Det bliver aldrig stor kunst. Men det er heller ikke formålet med Pauline Aggerholms formiddage i Zoologisk Have. Efter at den 26-årige danske sanger har erhvervet sig et årskort til den eksotiske have på toppen af Valby Bakke, er det næsten gået hen og blevet et ritual, at hun med blyant og blok sætter sig ind i haven og tegner de forskellige dyr. Gerne om formiddagen. Og gerne på en hverdag, hvor menneskene er færrest og roen er størst.

»For mig er det selve processen, der har værdi«, siger Pauline Aggerholm, der i september udgav sit debutalbum ‘Noget for Nogen’ under navnet ‘Pauline’. Et scenarie, der for blot to år siden ville have virket fuldkomment urealistisk på den danske sangerinde. Tilbuddet om at indspille, udgive og optræde med sit eget album kom nemlig ret meget ud af det blå, og måske var det også derfor, at det ikke var et jubelskrig men tvivl, der som det første satte ind.

»Jeg var ikke i tvivl om, at selve processen med at lave en plade ville have værdi for mig. Min tvivl gik meget mere på, hvorvidt det album, der så ville komme ud af den proces, ville kunne få værdi for andre«, siger Pauline.

Og hun lyver ikke, når tilbuddet om en pladekontrakt af Pauline beskrives som “meget pludseligt og ud af det blå”. På det tidspunkt havde Pauline nemlig aldrig sunget. Faktisk havde hun aldrig stået på en scene, og hun havde heller ikke haft et ønske om det. Alligevel tog Jung-produceren, Ole Brodersen Meyer, Pauline til side og forelagde hende idéen om, at hun både skulle skrive, indspille og optræde med sine egne tekster og sange.

»Jeg kan huske, at han kiggede på mig og sagde; ‘Du skriver sådan lidt finurligt. Du holder nogle underlige pauser og bruger nogle gammeldags ord’. Og så sagde han, at han mente, at jeg burde synge dem selv«, husker Pauline.

Det meste af sine teenageår havde hun skrevet digte. Kun til skrivebordsskuffen dog. Men da hun flyttede fra barndomsbyen Aarhus til København, begyndte hun at hænge ud med en gruppe jævnaldrende, der lavede musik. Pauline hjalp med at skrive sangtekster, og det var sådan, at førnævnte producer blev opmærksom på Pauline. Han havde modtaget nogle af vennernes demoer. Her havde han noteret sig, at en Pauline Aggerholm stod krediterede som tekstforfatter.

Da han tog kontakt, var det første omgang for at høre, hvorvidt Pauline ville assistere nogle af hans artister med sine finurlige tekster og gammeldags ord. Men det var indtil han mødte hende og kom på idéen om, at Pauline selv skulle synge dem.

»Jeg kan huske, at jeg sådan lidt befippet fik fremstammet noget med; ‘Jamen Ole, jeg kan jo ikke synge. Og jeg kan jo ikke finde ud af at stå på en scene’. Men det mente han nu godt, at jeg kunne lære«.

Det mente Pauline til gengæld ikke. I alt fald ikke til at starte med.

»Så jeg takkede faktisk pænt nej tak«, siger hun. Et nej, der umiddelbart virker atypisk for Paulines generation, hvis man læner sig op ad den fordom, mange fra de ældre generationer måske kunne have: Unge mennesker, der villigt stiller op til tå-krummende X-Factor-auditions og selvudleverende reality-tv i deres iver efter fifteen minutes of fame.

Men hvis den fordom om Paulines generation overhovedet har noget på sig, så gælder det altså ikke for Pauline:

»Jeg har aldrig og på intet tidspunkt haft et ønske om blot at blive set. Jo, jeg vil gerne anerkendes og høres. Det tror jeg, de færreste mennesker kan sige sig fri for at ville. Men der har aldrig været et behov for berømmelse. Snarer tværtimod«, forklarer Pauline.

Men det er alligevel svært ikke at forestille sig, hvordan vennerne, der havde sendt deres demoer til produceren, må have revet sig i håret, da Pauline til at starte med sagde nej tak. Der var bogstaveligt talt tale en once-in-a-life-time-chance, og hvorfor ikke bare springe ud i det?

»Sådan tænkte jeg jo også selv«, indrømmer Pauline og fortsætter: »Igen og igen. Men når jeg tøvede, så handlede det også om, at jeg har det virkelig svært med at befinde mig i situationer, hvor jeg ikke føler, at jeg reelt bidrager med noget af værdi. Og det skal ikke lyde som om, at jeg synes, at der bliver udgivet en masse musik, som ikke har værdi. Men for mig var det vigtigt, at jeg selv var helt sikker på, at musikken ikke kun var for mig«, siger hun.

Men efter et par måneder valgte Pauline alligevel at skubbe tvivlen i baggrunden. Konklusionen blev, at hun »ville være lidt af et skarn«, hvis ikke hun greb den enestående mulighed, der var blevet tilbudt. Hun sprang ud i det.

