Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Der findes ikke nogen plan B

...CASPER KJÆR JENSEN

Er det ok at kalde sig skuespiller, når man ikke har roller hver dag endnu?” spørger Casper Kjær Jensen forsigtigt, da jeg mødes med ham oven på premieren på ‘Julemandens datter 2’, som lige nu vises i biografen. Her spiller Casper en birolle som Gerhard Sturm, en nørdet og lidt intrigant præfekt, der sendes afsted for at fange børnene, Oscar og Lucia.

Modsat størstedelen af unge mennesker i dag, har Casper bevidst valgt en usikker fremtid i karrieren som skuespiller. Han ved allerede nu, at han kan risikere lange perioder uden job, indtil den næste rolle dukker op. Men det bekymrer ham ikke så meget, for det er vigtigere at forfølge sine drømme og gøre det man virkelig brænder for, mener han og gyser ved tanken om at sidde i et dødssygt job, bare for at tjene penge. “Skuespillet er min passion,” erklærer Casper, “det at få lov til at leve af det, der gør en lykkelig og glad, det burde være alle forundt.”

Jeg kunne slet ikke forholde mig til, at det reelt var mig, de ville ha’

Casper voksede op på Falster, langt fra storbyens teatre og sprudlende kunstnermiljø, i en hesteglad familie, der på ingen måde havde overvejet skuespillet som en seriøs karrierevej for ham. Så det lå på ingen måde i kortene, at han skulle blive skuespiller. Alligevel vidste Casper fra han var helt lille, at det var det og kun dét, han ville være.

Allerede i børnehaven trippede han for at optræde for de andre og i 2. klasse fik han rollen som Mowgli i en skoleforestilling. “Tænk alligevel,” griner han, “skolens blegeste og mest rødhårede dreng spillede Mowgli. Det er da for sjovt!”.

Gradvist begyndte Casper at vende blikket mod københavn og fik overtalt sin mor til at køre sig til en casting til en rolle i ‘Bøllebob’, som han ikke fik. Men Casper fortsatte med at jagte alle de castings og statistjobs, han hørte om, for at lære branchen at kende og endelig, i 2015, landede han en rolle i ‘Antboy 3’. Derefter gik det fremad. Fra selv at jagte castings blev han en dag ringet op af Miso Film, som af en caster havde fået Casper anbefalet til en af hovedrollerne i ‘Anti’.

Men for mange afslag havde alligevel fået ham til at tvivle på sig selv. Så da han stod på togstationen på Falster og toget kom, endte han med ikke at stige ombord, for det var trods alt en lang tur ind til København og hvad skulle det nytte. Han ringede til sin gode veninde og fortalte om sin vaklen, men hun overtalte ham til at give det et skud og fik sin kusine, som havde bil, til at køre ham derind.

Casper mødte op og endte med at lande rollen foran 50 andre drenge. “Jeg kunne slet ikke forholde mig til, at det reelt var mig, de ville ha’,” husker Casper tilbage. Og pludselig stod han som 20- årig i København i en lejlighed, som de havde stillet til rådighed under optagelserne. “Det var vildt skræmmende,” husker Casper tilbage, “ for jeg kom jo fra Falster og skulle pludselig vænne mig til at bo alene i København. Jeg troede, jeg ville blive slået ihjel, bare jeg gik på gaden.”

Siden er Casper blevet hærdet. Ikke mindst efter sine roller i produktioner som ‘Den som dræber’, ‘Unge Astrid’, biografaktuelle ‘Julemandens datter 2’, og den kommende Ole Bornedal film, ‘Skyggen i mit øje’, hvor Casper skal spille en hipo-dreng, der under 2. verdenskrig stikker sine landsmænd. “Rollen som hipo-dreng var svær at leve sig ind i,” fortæller Casper, “for hans handlinger er så forkerte i min optik. Men det er til gengæld spændende at spille sådan en grusom rolle, hvor man skal trække på sine egne skyggesider for at fortolke karakteren.”

