Debutalbummet er en bedragerisk størrelse. For visse musikere annoncerer det et kunstnerisk komme, en forløsning på års indestængte tanker, notesbøger fyldt med lyrik og et dyk ned i modige melodier. For mange andre ender det ud i en mere eller mindre ligegyldig miser, der er glemt næsten allerede inden, albummet er udgivet.

Men når debutten med sjældne mellemrum formår at vriste sig fri af det ordinære, man med rette kan forvente af en artist eller bands første album, så har det potentialet til at gå over i musikhistorien som et ekstraordinært godt og tidløst album.

Sådan er det i alt fald for Ralf Christensen. Musikanmelderen på Dagbladet Information har i en halv levealder levet af at nørde og formidle musik. Udover at brede sig i Informations spalter bestyrer han også Podimo-podcasten ’ALBUM’ sammen med musiker og forfatter Kristian Leth. Her gennemgår de – efter egne ydmyg mening – verden bedste albums.

»Debutalbummet er en kunstners første mulighed for at præsentere sig selv på egne præmisser i et lukket univers og blive opslugt af et kunstnerisk temperament«, siger Ralf Christensen og konkretiserer mere præcist, hvad det er, der giver debutalbummet så meget potentiale.

»Debuten kan være magisk, naiv, upåvirket af potentielt korrumperende kræfter, onde anmeldere eller verdens hysteriske tilbedelse. Det er det første skud, hvor man i bedste fald er frigjort fra alt det, der senere kommer. Forventningerne, kravene, hypen. Der er en uskyld på debutalbums«.

Det er for Ralf Christensen blandt andet nogle af ovenstående kvaliteter, der ligger til grund for hans anbefalinger de bedste debutalbums gennem tiden, som du kan læse om her og efterfølgende tjekke ud.

Kate Bush: The Kick Inside, 1978

»Fra første færd demonstrerer debuten Kate Bushs enorme vingefang. Hendes kompositoriske, harmoniske og melodiske spændvidde. Det er en fuldt formet kunstner, der allerede her laver nogle af sine bedste sange«.

»Det er interessant, at debuten ikke introducerer lytteren for Kate Bush som en autentisk skikkelse i sangene. I stedet indtager hun forskellige roller. Hun er både et spøgelse – endda på sin debutsingle ’Wuthering Heights’ – og en kvinde, der er blevet gravid med sin bror og begår selvmord. Det kommer til at kendetegne hendes karriere, at hun altid undslipper det biografiske og spiller alt fra vietcong-soldat over aboriginer til mor, der venter på at hendes søn kommer død hjem i en kiste fra krigen. Hendes værk lever i et dramatisk og mytisk univers«.

Pixies: Surfer Rosa, 1988

»Der er aldrig nogen, der er lykkedes med at blive Pixies’ efterfølgere. De er fuldstændigt unikke i deres sangskrivning og vokalarbejde – vanviddet i forsanger og sangskriver Black Francis’ stemme, der synes vredet ud af en katolsk undertrykt seksualitet og ledsages fornemt af bassist Kim Deal. Deres harmonier er et fucked up trafiksammenstød, skøre og sønderrevne«.

»Debutalbummet landede og sønderrev den rock-dogmatik, vi troede, vi kendte. Det var som at få pigtråd, rullet i kokain, hevet gennem blodårene. Og så har ’Surfer Rosa’ en helt utrolig friskhed over sig, ikke mindst takket være Steve Albinis (bl.a. producer, der har produceret plader for Nirvana og PJ Harvey, red.) produktion. Det er punk, ikke bare i stilistisk forstand, men som et nybrud med tidsånden«.

»Der er en frihed her, dét, der er debutens essens. Man kan gøre, hvad man har lyst til, og det gør Pixies. De lyder friere, end de gjorde i resten af karrieren – som det så ofte sker på debuten«.

Frank Ocean; Channel Orange, 2012

»Op til udgivelsen af Channel Orange sprang Frank Ocean ud af skabet. Han fortalte i en Tumblr-post om sin – ulykkelige – forelskelse i en anden mand. Der er masser af skuffelse, sorg og uskyldstab i hans sange. Han er formidabel til at kortlægge og beskrive den moderne kærligheds kynisme, og han får os til at synge med på historier om ’’super rich kids with nothing but loose ends.’’ Og om slaverne, der byggede pyramiderne, og en stripper, der arbejder på ’The Pyramid’«.

»Debuten er et fuldendt værk. En fuldbåren kunstner er født i første forsøg. Albummet spænder fra det synth-episke sang-epos ‘Pyramids’ over den geniale r&b-serenade ’Thinkin Bout You’ til den mere klassiske soulsang ‘Bad Religion’«.

»Og så er Ocean en fantastisk sanger med sprød stemme og underspillede geniale fraseringer. Det bliver aldrig for emotionelt hos Ocean. Han overdriver aldrig følelserne i sangene, hvor store de end er – og dermed efterlader han plads til lytterens egne følelser. Man må så at sige komme Frank Ocean i møde«.