Scenen skal overvindes

Et spring, der meget hurtigt skulle vise sig at være en god ide. Debutsinglen ‘Ny og Næ’ blev udgivet 30. april, og fem dage senere var singlen strøget direkte ind på ‘P3’s Uundgåelige’. Pauline fandt pludselig sig selv stående i et P3-studie ude i DR-byen, hvor hun blev interviewet af radiovært Pelle Peter Jencel om singlen og sig selv.

På meget kort tid havde livet endnu engang taget en surrealistisk drejning til det bedre. Og livet er ikke blevet mindre surrealistisk siden, fortæller sangerinden. Lærerseminariet, som Pauline lige var startet på, måtte hun droppe ud af. I stedet for forelæsninger, lektier og opgaveskrivning stod kalenderen nemlig nu på et utal af koncertoptrædener.

»Det var totalt surrealistisk. Den ene uge gik jeg i skole, og den næste uge skulle jeg pludselig ud at spille koncerter«.

Men det var også hårdt, husker hun.

»Indtil da havde jeg kun ‘optrådt’, hvis jeg skulle holde oplæg foran klassen. Så ikke nok med at jeg skulle lære at synge, jeg skulle også lære at stå på en scene«

Paulines debutalbum slutter af med spoken word-nummeret ‘Tvivlen’. Her lyder et tekststykke blandt andet: »Jeg brugte en gang en hel dag på at tvivle/ Konstant og uafbrudt/ Jeg frygtede at fremtiden ville efterlade mig en fortid/ Jeg til den tid ville have fortrudt«.

Og måske var det netop den slags tvivl, der med de forestående koncerter nu kom krybende igen. For når Pauline var så uerfaren på en scene, spurgte hun sig selv, hvad ville et publikum så få ud af at se hende stå deroppe og optræde? Ville det kunne gå så skidt, at hun måske helt ville komme til at fortryde, at hun havde gjort det?

»Jeg tror igen, at det peger tilbage på det her med at være bevidst om, at man bidrager med noget af ægte værdi. Jeg ville ikke kunne udstå tanken om skulle køre til Thy, Tønder eller Næstved for at spille en koncert, hvis jeg vidste, at ingen i publikum efterfølgende ville gå hjem med en følelse af, at de havde fået noget med. At noget fængede dem eller en sætning rørte noget ved dem«.

Paulines allerførste koncert nogensinde var på aarhusianske VoxHall. Et spillested, der gennem tiden har haft besøg af nogle af de største danske og internationale bands og artister. Det gjorde bestemt ikke nervøsiteten mindre. For Pauline står aftenen hen i tåger, selvom det i dag kun er et lille år siden, at hun optrådte. Det nærmeste, hun kommer en beskrivelse, var følelsen af at falde gennem en port og ned i en helt anden verden. Overvældende, kort sagt.

»Det med at træde op på scenen var virkelig noget, jeg skulle overvinde. Og det er det til dels stadigvæk. Jeg nyder at stå på en scene, det gør jeg virkelig, men det er et håndværk ligesom teater-skuespil er et håndværk. Og det tager altså også bare tid at blive rigtig god til«, siger Pauline og fortsætter:

»Jeg ser ikke mig selv som en vanvittig dygtig sangerinde eller en helt fantastisk performer. Jeg ser mig selv som en, der elsker at skrive tekster. Så når jeg går op på en scene, så er min målsætning, at jeg kan skabe en værdi deroppe gennem mine tekster og mine historier. Men uden at det må føles som om, at jeg tager salen til gidsel som terapeut. De har betalt, så skal de også have noget for pengene«.

Derfor er taknemmeligheden mere end almindelig stor, når Pauline oplever at folk henvender sig og fortæller, at hendes tekster og musik har ramt noget i dem. For nyligt fik hun en besked fra en mand, der havde hørt hendes sang ‘At Leve’ i radioen. En sang, der ifølge Pauline handler om at fokusere på at leve det liv, der gør dig glad.

»Han var på vej til lufthavnen. Endnu en forretningsrejse. Men han ville bare skrive, at han havde hørt ‘At Leve’ i radioen, og nu kunne han mærke, at når han kom hjem, så skulle han bruge mere tid sammen med familien«, siger Pauline, inden der som det næste følger en kort - og for Pauline uvant - stilhed.

»Det er jo for vildt«, fortsætter hun så. »Jeg mener, at den der lille refleksion, jeg har siddet med, pludselig kan ræsonnere hos fremmede mennesker. Det er det vildeste, og det betyder så meget. Det er den slags beskeder, der ikke bare giver mig energi til at træde op på en scene, de giver mig rent faktisk lyst til at stå deroppe. Igen og igen«.

Ramt af verdenen

Debutalbummet ‘Noget for Nogen’ udkom i september. Kort efter fulgte anmeldelserne, der i overvejende grad har været positive.

’En balance mellem vildt og voldsomt, sart og skrøbeligt,’ skrev musikmagasinet Gaffa og kvitterede med fem ud af seks stjerner, mens albummet i Politiken fik fire ud af seks hjerter. Og netop anmeldelsen i Politiken er den debuterende sangerinde allermest glad for.

