årige Jay, som efter et (tilsyneladende) uskyldigt seksuelt møde, begynder at lide af foruroligende syner og den altoverskyggende følelse af at blive forfulgt af nogen – eller noget.

Hvor stammer myten om fredag den 13. fra?

Hver for sig har ugedagen fredag og tallet 13 en lang historie for at være uheldige.

Selvom mange i dag elsker fredag, fordi den markerer, at det snart er weekend, er fredag historisk set en ugedag, man har forbundet med ulykke. Det skyldes bl.a. at det var en fredag, Jesus blev korsfæstet.

Tallet 13 har også altid været forbundet med overtro og har været et varsel for ondskab og ulykke. Forestillingen stammer især fra Det Nye Testamente, hvor Jesus og hans disciple var 13 til bord til den sidste nadver.

Sammensætningen af fredag og den 13. er et nyere historisk fænomen, som startede i USA efter 2. Verdenskrig og har fulgt os op til i dag. 

Måske vil du også læse