Sebastian Bull fik sin skuespillerdebut som 11-årig, da han tilbage i 2010 medvirkede i Thomas Vinterbergs ‘Submarino’. Siden er der kommet flere film på cv’et, bl.a. ‘Jagten’ (endnu en Vinterberg-film) samt serierne ‘Frit Land’, ‘2 Døgn’ og ‘Doggystyle’ for blot at nævne nogle få.

Som oftest er det de rå roller, den kronragede og tatoverede skuespiller castes i, men spørger man Sebastian selv, er han faktisk bare »en blød fyr med hang til kærlighedsfilm og god popmusik«.

»Jeg synes, det er ekstremt maskulint, når en mand kan snakke om sine følelser. Jeg vil gerne vise, hvor mange ansigter maskulinitet kan have. Jeg har jo selv et skideblødt indre«, siger Sebastian Bull over en telefon fra Estland, hvor han lige nu er på settet til en amerikansk spillefilm og har en stor birolle. Nærmere må han ikke komme filmprojektet for nu.

En dualitet, der også viser sig i hans professionelle virke. For udover skuespillerkarrieren, debuterede han for nyligt som musiker med singlen ‘Værnedamsvej’.

Sebastian Bull er diagnosticeret med ADHD. En diagnose, der præger hans præferencer for både film, serier og bøger. Rører det ikke for alvor noget i ham, så er han videre. Men rammes han rent, kan han knuselske selv langsomme italienske film med en passion, der er en italiener værdig.

Her peger han på tv-serien, podcasten, filmen, albummet og bogen, han hører, genser- og hører eller blot altid har med sig på rejser som en ’tryghedsbamse’ af en art.

Tv-serien: »Visuelt helt vildt stimulerende«

»Sci-fi-animationsserien ’Love, Death + Robots’ på Netflix vil jeg anbefale alle at tjekke ud. Men når den serie taler så meget til lige mig, handler det om, at jeg har ADHD. Jeg keder mig, når det går for langsomt eller bliver for ensformigt. Det gør det aldrig med ‘Love, Death + Robots’. Serien er visuelt helt vildt stimulerende, og så er hvert enkelt afsnit sit eget. En såkaldt antologi-serie, hvor handling og karakterer skifter fra afsnit til afsnit. Og så er der altid en eller anden cliffhanger, der rent ud sagt tager røven på dig«.

»Den er måske lidt i familie med en anden dystopisk Netflix-sci-fi-serie ‘Black Mirror’. Men udover at være en animeret serie, så varer de enkelte afsnit i ‘Love Death + Robots’ kun 10-15 minutter. Det er genialt for sådan én som mig. Jeg har tit brugt den, hvis jeg har haft brug for lige at trække mig. Så har jeg sat mig over i et hjørne, set et afsnit og fået samlet tankerne«.

»Så alle kan få glæde af den, men har du ADHD, så er ’Love, Death + Robots’ den næste serie, du skal kaste dig over«.

Bogen: »En slags tryghedsbamse«

»Jeg skal være ærlig: Jeg har aldrig læst en bog fra ende til anden. Og det handler igen om min ADHD. Jeg ikke har temperamentet til at sætte mig i en stol og læse i timevis. Så hvordan skal jeg kunne anbefale en bog til nogen? Men her tror jeg igen, at jeg vil rette opmærksomhed mod dem, der har ADHD. Eller dem, som bare ikke har tålmodighed til bogen som format. For der er alligevel en bog, der - ligesom med Love, Death + Robots’ - fungerer voldsomt godt visuelt: ‘World of Warcraft: Book One’«.

»At det lige er den bog, jeg peger på, handler også om, at jeg havde lidt svært ved at finde mig til rette i det miljø, vi kalder skole og uddannelse. Så jeg forsvandt rigtig meget ind i ‘gaming’. Og der var computerspillet ’World of Warcraft’ som et andet hjem for mig. Så anbefalingen går både på, at den er animeret så vildt flot, men for mig personligt har den også noget nostalgi og tryghed over sig«.

»Jeg har den altid med mig, når jeg rejser. Jeg sidder ikke og kigger i den om aftenen, men den er alligevel med som en slags tryghedsbamse af en art«.

