»Kender du det der, hvor man er lige ved at græde og ens læber dirrer? Det var sådan, det var, igennem det hele, men jeg gjorde det alligevel«.

Alexander Oscar fortæller om første gang, han skal synge foran andre. Han er 13-14 år gammel, i et musikstudie og overfor ham sidder to pionerer i den danske musikbranche: producerne Chief 1 og Remee.

»Gå lige ind i boksen og syng, siger de til mig. Jeg har aldrig været i et studie, jeg har aldrig set en studiemikrofon og jeg har aldrig sunget for nogen før – og da slet ikke foran nogle, der ved noget om musik«.

Alexander Oscar holder en lille pause for så at fortælle, hvordan han trods bævende læber og lysten til at græde gennem en hel instrumentaludgave af Olly Murs’ ”Dear Darling” formår at synge sangen færdig:

»Jeg rystede og svedte, og jeg tror, det har lydt rigtig, rigtig dårligt!«

Men ikke så dårligt, at de ikke ringede til dig igen?

»Nej præcis. Jeg tror godt de vidste, at jeg bare var virkelig nervøs«, svarer han og griner.

Highs & Lows og lidt opkast

Det er ti år siden, Alexander Oscar debuterede i studiet og fik sin første kontrakt. Hvad der begyndte med hjemmelavede Youtube-videoer og lidt for svedige studiesessioner, blev i 2019 til debutalbummet Highs & Lows og i dag til mere end 100 millioner streams på Spotify. Frygten for at gå i studiet er sammen med en lammende sceneskræk også for længst forduftet:

»Jeg havde en klar vision om, at jeg gerne ville give musikken et skud, og jeg syntes, det var synd, hvis sceneskræk skulle holde mig tilbage. Så jeg tvang mig helt sikkert ud i situationer, hvor det føltes ubehageligt, men jo mere jeg gjorde det, jo mere behageligt blev det, og så kom der bare et punkt, hvor det hele vendte til ’fuck jeg elsker at stå på den scene’!«

Udover de danske scener, har Alexander Oscar også spillet i udlandet, men selvom fx en strand i det sydfranske selvfølgelig har noget magisk over sig, kan det ikke konkurrere med hjemmebanen:

»Det var i Aarhus Universitetspark til Danmarks Største Fredagsbar i 2019, hvor jeg var headline på den store scene, og det er min hjemby,« fortæller han, da vi snakker om hans bedste optrædener.

»Jeg knækkede mig 10 minutter før det show«.

Alexander Oscar griner lidt og fortsætter:

»Det var en blanding af for lidt søvn og for mange shows i streg – vi fik også nogle øl dagen før. Og så var det et show, hvor jeg var oprigtigt nervøs. Normalt bliver jeg ikke nervøs mere, kun spændt, men det var bare sindssygt stort. Jeg tror, der var 20.000 mennesker, og der var også mange, jeg kendte. Det show har været det vildeste show, jeg har spillet!«

Den spanske guitar

Vi mødes på Cafe Bopa på Østerbro i København. Alexander Oscar bor to minutter herfra. Alligevel er det tydeligt at høre, hvor han er opvokset, nemlig i Aarhus. Det kan man høre på ham, når han svarer Bruno Mars, om hvem der er en inspiration, og vel at mærke lægger trykket så kraftigt på Mars, at man omgående transporteres til planeten – billedligtalt, bevares. Man kan også mærke det på ham, når han fortæller om håndboldhallen i det nordøstlige Aarhus, om tiden på Risskov Gymnasium og om mor-Bettina, der altid har troet på sin ”lille Oscar-statuette” og egenhændigt har sørget for en barndom uden mangler… Det skulle da lige være et klaver:

»Jeg kommer ikke fra en musikfamilie, hvor der har stået et klaver og en guitar i hjørnet, det gør jeg slet ikke. Men jeg har været meget fascineret af musik, og så er det nok også, fordi jeg er opvokset med en enlig mor«.

Hvad mener du med det?

