Går du om drømmer om at bygge din egen lille kunstsamling op, så behøver du faktisk hverken være arving til en større formue, kunne ’namedroppe’ tidens hippeste kunstnere eller have brugt det meste af din barndom på museer. Faktisk kan det lade sig gøre på en helt almindelig SU og uden den helt store viden om kunst og kunstnerne bag. Det kræver blot lidt økonomisk mådehold samt en villighed til at undersøge, opsøge og forelske dig i kunstens verden.
For lad os være ærlig. Kunst er dyrt. Særligt, hvis du vil have fingrene i de originale værker. Derfor vil rådet fra Søren Ellitsgaard fra det litografiske atelier og grafiske værksted Hostrup-Pedersen & Johansen i Valby være, at du starter ud med at investere i litografier af et kunstværk, som typisk vil kunne fås i et mindre oplag på mellem 25-100 stk. Jo færre af de altid nummererede og signerede litografier, der er produceret, jo dyre er bliver de.
Et kunstværk skal helst ramme noget i dig. En følelse eller en erindring. Der skal helst være en reaktion.
Søren Ellitsgaard, Hostrup-Pedersen & Johansen.
Søren Ellitsgaard, har specialiseret sig i litografier, linoleumstryk og træsnit, og i værkstedet i Valby finder du både litografier af kendte og endnu ukendte kunstnere fra den danske og internationale billedkunstscene. Søren Ellitsgaard er enig i, at man hverken behøver at være kunstanmelder, millionær eller have ejet et årskort til Statens Museum for Kunst de sidste 20 år for at kunne udvælge det helt rigtige værk.
»Et kunstværk skal helst ramme noget i dig. En følelse eller en erindring. Der skal helst være en reaktion. Man starter ofte med de lettilgængelige værker, men jo mere man læser og lærer, jo mere forfiner man sin smag«, siger Søren Ellitsgaard og fortsætter: »Du kan sammenligne det med, at du som ung lytter til popsange, og jo mere indsigt du får, jo mere avanceret og raffineret musik, lytter du til, og du ender måske med at lytte til jazz. Med viden får man større og større behov for fortolkning – hvad er historien? Hvilke referencer er der? Hos os er der værker for alle, især for unge og unges økonomi«.
Fire gode råd til dig, som skal købe dit første værk
- Køb ikke for store værker, hellere flere små, så er det nemmere at indrette med dem.
- Spar ikke på rammen. Det gør ikke noget godt for et kunstværk at blive sat i en billig Ikea-ramme.
- Når du har 5-10 værker, kan du lave en salonopsætning (gallerivæg). Bland forskellige genrer, rammer og størrelser, så bliver det mere dynamisk og spændende at se på. Man skal helst få lyst til at gå på opdagelse.
- Find værker af unge kunstnere – her findes den største investeringsmulighed, da de har større chance for at stige i værdi.
Tal R, linoleumstryk, 60 x 80 cm, oplag 24 stk., 7000 kr.
Bo Rune Madsen, litografi, 81 x 61 cm, oplag 22 stk., 3200 kr.
Rose Eken, litografi, 73 x 54 cm, oplag 30 stk., 3200 kr.
Carl Krull, litografi, 86 x 62 cm, oplag 24 stk., 3000 kr.
Mathias Malling Mortensen, linoleumstryk, 87 x 55 cm, oplag 60 stk., 2100 kr.
Mathias Malling Mortensen, træsnit, 75 x 54 cm, oplag 40 stk., 3200 kr.
Ahmad Siyar Qasimi, 54 x 51 cm, oplag 40 stk., 2800 kr.