I det hele taget er det vildt interessant at trække på sine egne erfaringer for at finde det frem, der giver karakteren liv, synes Casper, der nærmest ser skuespillet som en form for terapi, hvor han får lov at undersøge nye sider af sig selv. På spørgsmålet om hvilken rolle, der ville udfordre ham mest, svarer Casper; “Jokeren! Her ville jeg komme ud i alle krogene af mit talent. Det ville være så udfordrende at vise, at der bag den karakter som alle ser som et monster også gemmer sig et sårbart menneske af kød og blod. Ikke nødvendigvis forsvare karakteren, men portrættere alle facetter og lade beskueren træffe sine konklusioner,” siger Casper og fremhæver Joaquin Phoenix’ fantastiske fremstilling af karakteren i ‘Joker’ fra 2019.

Men også herhjemme er der skuespillere og deres præstationer, som Casper ser specielt meget op til; “Bodil Jørgensen står som et fyrtårn for mig, fordi hun mestrer det, som jeg så gerne vil, at stå i midten og beherske alle spektre af skuespillet. Hun kan være hysterisk morsom og i næste rolle beherske dramaet til perfektion. Man lever sig fuldstændig ind i hendes roller uden at tænke comedy, når hun spiller drama. Der er ikke mange, der mestrer det så fantastisk.”

At det lige er Bodil Jørgensen, Casper fremhæver, hænger sammen med, at han selv bevæger sig inden for hele spektret. Rollen i ‘Julemandens Datter’ er f.eks. udpræget komik, mens Casper i produktioner som ‘Den som dræber’ og Bornedals ‘Skyggen i mit øje’ udlever sit talent for dramaet. For Casper er det vigtigt at gå balancegangen mellem de forskellige genrer og ikke blive sat i bås, for han elsker de sjove roller, men synes til gengæld at dramaet udvikler ham mere som både menneske og kunstner.

“Det spændende ved faget er, at man aldrig bliver færdig med at udvikle sig som skuespiller, der er aldrig noget færdigt resultat,“ konkluderer han, “ for man kan hele tiden blive bedre, lære nye sider af sig selv at kende, og dermed udvikle nye måder at fortolke og vise en karakter på. Det er i sig selv fascinerende.” Spørger man Casper, hvad han ellers ville være blevet, hvis ikke skuespiller, bliver han helt trist til mode.

Jeg har kun en plan A. Der findes ikke nogen plan B

“Jeg har kun en plan A. Der findes ikke nogen plan B,” slår han fast med et beslutsomt blik; “Tanken om at skulle lave noget andet i mit liv ville altid føles som om, jeg ikke var tro mod det, jeg brænder for.” Alligevel satte Casper sig en dag og tjekkede Uddannelsesguiden, bare for at tjekke, om der skulle være noget andet derude, som kunne være interessant. Men intet dukkede op. “Så ved man da, at man er på rette spor,” griner Casper, der godt ved, at han er en ‘type’ med sit røde hår, briller, og en lidt ranglet statur og derfor ikke passer til alle roller.

Om dét erkender han, at han i lang tid var irriteret og ked af sit udseende men til gengæld er begyndt at forstå, at det kan være en styrke, at han ikke ligner alle andre. “Jeg stikker jo ud”, indrømmer han og smiler lidt, “ og det kan være en fordel. Samtidig er det ikke værre, end at jeg kan bruge kontaktlinser og lysne håret, og så er jeg pludselig en helt anden type.” Det kunne man blandt andet opleve i DRs ‘Danske mord’, hvor Casper spiller hypnosemorderen Palle Hardrup. Selvom andre forsikrer Casper om, at der ligger masser af roller og venter på ham, frygter han alligevel, at karrieren som skuespiller kan have en udløbsdato.

Mest af alt fordi han modsat mange andre ikke kunne forestille sig at lave andet. På spørgsmålet om hvor Casper befinder sig om 5 år, svarer han; “Det tør jeg næsten ikke sige højt, for så går det måske ikke i opfyldelse.” Og så er vi tilbage ved at turde forfølge sine drømme, og at han da også er bange for at blive skuffet. “Skuespillet er en svær drøm at jagte, fordi man har så lidt magt over situationen. Men jeg håber da, at jeg kan bruge de næste 5 år på at bevise over for mig selv, at jeg er god nok, så jeg kan slappe lidt mere af og sige med oprejst pande, at jeg er skuespiller,” slutter Casper.

  • GOTHA udgives af PA Magasiner, Rådhuspladsen 37, 1785 Kbh. V. Tlf: 33472986.