Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Få styr på økonomien til studiestart

Hent app’en ”Lommebudget” og få overblik over, hvad du egentlig bruger dine penge på

 

For mange betyder studiestart ny bolig, udgifter til undervisningsmaterialer og - hvis Corona tillader det - fester med de nye studiekammerater. Det er både sjovt og spændende – og dyrt – og menuen kan hurtigt stå på spaghetti med ketchup, når der både skal købes rengøringsmidler, studiebøger og G&T i weekenden.

Med de mange udgifter i forbindelse med studiestart er det nemt at miste overblikket, men med app’en ”Lommebudget” kan alle unge hurtigt få et overblik over det reelle forbrug. App’en er udviklet af det statslige forbrugersite www.rådtilpenge.dk og er blevet downloadet mere end 150.000 gange.

”Vi kunne se, at der var et behov, så vi lavede en app, som giver unge, og alle andre for den sags skyld, et bedre overblik over deres forbrug”, siger Louise Skjødsholm, der er specialkonsulent i finansielt forbrug hos Rådtilpenge.dk.

Undersøgelser, som både Rådtilpenge.dk og Forbrugerrådet Tænk har fået lavet omkring unges økonomi, viser, at 62% af de unge ml. 18-35 år ikke har en særlig opsparing til uforudsete udgifter som fx tandlægeregninger og reparationer, mens hver 7. i aldersgruppen ml. 18-30 år har tilbagevendende betalingsproblemer i hverdagen, fx med huslejen, telefonregningen eller forbrugslånet.

”Vi er glade for, at det er lykkedes at motivere så mange danskere til at komme i gang med budgettet, især når vi ved, at mange synes, det er kedeligt og svært”, fortæller Louise Skjødsholm.

Hvad er luksus og hvad er nødvendigt?

App’en blev lanceret første gang i februar 2014 og er løbende blevet opdateret med nye features.

”Vi har blandt andet featuren ”sæt dit luksusmål”, hvor du selv sætter et max for, hvor mange penge du må bruge på luksus hver måned. Mange overser tit eller negligerer luksus og impulskøb, men her kan du faktisk spare mange penge hver måned, når du pludselig kan se, hvad du har af nødvendige køb og luksuskøb”, understreger Louise Skjødsholm og tilføjer, at app’en også kan skelne mellem faste og variable udgifter.

”Man kan oprette faste udgifter som fx husleje, forsikringer og mobilabonnement, der automatisk trækkes hver måned, så du undgår ubehagelige overraskelser”, siger Louise Skjødsholm.

De små beløb koster på den lange bane

App’en er simpelt opbygget, så når du kender dine indtægter og udgifter, kan du bruge budgetskabelon til at lægge dit budget. I budgettet, skal du se på, hvor stort eller lille et beløb du har til overs, når du har betalt dine faste og variable udgifter. Har du et stramt budget, hvor der kun er et lille beløb til overs hver måned, eller har du overskud i budgettet med et stort beløb hver måned?

”Dine forbrugsvaner kan hen over et år sluge så mange penge af dit budget, at beløbet svarer til et nyt fjernsyn eller en rejse. Så hvis du vil spare penge, er dine forbrugsvaner et oplagt sted at starte. Med Lommebudget kan du hurtigt undersøge, hvad de små forbrugsvaner koster på den lange bane”, siger Louise Skjødsholm.

Gode råd til en sund økonomi

Ud over overblik giver app’en også gode råd og tips til en sundere økonomi.

”Det kan fx være gode råd til at spare penge på madbudgettet eller el- og vandregningen, og så forklarer app’en også forskellige økonomiske ord og vendinger, så det bliver lidt mere gennemskueligt at få styr på sin økonomi”, siger Louise Skjødsholm.

I en tid med fokus på it-sikkerhed er brugernes sikkerhed førsteprioritet, og Lommebudget-app’en gemmer kun data lokalt på brugerens mobil og ikke på raadtilpenge.dk’s servere, og data om den enkelte brugers brug af Lommebudget videregives heller ikke til nogen tredjepart.

”Vi anvender Google Analytics til at indsamle statistik over brug af funktioner i app’en. Statistikken anvendes kun i en opsummeret form. Det vil sige, at vi ser på den samlede brug af app’en og ikke på den enkelte brugers brug af app’en”, understreger Louise Skjødsholm.

Undgå at komme ”På Røven” sidst på måneden

Ud over app’en hjælper raadtilpenge.dk også unge med økonomien på Facebook og Instagram under navnet ”På Røven”.

”På Røven” giver unge tips og gode råd til, hvordan det kan blive nemmere at komme igennem måneden, og så giver siden inspiration til, hvordan man holder styr på sin økonomi,  hvordan man sparer penge på sine indkøb og øvrige udgifter, og så deler den alle raadtilpenge.dk’s andre gode sparetips.

”Siden er også et forum, hvor unge kan dele deres erfaringer og gode råd med hinanden, og hvor de aktivt kan deltage i debatten om fx SU-lån, kviklån og penge mellem venner”, siger Louise Skjødsholm.

Læs mere om app’en ”Lommebudget” på www.rådtilpenge.dk og få tips og gode råd til en sund økonomi på Facebook og Instagram gennem ”På Røven”. Hent Lommebudget gratis i App Store eller Google Play.

  • GOTHA udgives af PA Magasiner, Rådhuspladsen 37, 1785 Kbh. V. Tlf: 33472986.