Leonard Cohen: Songs of Leonard Cohen, 1967

»Det interessante ved hans debutalbum er, at Leonard Cohen ikke fik det, som han ville, men at det alligevel fungerer. Produceren John Simon tilføjede alle mulige instrumenteringer – blæsere, strygere, trommer – som modsagde den spartanske stemning, som Leonard Cohen ønskede. Alligevel fungerer det. Der opstår en slags dobbelthed mellem Cohens tørre sjæleobservationer og de her ofte ret så romantiske arrangementer bag ham«.

»Hos Cohen er der en dyb og mystisk fortælling, der bliver ved med at fascinere. Han lokker mig konstant ud på dybt vand. Hans metaforik er frisk og levende. Albummet præsenterer en ung mand med hjertet ude på tøjet. Han er intens, messende og formfuldendt. I hver sang eksisterer en fantastisk scenografi. Og i sidste ende handler det – vistnok – om at anerkende kærlighedens og dødens mysterier. At vi i sidste ende ikke kommer til at forstå de vigtigste ting i livet«.

Björk: Debut, 1993

»Björk har defineret sit eget ståsted. Jeg skulle engang skrive den elektroniske musiks historie og glemte fuldstændig Björk, fordi hun er en genre i sig selv«.

»Debutalbumet absorberer fra alle mulige musikalske retninger, men tager især afsæt i tidens elektroniske dansemusik. Som på så mange af hendes fremragende plader er også hendes debutalbum en organisme, der tager og giver i en gensidigt fordelagtig udveksling med musikkulturen«.

»Og så er der ingen, der synger som Björk. Du kan ikke kopiere det. Björk sanser musikken med hele sin krop. Det er sensuelt intelligent og samtidig uskyldigt nyfigent. Det er den fuldt udvoksede kunstner og det geniale barn i én og samme bevægelse«.

PJ Harvey: Dry, 1992

»’Dry’ landede som en lussing og som en genial kropsfinte. Den ankom i en tid, hvor rocken var domineret af shoegazers, der, som navnet antyder, stirrede ned på deres fødder, guitarer og pedalboards. I modsætning til dem så PJ Harvey lytteren i øjnene. Hendes energi var punket og rastløs, og med hendes band leverede hun en rytmisk og avanceret indie-perle med debutten ’Dry’«.

»Og som Kate Bush så spiller PJ Harvey også roller i sine sange. På ’Dry’ er det mest bemærkelsesværdige rolle Bibelens Delila, der klipper håret af Samson. Hvilken kastrationsmetafor!«

»’Dry’ var hendes egen lyd på hendes præmisser. PJ Harvey krænger sig ud og holder samtidig stramt på formerne«.

Portishead: Dummy, 1994

»Da ’Dummy’ udkom, var det som om, at de var trådt ud af en tidslomme, hvor man med største selvfølgelighed blandede 60’ernes spion-suspense med tindrende soulmusik og desperat blues – alt sammen kørt gennem en sampler fuld af grus. Ja, rent faktisk ridsede de med vilje de plader, de samplede fra. Hvorom alting er lød ’Dummy’ som en perfekt skabning, som ingen havde forestillet før det sekund, den blev født af denne forunderlige Bristol-trio«.

»Pladen er en del af trip hop-bølgen, men Portishead skiller sig ud som noget mere blueset. Det gør de især i kraft af forsangeren, Beth Gibbons’ vokal. Den er kradset, desperat. Hun kan minde om Billie Holiday (ikonisk jazzsangerinde fra 1950’erne, red.) i sine mest sønderrevne øjeblikke«.

»’Dummy’ var den formfuldendt debut, fordi den var så utroligt selvfølgelig. Det var som at have gået rundt i sit eget hus hele sit liv, og så pludselig en dag åbne en dør ind til et nyt værelse. Og så bare stå og måbe over, at man aldrig før havde åbnet den«.

Billie Eilish: When We Fall Asleep, Where Do We Go?, 2019

»Billie Eilish blev hurtigt en mini-genre i sig selv. Mange har siden forsøgt at efterligne hendes sangskrivning, intervalhop og den gotiske stemning på hendes plader – og musikvideoer. Alle har fejlet«.

»Det er en imponerende debut, der er meget homogen og holdt i en dunkel belysning, hvor der er skabt rum til at hviske de sværeste hemmeligheder i. Hun tonsætter en svær og fysisk teen-angst. Og så er der en kropslighed på spil, en radbrækket krop, der ikke fungerer ordentligt. Radbrækket i angst, sorg og stress«.

»Albummet tager fat i lytteren og siger: ’Nu skal du høre, hvordan jeg har det. Jeg er sikker på, at du også har det sådan.’ Hun nailer tidsånden, den afmagt og svimmelhed, som kommer af al den skønhedsdyrkelse og perfektionisme, der eksisterer online«.