Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

FOTO: LOUISIANA

Start byturen på museum

Hvorfor ikke starte byturen på museum? Det er langt fra så kedeligt, som det umiddelbart lyder. Flere museer tilbyder fredagslounge med livemusik og bar.

Lyder det umiddelbart som en kedelig idé at bruge din fredag aften på et kunstmuseum frem for at spise sushi med veninderne eller tage på pub med gutterne? Det behøver det ikke at være. Flere kunstmuseer har tilbud til unge, der kan være med til at kickstarte din weekend.

Eksempelvis inviterer det århusianske kunstmuseum ARoS tre til fire gange om året til fredagslounge gennem medlemsklubben ARoS27. Lounge-aftenerne byder på en blanding af kunst, musik og hygge og er gratis for medlemmer af klubben. Du kan oven i købet tage en ven under 28 år gratis med.

”De unge vil gerne se kunst, men de vil ikke tage af sted alene. Så i stedet for at spørge venner, om de vil betale for at tage med, kan de bare hive dem med. Mange unge bruger det som opvarmning til en god aften i byen,” siger Bettina Bach Nielsen, der er marketingchef hos ARoS. Derudover afholder museet ni gange om året Art Hour for unge, hvor der gennem et 45 minutters langt oplæg sættes fokus på et bestemt kunsttema.

Også hos Louisiana er der fokus på at lave tilbud, som de unge gider besøge. Her inviteres der ligeledes til en fredagslounge, som er åben for alle gæster. Kommunikationschef hos Louisiana, Thomas Bendix, opfordrer også mindre kunstinteresserede unge til at kigge forbi.

”Jeg er overbevist om, at man ikke vil gå skuffet herfra. Jeg er sikker på, at man får afkræftet, at det skulle være støvet at gå på museum.

I forhold til eksempelvis at gå i biografen er det i højere grad en oplevelse, man er fælles om. Man kan tale sammen om værkerne undervejs og nyde udsigten og musikken sammen.”

  • GOTHA udgives af PA Magasiner, Rådhuspladsen 37, 1785 Kbh. V. Tlf: 33472986.