»Jeg er meget i connection med mine følelser, og jeg er ikke bleg for at sige ’fuck, jeg har det virkelig skidt’. Jeg skal ikke stå og opretholde et eller andet image om, at man ikke må være ked af det. Jeg kan godt lide at skrive om mine følelser, og det matcher godt med at lægge det i en sang«.

Hvordan fandt du ud af det?

»Min mor havde en kæreste, da jeg var omkring 12, og han gav mig min første guitar – sådan en rigtig skrallet, brugt spansk guitar, som aldrig kunne lyde godt«.

Sådan en lejrbålsguitar?

»Haha ja, det var virkelig bare sådan en…«

Alexander Oscar laver en pruttelyd med munden, mens han spiller en enkelt akkord på sin luftguitar og fortsætter:

»… virkelig død guitar, der bare har været i gennem for meget«.

Har du den stadig?

»Ja, eller den står faktisk hjemme ved min lillebror nu. Men altså, efter skole sad jeg bare og så Youtube-videoer og prøvede at lære at spille guitar. Jeg lærte bare fire akkorder, men så kan du nærmest spille 80 procent af popsange i hele verden. Så snart jeg fik det halvt under kontrol, begyndte jeg at optage videoer, og så kunne jeg lige pludselig også sidde og skrive mine egne ting«.

Vil du med hjem og se min el-spade?

Det betyder meget for Alexander Oscar selv at skrive sine sange – at tage del i den kreative proces. Han er meget ”hands on”, som han siger, og inden vi overhovedet har fundet et bord og sat os i forårssolen foran Cafe Bopa, er han i gang med at fortælle, hvordan han har brugt noget af corona-tiden på at lære flere skills:

»Jeg manglede lidt noget at give mig til, og tiden gav mig en gylden mulighed for at lære noget nyt, som kan gøre mig bedre, og som jeg kan bruge resten af min karriere. Så jeg lærte mig selv at producere«.

Hvordan?

»Jeg byggede et hjemmestudie på mit værelse og sad hver dag og så Master Classes, og så har jeg jo også set over skulderen på alle dem, som jeg har arbejdet med, siden jeg var 13-14 år gammel, så jeg startede måske heller ikke helt fra scratch«.

Hjemmestudiet er for nyligt skiftet ud med et mere professionelt af slagsen, men et som Alexander Oscar har til rådighed hele tiden, og det giver ham en tiltrængt fornemmelse af hverdagsliv:

»Man skal fandeme være dedikeret for at gå på arbejde lige på hjørnet af sit værelse og ikke tage pauser og sove en time længere. Jeg kunne bare mærke, at jeg virkelig har brug for den type hverdag, hvor jeg står op, tager en morgenkaffe og et bad og så tager på arbejde. Og det er så mit studie nu, hvor jeg også har meget mere gear. Der er 3 el-spader, 2 bas, keyboards, et klaver...«

Mens Alexander Oscar leger ’nævn ti instrumenter’, kommer tjeneren med hans cappuccino. Hun spilder min hyldeblomst ned ad hans ben. »Did I get you?«, spørger hun, og det er svært ikke at tænke over sætningens mange betydninger. Der var nemlig noget, der fik komplet hold om Alexander Oscar for knap to år siden, dengang han sank hel ind i sig selv og ikke kun mentalt tilbage i sit studie med al dets inventar.

»Yeah, but that’s okay. They need a wash anyway«, siger han til tjeneren og griner.

It’s … complicated

I 2018 udgiver Alexander Oscar singlen ’Number’ og flytter til København samme sommer. Lige inden har han fået sin studenterhue:

»Jeg overvejede at droppe ud mange gange. Heldigvis fik jeg en god aftale med skolen, som mindede lidt om en Team Danmark elevs. Det var meget 50 procent skole og 50 procent musik, uden at jeg rigtigt nåede de resultater, som jeg ville nogle af stederne. Altså, jeg klarede det fint og fik et godt snit og hele lortet, men det var godt nok hektisk«, fortæller Alexander Oscar om gymnasiedagene.

