Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

FOTO: UNSPLASH

Er du i tvivl? Få svaret på, om du skal tage et sabbatår

Politikerne vil have de unge i arbejde hurtigst muligt, men der kan være gode grunde til at tage et sabbatår.

Er det fordi, du gerne vil til Australien og springe bungyjump et halvt år?

Sådan lyder et af de spørgsmål, som Lotte Klein og hendes kollegaer stiller de unge, når de tropper op hos studievejlederen og siger, at de gerne vil tage et sabbetår.

Lotte Klein er Formand for Ungdomsuddannelsernes Vejlederforening, så hun ved, hvad der foregår på ungdomsuddannelsernes vejlederkontorer. Og selv om spørgsmålet om bungyjump i Australien kan lyde, som om det er stillet af en bebrejdende og bekymret mor, så mener Lotte Klein det ikke negativt.

Der er typisk to årsager til, at de unge ender på hendes kontor og siger ‘sabbatår’.

Nogle af dem vil bare trække stikket.

“Nogle af dem vil bare trække stikket. De vil være fri for de forpligtelser, der ligger i at være på en uddannelse. En anden del vil gerne forbedre deres muligheder for at søge optagelse via kvote 2, så de vil gerne lave noget, der er studierelevant,” forklarer Lotte Klein.

Hun er sikker på, at en del af de unge kan have godt af et sabbatår i ‘livets skole’, men der er også farer ved at sætte skolegangen på pause.

“Hvis man tager et sabbatår for at arbejde, så tjener man flere penge end på SU, og det kan man godt blive lidt afhængig af. Så kan det være svært at vende tilbage til studielivet,” siger Lotte Klein.

„FJUMREÅR“ KAN KOSTE

Det er en af de ting, studievejlederne nævner, når de taler med de unge om sabbatår. Men det handler i høj grad også om at finde ud af, hvad man er god til.

“Det med at få nogle livserfaringer er en god ting i forhold til at skulle vælge studie. Det kræver meget menneskekendskab eksempelvis at blive en god læge eller socialrådgiver.”

Hun fortæller også, at man tydeligt kan mærke, når de studerende har et mål med deres uddannelse, og de rent faktisk ved, hvorfor de tager den. Så ifølge Lotte Klein kan et sabbatår være en god ting, også selv om de unge forventes at skynde sig igennem uddannelsessystemet uden de berømte ‘fjumreår’, som sabbatåret også bliver kaldt.

“Selv om mange unge har godt af det, så fortæller vi dem også, at samfundet har fokus på at få dem hurtigt igennem, så de skal være klar over, at disse valg kan have nogle konsekvenser i form af ringere vilkår. Men det betyder ikke, at vi fortæller dem, at de helt skal lade være.”

  • GOTHA udgives af PA Magasiner, Rådhuspladsen 37, 1785 Kbh. V. Tlf: 33472986.