Pejman brænder for at være skuespilleren der sparker til klicheerne | GOTHA

Pejman brænder for at være skuespilleren der sparker til klicheerne

Med den stigende diversitet inden for dansk film satser iransk-fødte Pejman på at spille nuancerede karakterer, der overrasker og sparker til klicheerne. Jeg kan være meget andet end grønthandler og gangster, siger han og drømmer om at spille bipolar, bokser eller anklaget for pædofili. 

Den danske film- scene er efterhånden brudt ud af de traditionelle Morten Korch rammer og viser i dag en mere alsidig rolleliste, der giver plads til andre end blot lyshudede karakterer. Danskere med mørkere lød optræder oftere og oftere i bærende roller og er dermed med til at give et mere troværdigt billede af det danske samfund. En af dem, der ser muligheder i udviklingen er skuespilleren Pejman Khorsand-Jamal, der med sine persiske rødder ofte må lede længe for at finde en rolle, som filmverdenen er villig til at fortolke bredt nok til at matche hans profil.

Forsøg på at bryde med stereotype forestillinger

Pejman har de seneste år medvirket i en række mindre teater og filmproduktioner og fik stor anerkendelse for sin egen kortfilm Perle fra 2014, der netop handler om en mørklødet fyrs forsøg på at finde fodfæste i det danske filmmiljø og bryde med de stereotype forestillinger.

Filmen blev udtaget til både Socially Relevant FIlm Festival i New York i 2015 samt Filmmaker Internation Film Festival 2015 i Marbella.

Teleporteret til en anden verden

Passionen for at udtrykke sig kreativt har Pejman med sig fra sin familie. Farfaren lavede film i Iran, hans far har skrevet digte og hans mor vandt i sin ungdom førsteprisen i en Iransk landsdækkende konkurrence i håndarbejde. Men det var interessen for film, familien kunne samles om. “allerede som lille samlede mine forældre os omkring tv’ et til film,“ husker Pejman, ”Vi så blandt andet film med Eddie Murphy og Kungfu film, der nærmest var komiske på grund af den dårlige synkronisering. Men når filmen gik i gang, var der helt stille i rummet og vi følte os teleporteret til et helt andet sted, det var magisk.” Selv begyndte Pejman allerede i folkeskolen at eksperimentere med skuespillet i teateropsætninger på skolen. Det blev også til en reklamefilm som et skoleprojekt, hvor de vandt førsteprisen.

CBS og Masterclasses i Berlin og New York

Selvom skuespillet trak, valgte han at læse Business Administration og Service Management på CBS. “Fordi jeg ikke lyttede til mig selv og mere gik efter at være homesafe”, som han udtrykker det. Først efter et praktikophold i San Francisco inden for marketing, valgte han at forfølge drømmen og tog masterclasses i skuespil i Berlin, København, London og New York.  Nu er alle dagens vågne timer, som ikke er afsat til familien, dedikeret til filmkunsten,  hvad end det er at finpudse skuespillet eller udarbejde manuskripter. For lige så fascineret Pejman er af at formidle en karakter, er hovedet fyldt med historier, der kan omsættes til spillefilm. Han har allerede skrevet en del manuskripter til en række film, hvoraf 3 er filmatiseret som kortfilm, mens han i øjeblikket arbejder på manuskriptet til en spillefilm om en u-diagnosticeret bipolær mand, måske endda spillet af ham selv.

“Der er ikke regler for hvad et menneske kan opleve”

Som dansk film åbner for mere alsidige billeder af det danske samfund, giver det plads til at også mørklødede personer kan spille bærende og mere nuancerede karakterer, håber Pejman. “Jeg mener, følelser og oplevelser er i hovedreglen universelle og ikke forbeholdt nogen bestemt hudfarve eller nationalitet. Skuespillet handler om mennesker. Der er ikke nogen regler for hvad et menneske kan opleve. Bare fordi jeg hedder Pejman og er født i Iran, betyder det ikke at jeg ikke kan være overbevisende som eksempelvis bipolar, anklaget for pædofili, som rollen Mads Mikkelsen portrætterede i Jagten, eller noget andet.” Ligesådan peger Pejman på rollen som fraskilt muslimsk mand som en spændende karakter, fordi der er så meget tabu forbundet med det emne. 

Trættende at se hvordan film følger et blueprint

Pejman brænder i det hele taget for at skabe anderledes fortællinger, der overrasker og beriger publikum og sparker til klicheerne. “Hvis jeg ser at skurken er fra mellemøsten, lukker jeg ned mentalt. Det er så trættende at se hvordan man i film følger et blueprint, fordi man tænker at det er opskriften på succes. Til trods for mediernes og bestemte politiske partiers fremstilling af folk med indvandrerbaggrund som værende overvejende kriminelle, må vi ikke glemme, at de fleste mørklødede danskere er hårdtarbejdende.  Og flere og flere befinder sig i gode stillinger, som læger, laboranter, økonomer osv.

Det kan godt være, at man ikke umiddelbart ser dem som særligt spændende typer i dansk film, men der lurer noget spændende i alle karakterer, når man kommer bag facaden. Det har vi brug for at se meget mere af i dansk film.“

Pejman som Louis Pio

Pejman ser den øgede diversitet i dansk film som en mulighed for at skabe andre vinkler på  historierne. Fx spillede han i en forestilling i folkeskolen den socialistiske pioner Louis Pio der grundlagde den organiserede arbejderbevægelse i Danmark tilbage i 1800-tallet. 

Og ham kunne Pejman godt forestille sig at spille igen. “Fortjener han ikke at blive portrætteret?” spørger Pejman og tilføjer: “En interessant person, en vanvittig god historie, og så ville det være så interessant at få lov at gå på opdagelse i ham igen, nu hvor jeg er voksen og fremstille ham i alle hans facetter.”

Ser man på gamle portrætter af Louis Pio, kunne Pejman faktisk godt ligne ham lidt. Men hvorvidt Pejman bliver castet til rollen eller selv kommer til at skrive manuskriptet og producere filmen, må blive hængende i luften som en cliffhanger.

Måske vil du også læse