»Number var kun den anden sang, jeg nogensinde udgav. Jeg gik i 3.G og lå lige pludseligt nummer et med 15 mio. streams halvanden måned efter. Og det pres, kan jeg bare huske, var rimelig svært at deale med, for jeg vidste allerede der, at det sker sindssygt, fucking sjældent. Jeg er virkelig glad for, at det er sket, men jeg havde måske gerne set det ske sådan lidt mere slowly, så man ligesom kunne udvikle sig med det«.

Men det går ikke langsomt, og da duetten ’Complicated’, som Alexander Oscar synger med den svenske popsangerinde Svea, udkommer i januar 2019, har han gjort det igen. Lavet et kæmpe hit. Noget der ikke som sådan giver den dengang 20-årige musiker ro i maven:

»Jeg bliver lige pludseligt meget mere bevidst om, at ’fuck, der er et rigtigt valg, der skal tages’ i stedet for bare at lytte til min mavefornemmelse. Man tænkte bare over andre ting: ’Hvordan vil den klare sig på radio? Hvad nu hvis den ikke klarer sig på radio?’ Hvor da jeg skrev Number, der skrev jeg bare en sang uden at tænke mere over det«.

Hvordan påvirker hele det her spil - eller den her jagt på hittet - din kreative proces?

»Jamen, det var sindssygt svært. Også fordi jeg var så ung, og jeg blev påvirket fra mange fronter. Jeg havde min manager, mit label og hele mit bookinghold, som alle sammen havde en mening om, hvad det her projekt skulle. Og der tror jeg bare ikke, at jeg var gammel nok - eller selvsikker nok - til at sige ’hey, det er sådan her, jeg vil have det’. Jeg var kommet ind i sådan en rutine, hvor jeg hele tiden jagtede det næste, der skulle slå ’Number’, ’Complicated’ og de andre sange, som har klaret sig rigtig godt – men det var bare en sindssyg høj standard at sætte for sig selv fra starten af«.

Du taler om det i datid. Er du blevet mere selvsikker i dag?

»Jeg er i hvert fald blevet mere moden. Der er jo gået lang tid, og jeg ved mere om branchen og kender mig selv meget bedre, så ja… Det vil jeg hundrede procent sige, at jeg er. Det er også derfor, at jeg tog beslutningen om ikke at udgive noget i ti måneder, for jeg havde lidt glemt kærligheden til det – vi var altid bagud. Jeg havde ikke nok tid til at opleve nye ting, så jeg kunne få inspiration til at skrive«.

Helt alene

Alexander Oscar beder på et tidspunkt i 2021 sit pladeselskab om at have is i maven, så han kan gå i det, han kalder ’album-mode’, men inden det - i 2020 - holder han faktisk også en slags pause. Bare en mindre produktiv en af slagsen, som også forklarer hans førnævnte behov for at have en hverdag:

»På et tidspunkt var der bare lige pludseligt ikke nogen plan, og så kunne jeg bare mærke… For det første blev jeg fysisk syg, fordi jeg havde kørt min krop for hårdt, men jeg gik også ned med stress og depression, fordi jeg ikke havde lært at sige nej. Jeg lå seriøst på min sofa i to måneder og bestilte take-out, for jeg kunne ikke engang overskue at handle ind og se mennesker i øjnene«.

Nedturen kommer i begyndelsen af 2020 efter et år med flere kæmpehit, non-stop studietid og koncerter.

»Jeg var bare i min lejlighed, som jeg ikke havde været hjemme i hele året, og som overhovedet ikke var et hjem for mig, og jeg kendte ikke nogen mennesker i København andet end min manager, mit band og dem fra mit label, og det var bare ikke særlig behageligt at være alene«, fortæller musikeren ærligt.

