Det perfekte liv ligger mellem normalitet og craziness | GOTHA

Det perfekte liv ligger mellem normalitet og craziness

Han har vundet Årets Komiker 2015, men med en fortid på børnepsykiatrisk og som stofmisbruger har vejen til toppen ikke været let. Selvom han nu har fundet ro i normaliteten som familiefar, rummer han stadig et reaktionært legebarn.

Christian Fuhlendorff

Det dunkle jazz-lokale er fyldt op til randen med mennesker. Det intime skær fra stearinlys og ulmende glødepærer lyser de smilende ansigter op og afslører diversiteten i rummet. Her er venner med veninder, døtre med mødre, mænd med koner, piger med kærester. Her er dyre tasker og billige kasketter. Den forventningsfulde mumlen forstummer, da en skikkelse træder ud på det lille repo, alle stolene står stimlet sammen omkring. 

“Tak, tak skal I have,” siger Christian Fuhlendorff og bukker heftigt. Ikke en eneste klapsalve har lydt. Det gør til gengæld det første høje grin fra publikum. Det første af mange. Rigtig mange. 

Alle er samlet for det samme. De er kommet for at se et af de ’impro-show’, der bid for bid bliver til Christian Fuhlendorffs nye one man show. Man kan undre sig over, hvordan en enkel komiker kan samle så mange forskellige mennesker, når ’skeletter’ i hans show i høj grad er en familiefars erkendelser. Men efter et par timer Christian Fuhlendorffs selskab tegner der sig et billede af både et menneske og en komiker, som rummer langt mere end evnen til at give folk ondt i maven af grin. 

Upopulære holdningers beskytter 

Efter showet trækker Christian Fuhlendorff sig tilbage til et lille, mørkt backstage-lokale. Rummet nærmest skriger på afterparty, men der er ingen øl, ingen tung lugt af cigaretter. Der står chips og kaffe, og i hjørnet af en lang lædersofa sidder en afslappet Christian Fuhlendorff. Samtalen er nærmest i gang, inden man sætter sig. Det virker som om, at der er så mange ord og tanker i hans hoved, at de nærmest kappes om at komme først.

”Ideen om at putte folk i kasser af at være normal eller ikke normal – det er en flydende ting.”

Men når han taler om de ting, han virkelig brænder for, man er ikke i tvivl. Hans store, brune øjne, der ellers vandrer hvileløst rundt, bliver intense, der kommer et vulkanudbrud af sætninger og bandeordene flyver afsted som projektiler. Allerede under showet kunne man fornemme tre af de ting, Christian Fuhlendorff særlig brænder for at forsvare; at vi skal kæmpe for ægteskabet, ligestilling for mænd og legalisering af stoffer. Det i sig selv er lidt tankevækkende, at han er eks-stofmisbruger. Men det er det, der giver ham et kick. At forsvare de upopulære holdninger. 

Da jeg spørger Christian Fuhlendorff, hvad han så gerne vil have, at folk tager med sig, når de har set showet, kommer svaret meget prompte. De skal primært have en sjov aften, for han mener ikke, at satire og humor ikke kan ændre verden. Men han har samtidig et ønske om, at han kan få publikum til at stille nogle spørgsmålstegn og få dem til at tænke over noget i deres eget liv. 

“Jeg snakker virkelig ud fra normen. Ud fra hvor kedeligt parforhold med to børn og hus kan være. Jeg lever det liv, som du lærer på film, er det kedelige. Skal du have en god Woody Allen film, så er det ihvertfald ikke mit liv, du skal lave filmen over. Men jeg prøver på en eller anden måde at forsvare normen og sige, at den er okay at leve efter – fordi normen i dag ikke rigtig er okay.”

Og som han sidder der midt i det slidte backstage-lokale i en falmet, rød bluse, jeans og viltert strithår, ser han meget almindelig ud. Der er intet anstrøg af smart-i-en-fart-komiker-type, som man måske ellers kunne forvente fra en, der har fået så meget succes inden for sit fag.

Det filosofiske legebarn

Der virker til at være to sider af Christian Fuhlendorff. Den filosofiske side og legebarnet. For tag ikke fejl – selvom Christian Fuhlendorff har en meget tænksom side – gemmer der sig også et ægte legebarn i ham. Eller gemmer er måske så meget sagt, for scenen er hans tumlerum, hvor vi for alvor ser den anden side af ham. Hver en sætning bliver til et lille skuespil, hvor han selv har alle rollerne. Scenen virker til at være hans rette element. Som en fisk i vandet hopper han rundt, og publikum sidder som en flok ivrige katte rundt om hans akvarium og kan ikke få øjnene væk. 