Albummet: »Giver mig ro«

»Hvis jeg kan komme af sted med det, har jeg air pods i ørene hele dagen. Musik giver mig ro, og det er gennem musikken, at jeg kan mærke mig selv. Med kunstneren ’Guldimund’ og albummet ‘Dem, Vi Plejede at Være’ får jeg begge dele. Albummet giver mig ro og det gør mig stand til at forstå, hvor jeg er rent følelsesmæssigt«.

»Lyrisk er ’Guldimund’ for mig helt uovertruffen. Som lyriker og kunstner ser jeg utroligt meget op til ham, for han evner at skabe billeder og beskrive hverdagssituationer på den her mørke facon, der er så præcis og vidunderlig«.

»Jeg stiftede bekendtskab med ham i en periode af mit liv, hvor jeg var i et parforhold og følte, at tingene ikke rigtig gav mening. Og der var det her nummer, som bare beskrev det så præcist. Den handler om det her par, der skændes om aftenen. Deres søn ligger og sover, og han synger, at han prøver at flå en karklud over, selvom glas, der bliver knust lyder sjovere. Det er genialt. Og det er et album, som jeg tror, at rigtig mange vil kunne genkende sig selv i. Det kan jeg fortsat, selvom jeg står et helt nyt sted i mit liv i dag«.

Filmen: »Et fucking mastodont-mesterværk«

»Denne her tog virkelig røven på mig: ’La Grande Belezza’ (Den store skønhed på dansk, red.). Den vandt en Oscar for bedste udenlandske film i 2013, og den er et fucking mastodont-mesterværk. Skuespillet er en genialitet, scenografien er eminent, og så kommer den til at ændre dit syn på, hvor vigtig en rolle filmen fortsat har og bør have. Den varer to timer og 22 minutter. Så for mig er der altså tale om en relativ lang film, men fordi, at hver eneste scene er så mesterligt konstrueret, så zonede jeg ikke ud et eneste sekund«.

»Den handler om en forfatter fra Rom. Han har tjent ekstremt mange penge, men nu bliver han kastet ud i situationer, der tvinger ham til at tage stilling til kærlighed, til hvad det vil sige at være menneske og kreativ i en verden, hvor money talks - altid!«

»Den er mesterligt konstrueret. Der er ekstremt mange one-takes. Eksempelvis er man med til en stor fest, hvor der ikke bliver klippet en eneste gang, og undervejs sidder man og tænker ‘Okay, okay de tager sig god tid’. Men så binder slutningen det hele sammen på en måde, hvor man sidder tilbage - for mit vedkommende i flere dage - og ikke kan slippe den«.

»Jeg så den for lidt over et år siden, og den har været med mig lige siden. For mig ændrede den, hvad film rent faktisk kan. Og den understregede, at vi skal udfordre os selv, når vi går i biografen. Det må ikke bare være den næste Marvel-film fra USA hver gang«.

Podcast: »Er de her fyre bindegale?«

»Jeg har en masse kærlighed til podcasten ‘Fries Before Guys: Tinder Greatest’. Den udspringer af podcasten ‘Fries Before Guys’, hvor de to værter, Nanna og Josephine, samtaler om at være kvinder i 20’erne. Med Tinder Greatest er konceptet lidt anderledes. Her får de fra deres kvindelige lytter tilsendt en masse tinder-dates, som er mindblowing sindssyge«.

»Det er ikke fordi, der for mig er et før og efter denne podcast. Den er bare virkelig underholdende at lytte til, hvis man kører bil eller inden en bytur. For det er vitterligt nogle vanvittige tinder-dates, de her kvinder har været på. Vi fyre er jo bindegale. Og på den måde bliver jeg måske også lidt klogere. For nu ved jeg i hvert fald, hvad jeg aldrig må gøre på en tinder-date«.

»En lytter skriver ind om en tinder-date, der nægtede at gå hjem. I stedet var han gået ud i hendes køkken, spist alt hendes mad og havde kastet op. Og så som krølle på halen var han fortsat ind i hendes soveværelse, hvor han var gået kold. Hvad fanden foregår der?! Er de her fyre bindegale?«