Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

FOTO: PR

Tør du følge din drøm som... iværksætter Carla Mickelborg?

YouTube-stjernen Carla Mickelborg har givet 8-16 jobbet en endegyldig fuckfinger og satser nu på et liv som selvstændig.

 

Hold kæft, hvor er det pissesvært.” Det lyder måske lidt afskrækkende, men det er den ufiltrerede sandhed fra Carla Mickelborg. For det danske bureaukrati har ikke gjort det nemt for iværksættere at søsætte drømmen.

Men selvom du skal finde din indre bogholder frem og skal kunne klare usikkerhedens mentale knubs, så er Carla Mickelborg ikke i tvivl – det er det hele værd. Læs her hvorfor – måske får du modet til også at følge din drøm.

Hvorfor vil du gerne være selvstændig?

“Min morfar har altid sagt: Vi har prøver det med fast arbejde, det var ikke noget for os. Han var kunstner og jazzmusiker. Min mor har også altid været selvstændig. Så jeg har været heldig, at jeg altid har set, at det sagtens kan lade sig gøre at leve et godt liv som selvstændig. Under min uddannelse (i Medieproduktion og Ledelse) havde jeg 1,5 års praktik. Efter at have arbejdet mig gennem alle mulige jobs (måde de gode og lortejobbene), var det blevet meget klart for mig, at jeg ikke er god til at arbejde under andre. Jeg trives med selvstændigheden, og jeg mister fuldstændig motivationen, hvis jeg ikke brænder for det, jeg laver. Derfor er jeg nu i fuld gang med at starte virksomheden GOALS sammen med min mor og bror. Meget er stadig lidt hemmeligt, men kort sagt går det ud på at hjælpe folk med at nå i mål med deres projekter, men først og fremmest at hjælpe dem med at nyde hele vejen hen til målet.”

Hvilke udfordringer er der som iværksætter?

“Det kræver mange interessetimer at køre en YouTube-kanal, men der er ikke mange ben i at starte en. Men det nye, jeg har startet, er kæmpestort. Det kræver en helt anden disciplin, og man står pludselig over for mange ukendte problematikker. Det er alt fra at lave en femårsplan og lægge et budget til at finde ud af, hvad man selv ønsker at få ud af det. Så kan det pludseligt være meget tillokkende at hoppe på Facebook.”

Hvad er det bedste ved at være iværksætter?

“Noget af det bedste ved at være iværksætter er ikke at skulle sætte mit ur. Jeg vågner ofte af mig selv kl. 7 og starter med at lave yoga. Bagefter drikker jeg kaffe, imens jeg svarer på mails, inden jeg har dagens første virksomhedsmøde med min mor omkring kl. 10. Det er friheden til selv at planlægge sin tid og bruge dagen på noget, man virkelig brænder for, der gør det fantastisk og det hele værd.”

Hvad er godt at vide fra starten?

“Nogle af de mere tekniske detaljer, som kan være ret besværlige. For at man kan oprette en virksomhed kræver det f.eks., at man har en erhvervskonto. Det kræver, at man holder et møde med banken, hvor man fremlægger sin forretningsidé, så de kan se, at man ikke går konkurs. Men er samtalen succesfuld, får du et midlertidigt kontonummer og voila – du kan oprette din virksomhed. Vælg forøvrigt at oprette et IVS firma, som ikke koster noget at have.”

Carla Mickelborgs bedste råd til dig, der går med iværk­sætterdrømme

  1. Følg dit hjerte. Hvis du kun starter noget med det formål at tjene penge på det, så bliver du pissetræt af det. Så gør kun det, du oprigtigt brænder for.
  2. Allier dig med de bedste. Det er meget hårdt, hvis du skal klare alt selv, så find kvalificerede samarbejdspartnere. Vælg dem, du har en god mavefornemmelse omkring og svinger godt med.
  3. Vær bevidst om dine egne værdier, og sørg for at de gennemsyrer dit arbejde.
  4. Brug Canvas-modellen, når du først går i gang. Den kigger på alle de forskellige barrierer, der kan være for din virksomhed. Hav dertil styr på dine tal – f.eks. hvor meget skal du sælge, for at det kan løbe rundt. Det giver både overblik og ro.
  5. Husk at nyde hele processen!
  • GOTHA udgives af PA Magasiner, Rådhuspladsen 37, 1785 Kbh. V. Tlf: 33472986.