»Helt grundlæggende fordi den var så velskrevet. Det værdsatte jeg virkelig, for det fortalte mig, at anmelderen havde taget sig tiden til at lytte og modtage den. Og så synes jeg, at han ramte ret spot on på flere af de ting, som jeg havde prøvet at sige med teksterne«, siger Pauline og fortsætter:

»Der er bl.a. et nummer, der hedder ‘Lide Lidt’, hvor jeg synger; ‘Jeg vil bare få det så meget bedre / så meget bedre / hvis du lider lidt / jeg vil bare se dig lide lidt’. Og det er jo en sætning, der er virkelig selvudleverende, fordi den siger noget om, hvor småligt et menneske jeg også kan være. Men det følte jeg, at han havde set. Det var en anmeldelse, der var skrevet med en respekt og øje for de her ting, som kan læses mellem linjerne«.

‘Noget for Nogen’ er i kategorien popalbum. Men der er ikke tale om den slags popalbum, der er befolket med ‘lette’ og overfladiske popsange. Det er fuldt af tungsind. Selv når tempoet skrues i vejret på albummets mere dansable syng-i-kor-sange, pibler der hele tiden en å af melankoli lige under. Tematikkerne er kærestesorger, depression, smålighed og tvivl, og det kan godt overraske, når man i Pauline møder en storsmilende aarhusianer, der er fuld af ord, latter og betragtninger.

»Jeg har jo altid skrevet digte, og det har i høj grad handlet om, at de fungerer som en slags terapi for mig«, siger hun.

»For i virkeligheden er jeg ikke særlig god til at forstå mine egne følelser. Det er måske derfor, at jeg snakker så meget«, ler hun. »Det er ubevidst et forsøg på at blive klogere på, hvad jeg rent faktisk føler. Min far gik bort i 2014, og efterfølgende kæmpede jeg med depression. Så der har været mange ting, der gennem de senere år har skullet bearbejdes. Men så har jeg brugt sproget. Nærmest terapeutisk. I stedet for blot at sidde tilbage med denne her følelse af håbløshed i kroppen, så har jeg aktivt valgt at tale det frem eller skrive det ned på papir«.

Hun er derfor overbevist om, fortæller hun, at det er derfor, at ‘Noget for Nogen’ har et islæt af melankoli over sig. Når hun taler eller skriver følelserne frem, så er det som at være detektiv i sit eget følelsesliv. Man ankommer til ‘the scene of the crime’, og så er man nødt til at finde luppen frem, hvis man vil gøre sig håb om at forstå detaljerne og en sammenhæng.

»Det er en virkelig spændende måde at arbejde med sine følelser på. Og det behøver ikke nødvendigvis at være livets store traumer, man borer sig ned i. Det kan være et par, der skændes i Netto, og så stod du der ved grøntsagerne og kunne mærke, at det bevægede noget i dig. Men hvad? Blev du pinlig på deres vegne? Eller blev du berørt over den menneskelighed, der var i skænderiet? Og hvorfor gjorde du så det?« siger Pauline.

»Jeg tror, at det for mig handler om, at jeg kan blive ramt af verden. Og så har jeg brug for at gå hjem og finde ud af, hvad det var, som helt konkret ramte mig«.

Knappenålen bag Orange

Det har som sagt aldrig været Paulines drøm, at hun skulle være sanger og turnerer rundt på landets spillesteder. Men det gør hun altså nu. Så hvad er drømmen i dag? At åbne Orange?

Pauline tøver: »Altså med fare for at det kommer til at lyde en lille smule banalt, så drømmer jeg om at være glad«, begynder hun. »Jeg tror, at hvis jeg fortalte mig selv, at drømmen var at åbne Orange Scene på Roskilde, så ville jeg indirekte fortælle mig selv, at jeg kun kunne blive lykkelig, hvis det lykkedes. Og jeg tror bare, at man skal passe lidt på med at sætte de her knappenåle op for ens drømme. Det kan hurtigt blive til et enten-eller-spørgsmål om, hvorvidt man lykkes. Og hvorvidt man er lykkelig. I stedet, tror jeg, skal man sætte nålen et eller andet sted bag Orange. Sætte den der på det sted, der hedder, at man skal være glad«.

I spoken word-nummeret ‘Tvivlen’ lyder det et andet sted: »Men tvivlen er en god ting/ I passende og velovervejet mængder/ For uden tvivlen ville vi hverken have moderne medicin eller bølgelængder«.

Og for Pauline er det måske netop dét, der gør, at tvivlen også kan være en god ting. Den kan tvinge hende til virkelig at tage stilling.

»Tager du stilling til, hvad der faktisk gør glad, så kan det være, at du ikke står på Orange scene. Men i stedet står på en lille scene foran 50 mennesker. De er til gengæld alle sammen kun kommet for at se dig. Og det er måske i virkeligheden det, der gør dig rigtig glad«.