Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

FOTO: JENS FINK JENSEN

Det svære studievalg: Skal du vælge med hjernen eller hjertet?

Skal du vælge medicin eller måske finsk? Mulighederne er mange og drømmene store, når unge skal vælge uddannelsesretning. Men skal du træffe det svære valg med hjernen eller hjertet?

Drømmer du om at bøje finske verber og dykke ned i den finske kultur? Eller er du mere optaget af at studere menneskekroppen og bekæmpe sygdomme? Mulighederne er mange, og det kan være svært at navigere i et farvand, der lægger grundstenene til dit fremtidige arbejdsliv. I 2014 ville kun to studerende ind på finskstudiet på Københavns Universitet. De fik deres drøm opfyldt og god plads i undervisningslokalet. Helt anderledes så det ud for medicinstudiet, hvor 2.299 håbefulde unge søgte om optagelse på Københavns Universitet. De fleste modtog dog skuffende nyt, da kun 559 klarede sig gennem nåleøjet.

Men hvad spiller ind, når unge vælger uddannelse anno 2015?

Ifølge studievejleder på Københavns Universitet Randi Nielsen er der ingen tvivl om, hvordan valget af uddannelse træffes.

”Unge vælger med hjertet, og her spiller interesser og motivation en stor rolle”, siger hun og påpeger, at hjernen dog også ofte kommer i spil.

”Vi ser ofte, at hjernen sætter ind, hvis drømmestudiet er umuligt. Så tænker de unge i alternative uddannelser, der indeholder noget af det samme”, siger Randi Nielsen.

JEG VIL UDFORDRES PÅ MINE STYRKER

Jeppe Blank står som 3.g’er på teknisk gymnasium Selandia i Slagelse på springet til at skulle vælge studieretning.

”Jeg vil gerne være ingeniør af en art. På DTU laver de meget det samme som her på htx. Jeg drives af, at det er sjovt, og vil gerne udfordres på det, jeg er god til”, siger Jeppe om sine overvejelser.

Ifølge studievejlederen er Jeppe ikke alene om at tænke sådan.

”Det er helt almindeligt, at de unge vælger noget, som de har været gode til i gymnasiet”, siger hun. Men fagligheden, de fysiske rammer og mulighederne for praktik og udveksling er elementer, der også spiller ind på studievalget.

NETVÆRKET MOTIVERER STUDIEVALGET

Hedder adressen Faksegade på Østerbro eller Algade i Vordingborg? Svaret ligger lige til højrebenet hos de fleste. I hvert fald hvis man kommer fra København, mener studievejlederen.

”Størstedelen af de unge, der bliver optaget på Københavns Universitet, kommer fra Storkøbenhavn og Sjælland. For dem er det mindre attraktivt at flytte til de andre studiebyer i Danmark. De synes eksempelvis, at Odense ligger alt for langt væk”, siger Randi Nielsen og forklarer, at de studiesøgende har geografiske præferencer, når de vælger uddannelse, fordi de gerne vil blive i nærheden af familie og venner.

Kender man nogen, der læser det, man overvejer at søge ind på, så kan det ifølge studievejlederen også have stor betydning for studievalget.

“Argumenter som “Min kæreste læser engelsk” og ”Magnus fra bandet søgte ind sidste år”, vejer tungt på vægtskålen, når de unge holder deres overvejelser op mod hinanden. Ligesom families og venners holdning til studieretningen også kan påvirke valget af studie”, siger Randi Nielsen.

JOBMULIGHEDER TÆLLER OGSÅ

Jobmuligheder efter endt uddannelse spiller også en vigtig rolle for mange vejledningssøgende. Mange unge har en ide om, hvad de gerne vil arbejde med efter endt uddannelse. Det gør det ifølge studievejlederen lettere at tænke i alternative uddannelser, fordi flere uddannelser kan føre det samme sted hen. Rådgivningsfirmaet Moos-Bjerres analyse fra 2014, der er baseret på 506 interviews med studerende på videregående uddannelser, underbygger vigtigheden af, at der er mulighed for at få job, når den sidste eksamen er taget. 87 procent af de adspurgte studerende synes det er vigtigt, at de får information om muligheden for job efter studiet. Det tyder på, at selvom hjertet har mest at skulle have sagt, så har hjernen også stor indflydelse, når unge vælger studieretning.

Test dig selv: Vælger du med hjernen eller hjertet?

Øvelsen her kan hjælpe dig med at se, hvad der betyder mest for dig, når du skal prioritere mellem forskellige uddannelser, der interesserer dig.

Tegn en cirkel på et stykke papir. Inddel cirklen i otte eller flere felter. I felterne skriver du, hvad der er vigtigt for dig, når du skal vælge uddannelse: Er det byen, du studerer i? Er det indholdet af uddannelsen, f.eks. særlige faglige emner, der optager dig? Er det studiemiljøet eller eksamensformerne? Er det jobmulighederne? Andre ting?

Udfyld cirklen, så det passer til din situation og dine interesser. Når du har skrevet alt det ned, du synes er vigtigt, skal du vurdere, hvor vigtig den enkelte ting er for dig på en skala fra 1-10. Brug din cirkel som rettesnor til at finde de uddannelser, der interesserer dig mest, eller til at prioritere mellem de uddannelser, du vil søge om optagelse på.

Kilde: studier.ku.dk – Bacheloruddannelser. Guide til studievalg og uddannelse

  • GOTHA udgives af PA Magasiner, Rådhuspladsen 37, 1785 Kbh. V. Tlf: 33472986.