Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kathrine Skibsted, Andrine Moland og Caroline Mathilde Salic – instruktørerne bag ELSKER, ELSKER IKKE. Foto: Alva Le Febvre.

Vi havde brug for ægte kærlighedshistorier at spejle os i

Kathrine Skibsted, Andrine Moland og Caroline Mathilde Salic – instruktørerne bag ELSKER, ELSKER IKKE.

I et badekar taler to kvinder sarkastisk om klichéfyldte kærlighedsforestillinger. En ung mand sidder ved køkkenbordet og genoplever sin største kærlighedssorg. Ekskærester, der nu er bedste venner, reflekterer over, hvorfor de aldrig oplevede den stormende forelskelse, og et helt fjerde sted bliver spørgsmålet stillet: ”Kan jeg ikke give kærlighed til andre mennesker?”

Det er scener fra dokumentarfilmen ELSKER, ELSKER IKKE, der gennem ærlige samtaler skildrer kærligheden, som den ser ud i 2021. Bag dokumentaren står de tre debutanter Andrine Moland, Caroline Mathilde Salic og Kathrine Skibsted, der over to år har undersøgt alt det smukke og grumme ved at være kærester, leve alene, i åbne forhold, sex, dating og knuste hjerter. Det er nu blevet til en film, som de håber, kan hjælpe folk til at vide, at de ikke står alene med deres tvivl og frustrationer, når det kommer til den svære kærlighed.

»Kathrine havde hjertesorger, Caroline var i et fast forhold, og jeg selv havde på det tidspunkt aldrig haft en kæreste. Men alligevel havde vi alle tre usikkerheder og frustrationer, som var overraskende ens«

ANDRINE: Det hele begyndte at tage form, da vi fandt ud af, at selvom vi på det tidspunkt stod i hver vores meget forskellige romantiske relationer, så kunne vi relatere meget til hinandens følelser. Kathrine havde hjertesorger, Caroline var i et fast forhold, og jeg selv havde på det tidspunkt aldrig haft en kæreste. Men alligevel havde vi alle tre usikkerheder og frustrationer, som var overraskende ens. Vi undrede os over, hvorfor det var så svært at finde dén slags historier om kærlighed – dem, som man rent faktisk kan spejle sig i.

KATHRINE: De historier, vi er vokset op med om kærlighed kommer jo fra Hollywood og Disney, og det er næsten altid historien om den lykkelige kærlighed. Eller i hvert fald, hvor menneskene bliver lykkelige, når de får kærlighed ind i deres liv. Jeg tror, det har påvirket mig til at have rigtig svært ved at acceptere, at det er okay at forlade kærlighed, hvis den er usund for mig.

Da jeg var omkring 16-17 år var jeg for eksempel sammen med en fyr, der blev ved med at tage mig ind og skubbe mig væk. Det var en enormt ødelæggende relation for mig. Han gav mig en klar idé om, at jeg ikke var god nok til kærlighed. Jeg mødte ham samtidigt med, at jeg lige var flyttet hjemmefra mine forældres hus i provinsen til mit eget sted i Aarhus, hvor jeg også skulle finde mig selv i den nye tilværelse. Derfor blev han min tryghed. Men sandheden var jo, at det ikke var særlig trygt.

Det endte faktisk med, at min mor måtte presse mig til at komme ud af forholdet. Jeg husker tydeligt, hvordan vi kørte hjem til ham, så jeg kunne hente mine ting, og derefter købte hun en jordbærmilkshake og en pakke North State cigaretter til mig. Det var lige hvad jeg havde brug for. Min mor havde selv været i et lignende forhold i sine yngre dage, og jeg tror hun kunne se sig selv i det, som jeg levede i. Men det talte vi først om, efter skaden var sket. Nogle gange har jeg tænkt på, om jeg havde håndteret den relation på en anden måde, hvis jeg havde haft nogle mere ærlige og ægte historier at forholde mig til.

CAROLINE: Det er jo også enormt svært at tale om kærligheden på den måde. Der hvor man indrømmer, at det ikke altid bare er lykkeligt og nemt. Jeg tror, det er fordi vi primært oplever kærligheden gennem populærkulturen, men vi taler ikke særlig meget om, hvordan den i virkeligheden opleves. Især ikke når det handler om de udfordrende ting. Folk er bare rigtig gode til at sige ”det går fint”, hvis man spørger ind til deres forhold. Også selvom man tydeligt kan mærke, at det gør det ikke.

