Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jeg er kommet ekstremt langt

Jasmin har haft en opvækst fyldt med misbrug og kaos, men med hjælp og rådgivning fra Ung Revers og en vedholdende kæreste er hun nu i gang med pædagoguddannelsen.

Det stod bestemt ikke skrevet nogen steder, at 22-årige Jasmin skulle tage en uddannelse, få sig en dejlig kæreste og en hverdag med struktur og faste rammer. Snarere tværtimod. Mens de fleste unge kan tænke tilbage på en barndom med fredagsslik og aftensmad klokken 18.00, har stofmisbrug, et utal af flytninger og kaotiske familieforhold været de eneste faste indslag i Jasmins opvækst.

”Fra de første seks år af mit liv, kan jeg faktisk ikke huske mine forældre. Når jeg tænker tilbage, kan jeg kun huske, at min mormor, morfar og farmor har været der for mig i de år, og jeg kan fx heller ikke huske, at jul og andre højtider har været de samme. Der har altid været en masse forskellige mennesker en masse forskellige steder, så jeg kender ikke rigtig til juletraditioner fra min barndom,” fortæller Jasmin.

Unge forældre

Jasmins forældre var meget unge, da de fik hende, og farens tiltagende stofmisbrug pressede den lille familie i Slagelse. I håb om at give familien faste rammer købte Jasmins farmor en andelsbolig til de unge forældre, men efter et halvt år kastede Jasmins mor håndklædet i ringen.

Hun magtede det ikke længere. Vi flyttede på et krisecenter, og senere hjem til min mormor og morfar. Min far kom på det tidspunkt ind og ud af forskellige behandlinger for sit misbrug,” husker Jasmin.

Efter perioden med krisecenter og bopæl hos mormor og morfar flyttede Jasmin og hendes mor til Ringsted, mens faderen fandt en ny kæreste. ”Min far blev clean, da jeg var en 3-4 år, og har været det siden. Og da han fik en ny kæreste, bristede min mors drøm om kernefamilien, men hun fandt en ny kæreste, som også hele tiden forsvandt ud og ind af vores liv.”

Mors nye kæreste var også stofmisbruger

Jasmin har altid boet hos sin mor, som fik forældremyndigheden, men utallige flytninger og moderens nye kæreste, som også havde et alkohol- og stofmisbrug, gjorde opvæksten utryg og kaotisk. ”Min far og papmor forsøgte at få et samspil op at køre, men pludselig dukkede min mors kæreste så op igen efter et halvt år. Så skulle vi flytte til Jylland, fordi min mors kæreste havde fået et job som fisker i Hvide Sande. Jeg kendte ingen, og vi skulle i starten bo i en campingvogn, så det var meget brutalt for en teenager.”

De boede i Jylland fra hun var 12 til 16 år, og det var en tid præget af flytninger, en uheldig omgangskreds og dårlige oplevelser i skolen. ”Jeg er ordblind, så jeg havde det svært i skolen og blev mere og mere isoleret, og udenfor skolen gik jeg sammen med nogle hårde typer, som ikke var et godt bekendtskab, så jeg begyndte at drikke og ryge, da jeg var 12,” fortæller Jasmin, som selv sagde til sine lærere, at hun gerne ville væk fra skolen.

”Lærerne og jeg forsøgte at få mig på julemærkehjem, men det ville min mor ikke, men til sidst lykkedes det at få mig på Emmerske Efterskole i Tønder.”

Efterskolen blev et vendepunkt

Den første tid på efterskolen var svær, og Jasmin ønskede flere gange at springe fra, men lærerne stod fast, og efterskoletiden endte med at blive en fantastisk tid. ”Jeg gik der i to år og havde en rigtig god tid. Jeg holdt op med at ryge, begyndte at feste normalt, og så sluttede jeg af med 10- og 12-taller til eksamen,” fortæller Jasmin.

Efter eksamen flyttede Jasmin tilbage til Slagelse, hvor hun både flyttede i ungdomsbolig og fik kontakt med Ung Revers, som tilbyder gratis hjælp til børn og unge under 25 år, der er vokset op i familier med misbrug. ”Jeg fik også en kæreste, og hans og Ung Revers hjælp og rådgivning har betydet alt for mig. De har været med til at skabe struktur og faste rammer i mit liv.”

Skyld og skam

Jasmin har været igennem et forløb hos Ung Revers med en fast behandler. Samtalerne har både omhandlet Jasmins kaotiske opvækst, men også hvad hun helt konkret skal gøre for at få struktur i hverdagen. ”Ung Revers har sat fokus på de egentlige problematikker i mit liv, og så har de været med til at understrege, at jeg ikke er problemet. Jeg har følt en masse skyld og skam, men Ung Revers har hjulpet mig med at sætte ord på, hvorfor jeg har været så vred. Med Ung Revers kan jeg se alle de problematikker, som har været årsagen til, at jeg har haft det, som jeg har.”

Hun blev færdig som HF-student i sommer og går nu på pædagoguddannelsen. ”Jeg har også et studiejob i hjemmeplejen og er fagpolitisk aktiv, så jeg er virkelig kommet langt,” fortæller Jasmin, som ved siden af studie og arbejde også holder foredrag for Ung Revers.

Rollemodel

”Jeg håber, at jeg kan være med til at vise andre unge, som måske har de samme problematikker som mig, at der er en vej ud, og så håber jeg, at jeg kan sætte fokus på, at myndighederne bør lytte mere til de unge og deres behov. I min familie ville min far og papmor fx gerne have et forhold til mig, men man lyttede mest til min mor, som jo havde forældremyndigheden, så jeg håber, at myndighederne fremover vil kigge mere på hele familien,” siger Jasmin Hun har i dag et fint forhold til sin far, men ser ikke så meget til sin mor.

Jul trods alt

”Jeg har haft gode juleaftener med min far, men har stort set aldrig haft de samme juletraditioner som andre, fordi vi altid har boet forskellige steder, men i dag kan jeg samle hele familien uden min mor,” fortæller Jasmin.

  • GOTHA udgives af PA Magasiner, Rådhuspladsen 37, 1785 Kbh. V. Tlf: 33472986.