Surfede sig til toppen | GOTHA

Surfede sig til toppen

Danske Casper Steinfath fra Klitmøller er dobbelt verdensmester i Stand Up Paddling og rejser verden rundt for at fange de største bølger og konkurrere på topniveau. Vi fangede ham over Skype fra Hawaii, hvor han i øjeblikket konkurrerer i World Touren.

Hvad er Stand Up Paddling egentlig?

Det går ud på, at du står op på et stort surfbræt med en paddel i hånden og skaber fremdrift ved at padle dig frem hen over vandet. Det kan både være i bølger eller på fladt vand. I øjeblikket er Stand Up Paddling den hurtigst voksende sport i hele verden. Det er en ny sport, der kun har været fremme i omkring ti år, så det er rigtig spændende at være en del af. Sporten udvikler sig rigtig hurtigt lige nu.

Hvor lang tid har du surfet?

Min far er fra Californien, og min mor er fra Danmark, og stort set siden jeg kunne gå, har jeg været ude på surfbrættet med min far. For nogle år siden blev jeg bidt af Stand Up Paddling eller SUP, som er en anden måde at være ude på vandet og have det sjovt.

Hvornår prøvede du første gang SUP?

Som surfer jager man bølger rundt i hele verden, og på en surftur til Portugal i 2008 prøvede jeg SUP for første gang. Jeg kan huske, at der ikke var bølger den dag, og en af mine venner fra Californien havde et standup-bræt med, som jeg prøvede – og jeg syntes egentlig, det var meget sjovt. Jeg kunne godt lide, at jeg kom ud og fik bevæget alle musklerne, selvom der ikke var bølger. Jeg tog det med hjem til Danmark, og om sommeren hjemme i Klitmøller lå jeg og padlede rundt og fangede små bølger på brættet. Step by step blev det til en ny passion og en ny beskæftigelse for mig.

Hvordan er det forskellig fra anden surfing?

Normalt ligger man ned på brættet og padler, her står du op hele tiden og kan se alt, hvad der foregår rundt om dig – bølgerne, strømmene og alt livet i vandet. Jeg synes, det er fedt, for i Danmark har vi mange forskellige forhold – både små og store bølger – og på standup kan du komme i gang med det hele. Det er meget brugervenligt i forhold til alle de forskellige forhold.

Hvordan udviklede det sig til at blive noget, du gør professionelt?

I 2009 var der Stand Up World Cup nede i Tyskland, hvor jeg var lidt nysgerrig og ville prøve, hvad det egentlig var. Der fandt jeg ud af, at jeg havde en god fysik og talent for det. Jeg blev ikke professionel fra den ene dag til den anden, men det skete skridt for skridt. Jeg mødte folk fra hele verden – drenge på min egen alder fra Hawaii, Australien og Sydamerika. Jeg synes, det er inspirerende at være en del af det her fællesskab. Jeg besluttede mig for at forbedre mig selv og træne, så mens jeg gik i gymnasiet, prøvede jeg kræfter med konkurrencer rundt om i hele verden. I 2013 vandt jeg mit første verdensmesterskab. Så gik det stærkt, og der blev jeg sikker på, at det her er noget, jeg vil resten af mit liv. Jeg blev fuldkommen grebet af den her energi, og jeg kan slet ikke stoppe.

Hvordan var det at passe skolen ved siden af sporten?

Det er ikke altid nemt at kombinere skole og surfing. Da jeg gik i gymnasiet stod jeg i den situation, at jeg ville ud at konkurrere og træne en masse for at forbedre mig. Heldigvis havde jeg en rigtig venlig rektor i gymnasiet, der støttede mig i min surfdrøm om at følge bølgerne og kæmpe mig vej til toppen. Jeg fik lov til at prøve en specialordning – lidt ligesom eliteidrætsklasser rundt omkring – hvor jeg fik frie tøjler, men skulle lave alt mit skolearbejde, mens jeg var afsted. Så selvom jeg var på Hawaii og trænede, så fulgte jeg stadig med i skolen derhjemme og lavede præsentationer over Skype – så skolen fyldte stadig meget for mig. Jeg har altid haft det krav til mig selv, at jeg skulle klare mig godt i skolen, hvis jeg skulle have lov at rejse ud og surfe. På den måde blev SUP også en drivkraft til at give den gas i skolen.

Hvad har de bedste oplevelser med SUP været?

Ingen tvivl om, at den største oplevelse var, da jeg vandt mit første verdensmesterskab i 2013. Jeg tog til Peru stort set uden forventninger. Jeg ville bare fornemme, hvordan det var at være med til VM. Pludselig stod jeg i en situation i slutningen af ræset, hvor jeg red på samme bølge ind mod mål som en af mine store helte, siden jeg var helt lille, Jamie Mitchell, der var tolv gange verdensmester. At konkurrere lige ved siden af ham om en guldmedalje var uden tvivl det største øjeblik i hele mit liv, og det var, som om tiden stod stille lige der.

Fortæl om dit arbejde i Det Internationale Surf Forbund, ISA?

Jeg er med til at træffe nogle beslutninger om, hvordan surfing skal hænge sammen og se ud i fremtiden. Lige nu arbejder vi for eksempel på at gøre surfing til en del af De Olympiske Lege. Jeg synes, surfing er en fantastisk sport og livsstil, der kan bidrage med noget til alle, så jeg ser det som en mulighed for at sprede budskabet og give smil på læben rundt om i hele verden.

Om Casper Steinfath

  • Casper Steinfath er født og vokset op i Klitmøller ved Vesterhavet, lige omkring Thy. Han har surfet hele sit liv og er dobbelt verdensmester i Stand Up Paddling.
  • I oktober sidste år blev han desuden valgt som vicepræsident i Det Internationale Surf Forbund, ISA, hvor han er repræsentant for alle atleter på tværs af 17 discipliner.
  • Lige nu er han på Hawaii, hvor han konkurrerer i World Touren, og til maj skal han forsvare sin verdensmestertitel i Sayulita, Mexico.

Klitmøller – Danmarks kolde Hawaii

I slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne opdagede surferne så småt området omkring Klitmøller ved Thy, der også kaldes ”Cold Hawaii” på grund af de gode surfforhold og kolde klima. Området har i dag nærmest udviklet sig til en lille surfkoloni, og de mange surfere har præget byen og skabt et spændende miljø. Verdensmesteren i Stand Up Paddling, Casper Steinfath, er vokset op i Klitmøller og kan tydeligt mærke, at byens indbyggere deler en særlig passion for havet.

”Jeg ved ikke, hvordan man skal forklare det. Det er bare mere en livsstil deroppe - du lever og ånder for, hvornår den næste tur på vandet er, og hvem du kan dele den med. Det er altid fedt at surfe alene, men det er endnu bedre, når du kan dele det med andre folk, og det kan du i Klitmøller,” siger han.

Måske vil du også læse