Det var også en af bevæggrundene til at starte arbejdet med dokumentaren – vi håber, at den kan åbne op for nogle samtaler rundt omkring, hvor folk tør fortælle til hinanden, at det ikke altid går lige godt. Det betyder jo ikke nødvendigvis, at forholdet er forkert. Tværtimod, det er meget normalt at være i tvivl, være usikker og frustreret, selvom man udadtil befinder sig i et solidt og sundt parforhold. Det har jeg selv oplevet, og det er også det, som de medvirkende i dokumentaren fortæller.

FORVENTNINGER VERSUS VIRKELIGHED

ANDRINE: Jeg kan huske, at jeg som teenager tænkte, at kærligheden var noget, der ville falde på plads, når jeg blev ældre. At jeg ville møde én person, hvor der var gensidig kærlighed. Så ville jeg føle mig tryg og bekræftet og elsket. Men sådan har det bare ikke været. Der er flere situationer, hvor jeg kan huske at have følt mig virkelig forkert, fordi jeg ikke bare at kunne “få en kæreste”.

Jeg husker især én situation, hvor jeg havde datet rigtig meget, men det endte hele tiden med, at enten de eller jeg mistede interessen. Jeg lå på græsset ude i gården, der hvor jeg boede, og kan huske, at jeg følte mig meget ensom. Jeg havde lige fået en besked fra én, der ikke ville ses mere. Det kørte ellers generelt ret godt i mit liv på det tidspunkt, men den afvisning fyldte pludselig det hele. Lige dér gik det op for mig, hvor meget tid og energi jeg brugte på at fokusere på kærlighedsrelationerne, og at jeg lod alle mine følelser afhænge af, hvordan det gik med projekt ”finde en partner”.

Jeg tror, det skyldes, at jeg er vokset op med fortællingen om, at din partner skal være nummer et, og at du først er fuldkommen, når du er sammen med dén person. Men det gjorde mig mindre opmærksom og taknemlig for alle min andre gode relationer, som jeg er så heldig at have. Så jeg gik op i lejligheden og fik en kæmpe krammer af min roomie. Hun forstod lige præcis, hvad jeg gik igennem. Jeg følte jeg mig i virkeligheden ret tryg og bekræftet og elsket lige dér. Det hele handlede om, hvad jeg selv valgte at fokusere på.

CAROLINE: Det er jo netop det, det handler om – at føle sig tryg, bekræftet og elsket. Og almindelig! Og det er man altså også, hvis man har svært ved at finde en kæreste, det er bare ikke den historie man får i film, bøger, musik og så videre. Her er det fortællingen om, at der er én til alle, men så enkelt er det bare ikke ude i virkeligeden. Det er det billede vi har fået vist, og følelsen af at føle sig forkert eller uperfekt gør, at vi ikke tør italesætte de problematikker, der kan være omkring den romantiserede udgave af kærligheden. Det giver, synes jeg, et unuanceret billede af kærligheden, og hvad kærligheden i virkeligheden handler om. Det vigtigste er, at man finder kærligheden til sig selv først, om det er i samarbejde med en partner eller alene.

KATHRINE: Idealet om parforholdet er jo også forankret i idéen om, at en mand og en kvinde skal giftes og have børn, hvilket jo er virkelig out-dated i forhold til den virkelighed, vi lever i. Der er så mange mennesker, der falder udenfor det ideal, både når det handler om ,hvem man forelsker sig i, sit eget forhold til seksualitet, og i det hele taget bare hvordan man vil leve sit liv. Derfor har vi også taget en hel masse forskellige mennesker ind i vores dokumentar. Det er ikke så vigtigt, hvem de er, og hvilke præferencer de har. De understreger alle sammen med deres forskellige historier, at kærligheden simpelthen er for kompleks en størrelse, til at man kan sætte den på formel. At finde en partner, at flytte sammen, at få nogle børn – den metode vi har fået serveret som opskriften på lykke, fra vi var små, den vil vi gerne udfordre. Det gør vi ved at portrættere ægte menneskers ærlige historier fra virkeligheden. Og de rammer os lige i hjertekulen.