Alexander Oscar mærker konsekvensen af at være flyttet hjemmefra lige efter gymnasiet, at vennerne ikke er fulgt med over broerne og at tempoet pludseligt ændrer sig fra tusind kilometer i timen til at gå helt i stå. Alligevel fortæller han det ikke til nogen:

»Jeg gik med det selv, for jeg tænkte, det ville gå over. Jeg tænkte, at jeg bare havde brug for en pause, men at jeg godt kunne klare det, for jeg har en stærk viljestyrke. Det var ikke, fordi jeg syntes, det var pinligt at sige til min mor eller venner, jeg tænkte bare, at jeg nok skulle klare den. Men så kom det bare til et punkt, hvor jeg måtte indse, at det ikke gik over af sig selv«.

Efter nogle måneder på sofaen åbner Alexander Oscar op til først hans manager, senere til sin mor. Han tager hjem til Aarhus for en stund, hvor han begynder at træne og skrive sange igen. I januar 2021 udgiver han ’January’, som handler om nedturen.

»Jeg var virkelig nervøs, da jeg udgav January, men jeg lærte, at når du sætter noget på spil og virkelig åbner dig op, så får du typisk også rigtig meget igen. Det var den vildeste følelse. Den følelse har jeg ikke haft med nogen sang før, for January var jo en meget sårbar sang«, fortæller Alexander Oscar og uddyber:

»Der var virkelig ikke mange, der vidste, at jeg havde det så skidt i den periode, men nogle dage før havde jeg skrevet en lang tekst til Instagram, hvor jeg fortalte, hvad min næste sang kom til at handle om, og det er nok et af de mest likede posts jeg nogensinde har smidt op«.

Hvorfor græder jeg ikke?

Den 20. maj udkom singlen ’Beauty & The Joke’, der handler om at føle sig til grin i et datingscenarie, og lige nu arbejder Alexander Oscar på sit andet album, som han selv hævder bliver mere upoleret og med flere ærlige sange. En af de sange hedder ’Why I Don’t Cry’, og når man får historien bag, virker det simpelthen som et fænomenalt spørgsmål.

Du har snakket meget om din mor men ikke nævnt din far… Hvad er dit forhold til ham?

»Jeg har intet forhold til ham. Jeg har aldrig mødt ham. Han kom ikke op på hospitalet, da jeg blev født, og han har blokeret mig på alle socials. Jeg ved, han har fået børn efter mig, men dem har jeg heller aldrig mødt. Det synger jeg også i sangen«.

Hvordan har du det med det?

»Det gik mig rigtig meget på, da jeg var yngre. Jeg kunne ikke forstå det. Jeg ved, min mor sendte breve til ham, som om de var skrevet fra mig, men vi fik aldrig svar. Men nu er jeg, hvem jeg er. Selvfølgelig er jeg ikke ligeglad, det ville være en løgn, hvis jeg sagde det, men det vejer ikke tungt nok til, at jeg har travlt med det. Jeg vil gerne en dag have hans side af historien, men jeg har ikke brug for, at han skal være en del af mit liv. Det er too late«.

Det er en modig sang – og fortælling. Hvorfor skriver du den?

»Der er sindssygt mange facetter i det. Fx bliver jeg nogle gange spurgt, om jeg er adopteret, fordi min lillebror og mor begge er hvide. Jeg er den eneste mørke i familien. Det er mærkeligt at ligne en så meget, som man aldrig har haft noget med at gøre, og det har jeg i rigtig lang tid gerne ville skrive en sang om. Det er en sang, jeg er mega spændt på at udgive. Jeg åbner mig meget op og er sårbar, og det gør mig altid nervøs«.

Det er en sørgelig tekst, men selve nummeret er ret let og poppet… Hvad var dine tanker med det?

»Jeg tog hjem til min mor i starten af corona, hvor den gamle spanske guitar - den jeg startede med at lære at spille guitar på - jo stod på min lillebrors værelse, så den samlede jeg op og spillede akkorderne på. Jeg vidste ikke, at det skulle være den sang, men det første jeg sang var ’I don’t know why, I don’t cry’, og så var den der bare. Det var den sang, som jeg har prøvet at skrive utallige gange, og den kom bare så nemt i det tempo. Den har ikke den der ’det er synd for mig’ vibe, og det er vigtigt for mig, for jeg føler ikke, at det er synd for mig«.

