Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Sexlinien for unge

Har du selv et spørgsmål? Du kan skrive til brevkassen eller chatte med os på Sexlinien.dk eller ringe på 70 20 22 66. Det er anonymt.

SEX FOR FØRSTE GANG

Dreng/Mand på 16 år

Hej! Jeg skal have sex med min kæreste og jeg har ikke prøvet det før og det har hun heller ikke plz hjælp mig.

SVAR:

Hej!  En vigtigt ting at huske på, når man har sex for første gang er, at - ligesom med så mange andre ting, man gør for første gang - så er det noget, der skal læres. Så i stedet for at tænke på, at det f.eks. skal gøres på en bestemt måde, så tænk på at I skal udforske det her sammen. Du har måske hørt, at det gør ondt på pigen at have sex første gang, men det handler ofte om, at piger kan være nervøs, når de har sex første gang og derfor kommer til at spænde op i musklerne i skeden. Det betyder så, at det bliver sværere for en pik at komme ind, og det kan gøre mere ondt. Det er rigtig vigtigt at bruge tid på forspil, så I begge slapper, og at hun bliver våd nok. Så start med at kysse og røre/kærtegne hinanden. Du kan f.eks. give gøre dine fingre våde og give hende finger med en eller flere fingre. På den måde kan hun også vænne sig til følelsen af at have noget oppe i sig. Tal sammen undervejs om, hvad der føles godt, og om det går for hurtigt/langsomt frem. Hvis du er usikker eller nervøs, så sig det - hun har det helt sikkert på samme måde. Derudover er alle forskellige, så I skal finde ud af, hvordan I kan lide at have sex sammen.

KAN JEG GÅ TIL LÆGEN UDEN AT MINE FORÆLDRE VED DET?

Pige/Kvinde på 16 å

Jeg er en pige på 16 år som gerne vil starte med en form for prævention. Skal jeg have forældretilladelse? Og hvilke muligheder er der for prævention uden forældretilladelse hvis man er 16?

SVAR:

Hej! Det er rigtig godt at du tænker på at beskytte dig selv mod uønsket graviditet. Hvilken præventionsform som passer dig bedst, er noget man tit skal prøve sig frem med. Hvilken slags prævention, du måske skal begynde med at prøve, kan du tage en snak med din læge om. For nogle er det fx svært at huske at tage en pille hver dag og så er p-piller ikke et oplagt valg jo.

I princippet behøver du ikke en forældretilladelse, når du er over 15 år gammel. Du er helt fri til at ringe til din læge selv.  Er man over 15 år gammel som dig, kan lægen lade være med at fortælle ting videre, hvis det handler om dit seksualliv. Prævention tæller med her. Hvis du snakker med din læge og lægen bliver bekymret for din situation, kan hun eller han dog blive nødt til at fortælle din forældre, at du er begyndt på prævention.

Er der en særlig grund til at du ikke vil involvere dine forældre? Mange synes det er pinligt og grænseoverskridende at skulle tale om sex med deres mor og far, men for nogle kan det alligevel være en stor lettelse at få taget de første snakke om sex. Fx det her med, at du er begyndt at have sex, og gerne vil beskytte dig selv bedre mod graviditet. Det er smart at have snakket om, fordi du senere kan spørge sine forældre til råds omkring praktiske ting omkring prævention og de kan hjælpe dig, hvis du har spørgsmål eller bliver usikker på noget. Så selvom det lige nu føles uoverskueligt, så kan det være at du senere bliver meget glad for at have gjort det?

MIN KÆRESTE HAR FILMET MIG, MENS VI HAVDE SEX

Pige/Kvinde på 19 år

Hejsa. Jeg er en pige på 19 år. Jeg har været sammen med min jævnaldrende kæreste i snart 7 måneder. Vi har det for det meste godt sammen, men kan dog godt blive uvenner, ligesom alle andre. Jeg har en tendens til at have mindre lyst til sex end han har, og nogle gange føler jeg lidt at vi kun har sex fordi han vil. Men sagen er den, at jeg har taget ham i at filme mig mens vi havde sex, uden min tilladelse. Jeg konfronterede ham med det, og han startede med at benægte det. Han tilstod det så til sidst, og vi har snakket om det. Han kan ikke komme med en forklaring på hvorfor han gjorde det, og han ved godt det er forkert. Han har slettet videoen, og han er meget ked af det. Mit dilemma ligger i, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre. Jeg ved godt er

det er forkert og ulovligt og at jeg nok burde gå fra ham, men på den anden side har jeg en følelse af at jeg ikke vil miste ham. Jeg føler ikke jeg kan stole 100% på ham længere, og det vil altid ligge i baghovedet hvad han har gjort.