HVORFOR SKAL DET VÆRE SÅ SVÆRT?

CAROLINE: Det rigtig svært at være ærlig om kærligheden, for det er så sårbar en ting for os mennesker. Jeg er selv flere gange kommet til at pynte på historier, eller jeg har undgået at fortælle hele sandheden om en konflikt med en kæreste, fordi jeg simpelthen har syntes, at det har været for pinligt og skamfuldt. Jeg har flere eksempler på skænderier, der er endt i, at jeg er blevet råbt ad på åben gade, jeg er blevet løjet overfor, og jeg er blevet ignoreret - det er bare tre eksempler, men listen er lang. Oplevelser, der simpelthen har været for skamfulde at dele, fordi det ikke normalt bliver italesat blandt venner eller bekendte.

»Måske det er svært, fordi man kan føle, at man er den eneste i hele verden, der ikke kan finde ud af romantisk kærlighed«

Jeg ville ikke føle mig som en omvandrende fiasko, der ikke kunne finde ud af kærligheden. Så det har været nemmere bare at undlade, at tale om det. Hvilket er noget jeg prøver at gøre op med nu! Jeg taler meget mere med mine venner og familie, når der opstår situationer, som jeg før ville synes var skamfulde. Det har også gjort, at der blandt mange af mine venner er opstået et rum, hvor man godt må dele den slags ting. Her må man fortælle åbent og ærligt. Det har også været med til at normalisere rigtig mange situationer og dilemmaer, og det sætter jeg virkelig pris på.

KATHRINE: Måske det er svært, fordi man kan føle, at man er den eneste i hele verden, der ikke kan finde ud af romantisk kærlighed. Den der helt forfærdelige følelse af, at man ikke er god nok til kærlighed, hvis man ikke kan finde ud af det.

Jeg har aldrig rigtig følt, at det var svært at tale med mine venner omkring tvivl, sårbarheder og frustrationer omkring kærlighed, men det har været svært for mig at dele med en partner. Hvis forholdet ikke er helt trygt, så føles det som om, alt hvad du siger eller gør, kan ændre noget i relationen. Det kan gøre én mega usikker, og man bliver en virkelig dårlig version af sig selv. Jeg har haft tendens til at blive indelukket og underlig i samværet med en partner. I sådan et forhold opstår der lynhurtigt en usund magtbalance.

Det kan helt sikkert også være svært at tale om det, hvis man ikke føler, at det er nemt at møde nogen eller være i romantiske relationer. Samfundet er indrettet sådan, at det er mest korrekt og et mål med livet at have en kæreste. Du kan føle dig som en fiasko, hvis du står i midten af dine 20’ere og aldrig har haft en kæreste før. Man kan føle sig uønsket, grim, kedelig, for tyk, for alt muligt. Der er ikke særlig mange tilgængelige historier at spejle sig i, hvis man enten ikke kan finde ud af kærlighed, eller hvis man måske faktisk ikke har lyst til at være i et parforhold. Kærlighed er meget mere end et parforhold, og parforhold er meget mere end ren og skær kærlighed.

ANDRINE: Jeg tror hurtig, man kan komme til at tænke, at man er den eneste, der oplever et bestemt problem i kærligheden, hvis der ikke lige er nogen i ens tætte kreds, der giver udtryk for, at de har det på samme måde. Det kan vel også være fordi, man tænker, at folk enten ikke kan rumme det, som man går og dealer med, eller at problemet ikke er stort nok. Det er skræmmende at skulle dele ud af ens følelser og indre liv, fordi det er så sårbart, og fordi man ikke altid ved, hvilken reaktion man bliver mødt med. Hvis man nu har prøvet at dele ud af de svære følelser, og så har oplevet en reaktion, der har gjort, at man følte sig endnu mere unormal, så kan det jo resultere i en usikkerhed, og at man ikke tør snakke om tingene igen. Det er synd, for jeg tror man har et stort behov for at føle sig set og forstået af andre, for at man kan have det godt i sine egne følelser.

