Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

FOTO: PR

Havet som arbejdsplads

Christian og Camilla har begge valgt en uddannelse hos Maersk. Camilla er skibsførerkadet og færdiguddannet i april 2017, Christian er maskinmesterkadet på 7. semester.

UDDANNELSEN

Christian: Maskinmesteruddannelsen var fuldstændig ukendt land. Jeg havde kun rodet med knallerter og kendte lidt til bilmotorer. Vores skibsmotorer har langt flere funktioner (de største måler 15 m i længden og er 4-5 etager høje), har mange flere kræfter og meget mere avanceret teknologi, der skal vedligeholdes og overvåges.

Vi bruger forskellige computerprogrammer til at læse data, men du får også lov til at være en rigtig håndværker, især når vi har store vedligeholdelsesopgaver eller skal reparere på pumperne eller motoren. Vores uddannelse handler om at have hænderne i bolledejen; du skal have overblikket, men også kende detaljerne.

Camilla: Når vi er ude, er vi tilknyttet en uddannelsesofficer, som vi følger på de forskellige vagter. Derudover er nogle af opgaverne maskinrelaterede, så vi som skibsførere får en fornemmelse af, hvad der sker længere nede i systemet, når vi ændrer kurs eller sætter farten. Det er jo nogle kæmpe kræfter, vi manøvrerer med.

LIVET OG JOBBET OMBORD

Camilla: Som skibsfører inkluderer nogle af ansvarsområderne sikkerhedsudstyret om bord, og i havn har man lastevagter, hvor man overvåger lastning og lodsning, sørger for at følge planen, taler med de lokale myndigheder og instruerer besætningen. Mange har en fordom om, at man som skibsfører ’bare’ står på broen og drikker kaffe og ser ud af vinduet, og det er også en del af det. Du har otte timer på broen om dagen, og hvis du ligger midt ude på Atlanterhavet, så sker der bare ikke noget. Men det er også rart indimellem at have ro omkring sig, for resten af tiden har man virkelig mange forskellige opgaver.

Christian: Det at sejle et moderne containerskib er lidt som at køre en bus; vi har meget korte havneophold og rigtig meget at lave, når vi ligger i havn. I fritiden ser vi fx film, læser bøger eller træner. Der er ikke meget overskud til lærebøgerne, for man får så mange nye indtryk i løbet af dagen, at man trænger til at lave noget andet, når man har fri, fx spille spil eller nyde udsigten fra broen og få en sludder med den vagthavende.

Camilla: Sikkerheden er det, der er størst fokus på ude på skibene. Vi har rigtig meget træning ombord, og det er en kæmpestor del af vores uddannelse, at vi skal være klar over, hvad vi skal gøre i en eventuel nødsituation. Du er langt fra alting, du har kun din besætning, og den skal du have tillid til, hvis uheldet er ude. På skibene er der månedlige sikkerhedsøvelser, og du skal løbende på kurser for at opdatere dine certifikater. Der er kontinuerlig træning, og du lærer hele tiden noget nyt.

KULTUREN

Camilla: Man er langt fra familie og venner i lang tid ad gangen, og der sker mange ting hjemme, man ikke er med til. Til gengæld er der alle oplevelserne. Man stifter bekendtskab med mange forskellige lande, mennesker og kulturer, og man lærer rigtig meget om sig selv.

Christian: Når du er ude på havet, kan du ikke bare sige, at ham her gider du ikke arbejde med. Vi er tvunget til at få det til at fungere. De mange forskellige kulturer kan være en udfordring, men man lærer samtidig rigtig meget om at håndtere forskellige typer mennesker, og jo mere selvtillid du får, jo mere kan du selv byde ind med.

Camilla: Maersk er gode til at omfavne vores forskelligheder på tværs af nationer ved at lære os, hvordan vi skal begå os i de forskellige kulturer. Under uddannelsen har vi kurser i kulturelle forskelle og kommunikation, og efterfølgende kan vi få lederkurser i fx formidlingsteknik og konflikthåndtering.

Der er stort fokus på sammenhold og samarbejde på skibene. Man er afhængige af hinanden, så man bliver nødt til at håndtere eventuelle forskelligheder og få det til at fungere. På den måde lærer man så meget andet end arbejdet i sig selv – erfaringer man kan bruge andre steder end på skibet.

SIMAC OG SVENDBORG

Christian: For mig er Svendborg jo nærmest en stor by. Den er super hyggelig og har alt, jeg har brug for. Jeg føler mig hjemme her, måske fordi over halvdelen af mine studiekammerater også kommer fra Jylland.

Camilla: Jeg er selv københavner, og i starten var jeg ærlig talt en smule skeptisk omkring Svendborg. Det var en fed uddannelse, og jeg var glad for den, men jeg følte ikke, der var så meget at lave som i København. Og nu står jeg her, tre år senere, og er super glad for det. Vi har et super fedt studiemiljø, fordi stort set alle er tilflyttere. Vi har sammenholdet tilfælles og hjælper hinanden på kryds og tværs af årgange og linjer. Vi går i byen sammen, arrangerer sociale aktiviteter og har tutorcafé på skolen. Mine fordomme er manet fuldstændig til jorden, og jeg kunne godt se mig selv blive i Fynsområdet.

Skibsofficersuddannelserne i Maersk

Hvert år rekrutterer Maersk flere hold kadetter til deres maskinmester- og skibsføreruddannelser. Begge retninger er mellemlange videregående uddannelser bestående dels af teori på SIMAC i Svendborg, dels af søpraktik på rederiets container-, supply- og tankskibe ude i verden.

Maersk er en af verdens største shippingvirksomheder, og du bliver en del af et højteknologisk og internationalt miljø, hvor der er fokus på bæredygtig skibsfart, sikkerhed på arbejdspladsen og gode karriere- og udviklingsmuligheder.

Læs mere på: www.blivskibsofficer.dk eller følg os på www.facebook.com/skibsofficer.

  • GOTHA udgives af PA Magasiner, Rådhuspladsen 37, 1785 Kbh. V. Tlf: 33472986.