Men kan noget ikke godt være synd for en, mens man samtidig er okay?

»Jo. Men hvad har jeg egentlig at brokke mig over? Jeg ved godt, det er sindssygt, at han har gjort, hvad han har gjort, men jeg har aldrig mødt manden, jeg har ingen følelser for ham – jeg elsker ham ikke. Jeg kunne nok godt have endt et andet sted og være blevet rimelig fucked, men så kommer jeg hele tiden tilbage til tanken, at det kunne jeg ikke, for det er min mor, der har sørget for, hvem jeg er i dag. Jeg er blevet formet så meget af min opvækst med min mor, som har været helt fantastisk, hun har virkelig været god, og der har ikke været noget, man ikke kunne snakke om, og jeg har aldrig manglet noget«.

Alexander Oscar fortæller videre om sin mor – om hvordan hun stod op hver morgen for at glatte hans krøller, da han på et tidspunkt i folkeskolen fik nok af at være ”fuglereden” i andres jokes og alle dyrkede Dax Wax strithår:

»Det siger altså også noget om hendes niveau af support – sådan at stå op hver morgen og glatte hår på en afro«, griner Alexander Oscar og sætter ind med et mama mic drop:

»Hun har altid gjort sådan, at jeg har følt mig elsket. Det har lidt været mig og hende mod verden, og hun har altid støttet mig igennem alt«.

Løve med løve i ascendanten

Det meste af det menneskelige inventar foran cafe Bopa er udskiftet. Alexander Oscar har åbent og længe fortalt om både op- og nedture. Vi har lige grint af, hvordan han tilbage i gymnasiet rullede tungt i sin mors bil – en hvid Suzuki Swift, der næppe skriger ’bad ass’. At det så hjælper lidt, når radioen spiller ”Number” i samme øjeblik, som en ven sætter sig i bilen, griner vi også af. Generelt griner Alexander Oscar meget – også når snakken falder på hans stjernetegn.

»Jeg er løve, men jeg går ikke særlig meget op i det. Men det gør min mor, og jeg kan godt se, at løven passer på mig, for man kan altid mærke, når en løve er i rummet. Altså, det er ikke noget, jeg gør bevidst, men jeg kan godt se indad og erkende, at jeg måske tager lidt meget plads i et rum nogle gange«, siger Alexander Oscar i et stort grin.

Løver kategoriseres ofte som konkurrencemennesker, og den er Alexander Oscar helt med på. Det forklarer måske også hans succes og arbejdsmoral:

»Der er sindssygt meget konkurrencegen i mig, og det har jeg fra håndbold. Det var også derfor, jeg ikke sagde nej til noget og kørte mig selv så hårdt. Jeg plejer at sige, at man godt kan øge sit held ved at arbejde mere. Så i stedet for at skrive fem sange, skriver jeg ti sange på et par uger«.

Hvordan er det at balancere høj arbejdsmoral og frygten for potentielt at ryge ned i et sort hul igen?

»Det er fucking svært, og jeg har også haft tanker a la ’hvorfor fanden er jeg ikke nået længere’? Noget jeg har haft svært ved at forstå, er det her med, at folk er mere fan af musikken, end de er fan af mig. Jeg har jo over 100 millioner streams alene på Spotify, men kun 15.000 følgere på Instagram. Det er en vild kontrast«.

Om et par måneder fylder Alexander Oscar 24 år, og selvom »relatable pop«, som han selv kalder sin musik, sjældent er kendt for kontraster, kommer der nok flere af dem. Både når han blander dybe ord med lette rytmer, og når pinlige oplevelser bliver til selvironiske sange, som på den nye single ”Beauty & the Joke”. Men de store kontraster virker til at være nogle, Alexander Oscar med alderen er ved at finde sig til rette i:

»Man skal også bare huske på, at jeg jo bare er en gut fra fucking Skejby, der kan lide at lave musik«.

Det sidste siger han vist mest til sig selv.