Nørd-referencer i showet bl.a. til Star Wars, Ringenes Herrer og Dr. Who virker til at være en kærlig lille hilsen til barnet Christian Fuhlendorff, der legede rollespil og tegnede tegneserier. 

“Jeg er nok i virkeligheden en nørd uden briller,” smiler han skævt. 

Den voksne Christian Fuhlendorff er måske en symbiose mellem legebarnet og hans filosofiske side, som tilsammen skabt den meget reaktionære tilgang til verden. 

Men det var formentlig legebarnet, der fik lov til at tage karriere-valget, da Christian Fuhlendorff i 2.g valgte at droppe ud og satse på en karriere som komiker. Han anbefaler, at unge gør det samme. Man skal lave det, man virkelig brænder for og ikke være så bange for, om det brister eller bærer. Vi har jo et socialt sikkerhedsnettet, der griber os med åbne arme, hvis det går galt, husker han på. Men som han sidder der, og vielsesringen glimter i lyset fra den søvnige loftslampe, kommer en af hans måske mest vigtige pointe frem. 

“Følg din drøm. Men min erfaring er, at man først bliver lykkelig et sted mellem normalitet og craziness. Jeg har hele mit liv ledt efter en konstant, og selvom det lyder som det værste kliche, så er det det at få en familie, som har givet det hele mening.” 

Ægte ærlighed

Både når man ser Christian Fuhlendorff optræde, og når man taler med ham, er der en tanke, som bliver ved med at vende tilbage til en. Ærlighed. En uprætentiøs, ukompliceret og direkte ærlighed som gennemsyrer alt, der forlader hans læber. Om det så handler om hans tid som stofmisbruger, hans barndom med indlæggelse på børnepsykiatrisk afdeling eller de op og nedture, han i dag kan opleve som far og ægtemand. For Christian Fuhlendorff selv er ærligheden det mest spændende. Han ser kun andre komikere, hvor han fornemmer, at det er ægte. Ægtheden er der, hvor man er mest blottet og mest er på spil. 

“I en tid hvor folk bruger det meste af deres tid på et skabe et fiktiv billede af dem selv – et perfekt jeg – på de sociale medier og i byen, er det rart, når man ser noget af det krakelere. Jeg oplever f.eks., at det er et stort tabu i dag at sige, at det kan være kedeligt at være far. Eller at man godt kan lide missionærstillingen. Men når man siger det, så synes mange, det er rart, at man er ærlig. For i virkelighed har mange det ofte på samme måde, de tør bare ikke at være den første, som siger det.”

Men hvorfra stammer lysten – og ikke mindst modet – til at være ærlig om ting, som mange pakker det ind i hvide løgne og instagram-filtre?

“Mange timer hos en terapeut som barn og senere som stofmisbruger,” svarer Christian Fuhlendorff på spørgsmålet i en tone, som ligger og vugger på grænsen mellem joke og alvor. Men der er også ting, som han ikke deler ærligt ud af. Sider af sig selv, han ikke har accepteret endnu. Først når det er sket, tager han det med på scenen. Men da emnet lidt senere falder på milepæle i livet, kom det måske mere reelle svar på, hvor ærligheden stammer fra. 

“Jeg hørte på et tidspunkt en joke, der handlede om, at det dejlige ved internettet er, at man ved, der er nogen, som er lige så syg i hovedet som en selv. Skriver du: “Jeg kan godt lide at bolle får”, så får du svaret: “Hva’ for en race?” Det gik op for mig, at der er noget galt med os alle sammen. Ideen om at putte folk i kasser af at være normal eller ikke normal – det er en flydende ting. Vi er alle normale et sted og unormale et andet sted. Det gav mig en ro i maven, for den jeg er. Det var en af de vigtigste milepæle for mig.”

Christian Fuhlendorff vil gerne have, at man, når man har set hans show, stiller nogle spørgsmålstegn til ens eget liv. Og hvis der er nogen, som kan få netop det til at ske, så må der være Christian Fuhlendorff. Han er en person, som giver en selv lyst til at sige: “Det er ligegyldigt hva’ andre tænker”.

Blå bog

Christian Fuhlendorff er 32 år og bor sammen med konen Karina Feldborg og deres to børn, Michala på 5 år og Conrad på 1 år. 

Han droppede ud af 2.g for at forfølge en drøm om at blive komiker. Karrieren har dog budt på meget mere end stand up. Han kan både skrive tv-vært, radiovært, skuespiller og manuskriptforfatter på sit CV. I 2015 vandt han prisen som Året Komiker. 

Hans fjerde one man show “Det er ligegyldigt hva’ andre tænker, ikk’?” kan opleves fra februar 2016.

Måske vil du også læse