Fra Midtown til Williamsburg med undergrundsbanen er alt, hvad det behøver at tage, før Nanna Øland Fabricius, bedre kendt som Oh Land, har skrevet en sang. Hun behøver ikke ikke engang åbne munden, for hun har det hele inde i hovedet. Toner og komposition falder hurtigt på plads, og selvom hun ikke nødvendigvis kan sige, hvad akkorderne hedder, så finder de sammen for hende i helt naturlige figurer og melodier. Når bare hun føler sig inspireret, følger resten næsten af sig selv. Det lyder så enkelt og umiddelbart, men Oh Lands vej ind i musikkens verden var egentlig ret tilfældig. Dansen var hendes første valg, men som konsekvens af en alvorlig rygskade, hun fik som 18-årig, måtte hun opgive sit liv som professionel balletdanser.

”Jeg startede med at lave sange, mens jeg lå på mine forældres køkkengulv og havde så ondt i ryggen, at jeg ikke kunne andet. Det blev en måde at skrive mine tanker og følelser ned,” siger Nanna Øland Fabricius og uddyber, at det nok er derfor hun sagtens kan skrive en sang bare ved at have den inde i hovedet – for det var jo sådan, hun startede. Oh Land er vokset op i en familie af klassisk trænede musikere med en mor, der er operasangerinde og en far, der er organist og komponist, så det kreative har altid været en indgroet del af opdragelsen. Men det var altså ikke meningen, hun skulle være professionel musiker. Det var en snigende forelskelse, og en dag gik det op for Oh Land, at det var det, hun havde lyst til, når hun stod op om morgenen, og når hun gik i seng om aftenen.

POKÉMON DEN ENE DAG, ALIEN DEN NÆSTE

I en Youtube-video synger Oh Land kæmpehittet Sun of a Gun, mens hun sidder i en køkkenvask og spiller percussion på tre glas og et rivejern. På Instagram optræder hun storsmilende udklædt som pokémonen Pikachu i en gul Gucci-kjole – på en helt almindelig hverdag. Der er ikke nogen tvivl om, at Nanna Øland Fabricius nyder at være fjollet og uhøjtidelig, og det er ikke sjældent, at hendes fine feminine træk bliver brudt af et fjoget grin. Hun understreger, at humor kan redde enhver uheldig situation, og hun bruger bevidst humor til at fortælle sine historier på det nye album Earth Sick, som udkom 10. november. Albummet er lidt af en selvbiografi og handler om at overkomme jalousi, angst – ja, alle de følelser, man ikke er stolt af.

”Det er i virkeligheden meget selvkritisk. Det handler meget om, hvordan jeg gerne vil være versus, hvordan jeg egentlig er,” fortæller hun. Albummet er det, hun til dato er allermest stolt af, og titlen Earth Sick har rumsteret i hendes hoved i lang tid.

”Jeg læste om begrebet Earth Sick – eller jordsyg – som astronauter kan blive, når de vender tilbage til jorden. En slags allergi mod jorden. Selv når man skal tilbage til noget, man elsker og har savnet, kan det være svært. Man kan reagere negativt mod noget, man er skabt til at være,” siger Nanna Øland Fabricius, og det var en tanke, hun kunne genkende fra sig selv. For eksempel når hun endelig er hjemme i sin lejlighed i Williamsburg, som hun er væk fra på den høje side af 200 dage om året. Selvom hun savner sin base, så er det ikke så let, når hun rent faktisk er der – så skal hun lige lære at være menneske igen, som hun udtrykker det.

”Nogle gange kan jeg også godt lide at forestille mig, at jeg er en alien, der ser jorden for første gang. Hvordan ville jeg se denne her planet udefra? Hvad ville jeg lave om? Hvad ville jeg synes om mit eget liv?” filosoferer den 29-årige sangerinde.

FOR MANGE HITS ER EN FIASKO

Favoritten på det nye album hedder, ligesom albummet, ”Earth Sick”.

”Det er den eneste sang, jeg har skrevet, der får jorden til at forsvinde under mine fødder, som om jeg svæver ude i rummet. Jeg føler mig heldig over, at jeg har fået lov til at skrive den. Det lykkedes at skrive den sang, jeg altid gerne har villet, men aldrig har kunne finde ud af,” siger hun smilende.

Følelsen af at fortabe sig og i de tre, fire eller fem minutter, en sang varer, at kunne tømme hovedet for unødvendige tanker, er den samme, som Nanna Øland Fabricius opsøger i den musik, hun selv lytter til. Et øjebliks zen. Det kan hun finde i James Blakes ”I Never Learned to Share” eller John Lennons ”Mother”.

Der er noget forfriskende over Oh Lands tilgang til musik. Selvom hun godt ved, det er lidt naivt, betegner hun sig selv som albumkunstner i en tid, hvor forbrugerne nøjes med at købe en enkelt single, måske to. Hun laver alligevel et album, som skal kunne høres ud i en køre, og der er tænkt over, at de sange tilsammen også udgør en helhed.

”Det ville gøre mig til den lykkeligste kvinde, hvis der var en, der satte sig ned med hovedtelefoner på og lyttede til mit album fra ende til anden. Faktisk vil jeg hellere have, at folk downloader hele albummet ulovligt, end at de bare køber en enkelt sang!” flyver det ud af den grinende Oh Land. Hun gør ikke, som alle de andre, og hun siger ikke altid det, hun burde. Det ved hun godt, men hun kan ikke lade være. Hun skriver ikke musik for at lave hits, men fordi det er noget, hun er god til og bliver nødt til.

»Hvis jeg lavede et helt album kun med hits, ville det være en fiasko! Et hit skal passe ind i en snæver formel: Det skal være en sang, der får folk op af stolen, og som alle kan danse til. Jeg elsker hits. Men livet er bare ikke entydigt sådan, så det skal mit album heller ikke være,« siger Nanna Øland Fabricius, og uddyber, at hendes egen yndlingssang på albummet, Earth Sick, næppe udkommer som single, og sandsynligvis heller ikke bliver et hit i den forstand men rammer en nerve i det virkelige liv.

EN FANHÆR AF NARHVALER

Oh Land er aktiv på Facebook, Twitter, Instagram og gør generelt en del for at være i sync med sine fans. En vigtig del er også at vise de mere uperfekte sider af stjernelivet, som let bliver forbundet med glitter og glamour.

”Jeg har nogle virkelig hardcore fans, og jeg føler næsten, jeg kender nogle af dem. Jeg har en meget trofast fanbase i Italien, Portugal og Brasilien, og hvis jeg spiller i et land i nærheden, så ved jeg, at de rejser dertil! De er min hær,” siger Oh Land og lyser op i et bredt smil.

”De kalder sig Narwhals, altså narhvaler. Det startede engang, hvor jeg skulle varme op for Katy Perry. Jeg havde ikke opdaget, at det var Halloween, men pludselig skulle alle være klædt ud. Så jeg brugte piberensere til at sno et langt horn i panden. Folk troede jeg var klædt ud som en enhjørning, men så jokede jeg bare med, at jeg var en narhval!” smiler hun, og det har så hængt ved lige siden.

Oh Lands lyst til at underholde og have det sjovt er meget større end hendes stolthed.

”Det skal være levende og sjovt. Man skal ikke tage sig selv for alvorligt i et skabt image, som man ikke kan komme ud af,” siger hun. Hun bliver i godt humør af farver og nyder, at kunne klæde sig ud hver eneste dag.

”Det største kompliment, man kan give mig er ‘Hold kæft, hvor er det grimt – men det giver på en eller anden måde mening’,” ryger det ud af den grinende Oh Land.