Jeg har nogle gange bagatelliseret min sorg over relationer der gik i stykker eller ikke blev til noget, fordi jeg har haft en forestilling om, at man kun “havde ret” til at føle sig såret og svigtet, hvis det var en langvarig relation, og hvis man kaldte sig for kærester. Jeg syntes, det var pinligt, hvis jeg blev virkelig ked af det. Men det er jo klart, at man bliver skuffet, når man har haft en forventning om, hvordan det skulle gå. Jeg tror ikke, at det er godt at skubbe de følelser fra sig. Så hellere tale åbent om det. Forhåbentlig med nogen der forstår hvad man gennemgår, så man kan få afreageret og så bevæge sig videre.

MAN STÅR ALDRIG ALENE

KATHRINE: For mig er den vigtigste læring efter at have lavet dokumentaren, en bevidsthed om at det ikke altid behøver at være det vigtigste i verden at have eller lede efter en kæreste. I mit liv har jeg altid haft lange perioder, hvor jeg ikke har haft nogle romantiske relationer. Det har på en måde føltes skamfuldt at fortælle andre, og det undrer mig. Der er en social kapital i at være eftertragtet og altid have mulighed for at være romantisk med en eller anden. Men faktum for mig er, at det ikke er sådan, jeg er.

Jeg har altid været hypersocial – jeg har holdt mange fester, har mange venner, kaffeaftaler, rejser og så videre. Jeg var nærmest aldrig alene, for jeg kunne ikke holde det ud. Det er en kæmpe udfordring altid at skulle sørge for ikke at være alene, og det er mega udmattende. De seneste år har jeg sat stor værdi i at lære at være i mit eget selskab, for hvis man er venner med sig selv, så har man jo en ven for livet. “If you can’t love yourself, how can you love somebody else?”

»Jeg lært, at man kan have forhold på mange forskellige måde, og at selve parforholdet ikke nødvendigvis er et ideal«

CAROLINE: Jeg har lært, at der ikke er noget forkert med mig, eller den måde jeg har kærlighedsrelationer på. Vi er en del, der ikke har kunne leve op til et bestemt ideal, og det er vigtigt at italesætte for at nedbryde den ide, der er skabt om parforholdet. Jeg lært, at man kan have forhold på mange forskellige måde, og at selve parforholdet ikke nødvendigvis er et ideal. Det vigtigste er, at jeg afhænger af mig selv og ikke et andet menneske. Det er ikke et andet menneske ,der diktere min lykke, det er mig selv.

ANDRINE: Ja, det starter jo indefra én selv, hvor ”cheesy” det end kan lyde. Jeg har brugt alle mine teenageår og start tyvere på at søge efter kærlighed og bekræftelse fra alt og alle andre end mig selv. Det er virkelig en proces at skulle gentænke hele sin forståelse af kærlighed, når man har stået med så dyb en følelse af, at man først bliver lykkelig og fuldkommen, når andre - og allerhelst en partner - viser en kærlighed. Jeg har i hvert fald måtte være virkelig vedholdende, og jeg har ofte skulle minde mig selv om, at kærligheden må starte indefra. Men det hjælper at huske på, hvor drænende det er at søge efter kærligheden, når man ikke har sig selv med.

KATHRINE: Min oplevelse er også, at mange af de medvirkende i dokumentaren virkelig har fået noget helt personligt ud af at deltage. Det synes jeg også, man kan se i dokumentaren. De er stolte af at biddrage til noget, der måske kan være med til at ændre nogle tanker omkring kærlighed hos dem, der ser filmen.

Vores mål er at få pillet kærligheden lidt ned fra sin piedestal. Kærlighed er sundt og godt, men kærlighed kommer også til at gøre ondt og føles forkert - det er bare en del af livet. Alle vores medvirkende har bidraget med historier, tanker og følelser, som afviger fra de klassiske og meget romantisk fokuserede film, der findes om kærlighed. Vi har givet plads til fortællinger, som kommer fra andre seksualiteter end heteroseksuelle, og vi hører både fra folk, der er blevet såret, og dem der selv er kommet til at såre andre. Tilsammen fortæller de historien om, hvordan kærlighed er en virkelig vigtig faktor i menneskers liv. Måske den allervigtigste. Men den er flyvsk og svær og umulig at forudsige. Måske netop derfor skal man ikke lade sig styre af idealer og normer, når det kommer til kærlighed. Man skal turde at gå sine egne veje, og vide at man aldrig står alene, når det kommer til kærlighedskvaler.

  • GOTHA udgives af PA Magasiner, Rådhuspladsen 37, 1785 Kbh. V. Tlf: 33472986.