SVAR:

Hej! Det lader til at du har to dilemmaer, som er 1) at du føler, at du har sex med din kæreste for hans skyld og 2) at han har filmet dig uden din tilladelse mens I har sex og at det har brudt din tillid til ham.

For det første er det vigtigt, at du ikke har sex med din kæreste, når ikke du har lyst. Det er altid (uden undtagelse) okay at sige fra til sex. Hvis det kan være svært for dig at sige fra direkte, så kan du overveje at snakke med ham om det en dag, hvor I ikke skal til at have sex. Måske du kan sige til ham, at I nogle gange har haft sex, hvor du ikke har haft lige så meget lyst til det som han har haft, og at han gerne må spørge dig, om du har lyst, så det ikke sker igen. Langt de fleste mennesker har ikke lyst til at have sex med en anden, der ikke har lyst til sex. Så hvis du gør opmærksom på, at han lige skal være sikker på at du har lyst - og at det er nemmest at han spørger - så kan jeg kun forestille mig, at han vil tage det til sig. Du kan også overveje, om han kan gøre mere for dig, så du bliver mere liderlig og får mere lyst til sex.

For det andet, så er det ret alvorligt, at din kæreste har filmet dig under sex, uden at du har givet tilladelse til det. Det giver rigtig god mening, at du er blevet ked af det og fortvivlet. Og at du har mistet både lyst til ham og tillid til ham. Det giver mening, at det er sværere at gå fra ham end som så, da du har mange følelser for ham og ikke vil miste ham. Du kan overveje, om det han har gjort, har for stor betydning for, om du kan være sammen med ham som I plejede. Kan du godt grine og hygge dig på samme måde med ham, eller har det en effekt på jeres måde at være sammen på? Det er ikke mere rigtigt at gå fra ham end at blive sammen med ham. Det er helt op til dig (og ham), hvordan du/I håndterer situationen. Men det er selvfølgelig vigtigt at understrege, at det er dybt ulovligt, hvad han har gjort, og det giver rigtig god mening, at du har svært ved at stole på ham nu.

MIN MENSTRUATION ER 4 DAGE FORSINKET

Pige/Kvinde på 18 år

Hej. Min menstruation er 4 dage forsinket. Mig og min kæreste dyrker sex engang om ugen. I 3 uger har der ikke været sperm i mig. Er det muligt at blive gravid. Har taget graviditetstest den viser negativ.

SVAR:

Hej! Det lyder som om, I beskytter jer ved at have afbrudt samleje (hvor fyren trækker sig ud af skeden før han får udløsning). Det er ikke en sikker præventionsform og derfor er der en chance for, du er gravid

Du skriver ikke, hvornår du har taget graviditetstesten (før eller efter din forventede menstruation). De fleste graviditetstester kan først måle en evt. graviditet på menstruationstidspunktet, men der er nogle tester på markedet som kan måle det lidt tidligere. Der kan godt være andre grunde til, at en menstruation er forsinket, men hvis I ikke har brugt prævention udover afbrudt samleje, er det en god idé at tage en graviditetstest igen, hvis menstruationen fortsat udebliver, f.eks. en uge efter menstruationstidspunktet.

HVOR DYB ER EN FISSE??

Dreng/Mand på 16 år

Hej! Hvor dyb er en fisse?

SVAR:

Hej! Fissen er ca. 8-10 cm. dyb, men bliver længere, når man bliver seksuelt ophidset. Det sker lidt på samme måde som når pikken bliver stiv, nemlig ved at nogle svulmelegemer omkring fissen fyldes med blod.

Har du selv et spørgsmål? Du kan skrive til brevkassen eller chatte med os på Sexlinien.dk eller ringe på 70 20 22 66. Det er anonymt.

  • GOTHA udgives af PA Magasiner, Rådhuspladsen 37, 1785 Kbh. V. Tlf: 33472986.