Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

FOTO: COLOURBOX

Flere springer sabbatår over

At tage sabbatår er en individuel beslutning. Nogle vil gerne ud at rejse, inden de læser videre, mens andre har brug for suppleringsfag for at komme ind på drømmestudiet. Det er dog vigtigt, at man er klar på, hvad der venter bagefter.

Mange unge kan have brug for et ekstra år eller to til at forberede sig på det studieliv, der venter efter de gymnasiale uddannelser. Det ender for nogle med et sabbatår, hvor man tager ud at rejse, opkvalificerer sig med suppleringsfag eller blot tager et år ud af kalenderen for at blive personligt modnet.

”For mange er et sabbatår et individuelt valg. Nogle er klar til at tage på de videregående uddannelser med det samme, andre er ikke. Vi vejleder de unge i, hvordan forholdene er, når de skal søge optagelse på de videregående studier i dag,” siger Per Mejer Larsen, der er centerleder i Studievalg Sjælland.

Han mærker, at unge generelt vælger at gå hurtigere videre på studierne i dag end for få år siden. Traditionelt set har det været presset fra forældrene, som har fået de unge til at søge ind på studierne. I dag er det mere presset fra omgivelserne og de nye SU-reformer, som sætter skub i de unges ansøgninger.

”Der er klart flere i dag, som vælger at studere videre direkte fra gymnasiet. Der er jo nye regler for, hvor meget sabbatår man må holde, før man mister eventuelle karakter- og SU-bonusser. Førhen blev de unge måske presset lidt mere af forældrene til at søge videre med det samme. I dag er det de nye uddannelsesreformer, som får de unge til at vælge uddannelser hurtigere, mens forældrene råder de unge til at være tålmodige med deres studievalg,” siger Per Mejer Larsen.

Det er vigtigt så hurtigt som muligt at få styr på optagelseskrav og optagelsesprocedurer til den uddannelse, man vil starte på – også selvom man skal holde sabbat først. Man skal kende uddannelsens specifikke adgangskrav og vide, om man mangler suppleringsfag, så man ikke får sig en overraskelse, når man skal til at søge ind på sin uddannelse.

”At blive afvist fra en uddannelse, fordi man ikke har kunnet nå at supplere i et fag, man mangler for at opfylde de specifikke adgangskrav, er en rigtig sur oplevelse. I den sammenhæng hjælper det ikke noget, at man egentlig har et gennemsnit, der er højt nok til at komme ind. Opfylder man ikke de specifikke adgangskrav, kommer man ikke ind,” siger Per Mejer Larsen.

Desuden er det vigtigt, at man har en plan b og en plan c, hvis man vælger at tage sabbatår. Selvom man virker som den oplagte kandidat til studiet, er der hård konkurrence om pladserne i dag.

”Selvom jeg oplever, at unge normalt er realistiske omkring deres valg, så er der også nogle, som satser alt på et bræt – og ender med at stå uden studieplads, når skoleåret starter. Det er selvfølgelig fornuftigt at gå efter et studium, som man brænder for. Men jeg siger altid, at det kan være nyttigt at have en plan b og en plan c, hvis drømmestudiet glipper,” siger Per Mejer Larsen.

  • GOTHA udgives af PA Magasiner, Rådhuspladsen 37, 1785 Kbh. V. Tlf: 33472986.