Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

FOTO: PR

Skal politikerne bestemme din uddannelse?

Det er regeringens plan, at uddannelser med høj ledighed skal optage færre studerende. Men det møder massiv kritik fra flere fronter.

Alexander Thorvaldsen, formand for studenterrådet ved Københavns Universitet, synes, at det er problematisk, at regeringens planer om at skære i antallet af pladser på udvalgte uddannelser kun tager udgangspunkt i arbejdsløshedstal.

Budskabet fra uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen (R) lyder, at ’flere skal uddannes til job’. Det fremgik, da regeringens dimensioneringsplan blev fremlagt tidligere i år. Planen går ud på at skære i antallet af studiepladser på uddannelser, hvor der i længere perioder har været markant høj arbejdsløshed. Ifølge ministeren er målet ikke at skære på det samlede antal, men at flytte dem til uddannelser med bedre jobudsigter. Planen møder kritik fra  blandt andet studenterrådet ved Københavns Universitet.

”Det dårlige ved modellen er, at den ikke tager udgangspunkt i en dialog med de virksomheder, der aftager kandidaterne bagefter. Den forholder sig kun til arbejdsløshed bagudrettet i stedet for at se på, hvad der sker her og nu, og hvad der kommer til at ske i de kommende år. Regeringen styrer ved at kigge ud af bagruden i stedet for at se ud af forruden,” lyder kritikken fra Alexander Thorvaldsen, der er formand for studenterrådet ved Københavns Universitet.

UDDANNELSER REGULERER IKKE SIG SELV

Det er også et af de store kritikpunkter for Palle Rasmussen, der er professor ved Institut for Læring og Filosofi på Aalborg Universitet, hvor han blandt andet forsker i uddannelse og arbejde samt universitetsuddannelse.

”Selvfølgelig skal man tage hensyn til arbejdsløshedstallene, men det er ikke det eneste væsentlige parameter. Man er nødt til at se på analyser af, hvad der er brug for fremover. Der kan være områder i vækst, hvor historiske arbejdsløshedstal ikke betyder noget. Eller områder, hvor der ikke har været ledighed i en lang periode, men pludselig kommer det. Man er nødt til at lave en politisk indholdsmæssig vurdering af, hvad der er vigtigt og ikke vigtigt at lægge vægt på,” siger Palle Rasmussen, der dog mener, at der er brug for en styring:

”Hvis man ser på udviklingen de sidste ti år, så har de skiftende regeringer forventet, at de videregående uddannelser selv kunne regulere forholdet til arbejdsmarkedet, men det er ikke lykkedes. Der har været for lidt regulering i forhold til arbejdsmarkedet, så jeg er enig i, at der er brug for en eller anden dimensionering,” siger han.

Studenterrådet går til kamp mod det, de kalder ’detailstyring af optaget gennem et excel-ark med dårlige tal og uden hensyn til fagmiljøerne’.

”Vi tror grundlæggende, at de enkelte fagmiljøer og universiteter bedst selv kan vurdere, hvordan uddannelserne skal udvikle sig. Det skal ikke dikteres fra ministerens hjørnekontor,” siger Alexander Thorvaldsen.

SMÅ FAG MÅ LUKKE

Alene på Københavns Universitet viser tidlige beregninger, at op mod 20 uddannelser formentlig vil skulle nedlægges – især sprogfag.

”Det er både fag, vi kender fra gymnasiet, som tysk, men også asien- og mellemøsten-fagene. De små fag er bare mere skrøbelige, og hvis de forsvinder, betyder det, at vi mister nogle unikke kompetencer i Danmark,” siger han.

Ifølge Palle Rasmussen er en af planens store skavanker, at dimensioneringsplanen kommer så pludseligt, når det de sidste ti år har været målet at optage flest muligt.

De færre studiepladser skal allerede nu fordeles af institutionerne, så de er gældende på de konkrete uddannelser allerede til næste sommer. Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen forklarer planen i en pressemeddelelse:

”Jeg ved, at det kræver en kraftpræstation af institutionerne, men alle videregående uddannelser er nødt til at forholde sig mere til det arbejdsmarked, der venter på deres studerende. Vi kan og må aldrig igen acceptere så meget uddannelse til arbejdsløshed. Det ansvar skal både ministre, politikere og uddannelserne turde tage.”

  • GOTHA udgives af PA Magasiner, Rådhuspladsen 37, 1785 Kbh. V. Tlf: 33472986.