Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

FOTO: COLOURBOX

Guide: Sådan får du succes på studiet

Netværk er nøglen til en god studietid, men hvordan skaber du bedst et solidt netværk på dit nye studie? Det kommer selvfølgelig an på, hvem du er som person, og hvad dine interesser er. Vi ser på, hvordan forskellige typer kan komme godt i gang med det sociale liv på studiet.

FESTABEN

Alle skoler har fester og fredagsbarer, så der er rig mulighed for at slå sig løs på den kommende uddannelse – både hvis man er typen, der lever for de fede fester, men også hvis man har ambitioner om selv at prøve at stable arrangementer på benene. De fleste uddannelsessteder har nemlig festudvalg og caféudvalg, hvor du kan møde ligesindede festaber, mens du prøver kræfter med, hvordan man bygger et fedt event op fra bunden.

En anden mulighed er at lægge billet ind på at blive rusvejleder eller tutor for de nye studerende. På den måde møder du en masse andre spændende mennesker – både blandt de andre vejledere, men også på de andre årgange. Og så er det jo heller ikke et minus, at man kommer på rustur flere gange!

SINGLEN

I takt med at du bliver ældre, mærker du som single, at vennerne omkring dig bliver mere og mere kærestekedelige – et trist, men sandt faktum – og dermed mindre friske på at gå med dig ud og score i nattelivet. Studietiden er dog et skønt tidspunkt at være single på. Mens dine gamle venner går til parmiddage, kan du gå til studiefester, fredagsbarer og ikke mindst i byen med alle dine nye kammerater fra studiet, hvor der med garanti også er nogle interessante emner blandt – hvis ikke, så i hvert fald nogle, der også er interesserede i at følge dig ud i nattelivet – uanset om det er i jagten på den eneste ene eller et ’one night stand’.

GAMEREN

Nørd er måske ikke den mest flatterende betegnelse, men ikke desto mindre er det - i mangel af bedre - det, vi vælger at kalde den del af befolkningen, der har hang til Magic-kort, rollespil i skoven, japanske tegneserier, Ringenes Herre og så videre.

Du vil med garanti kunne finde studerende med nogle af de samme interesser som dig selv, som også er interesserede i at lære nye mennesker at kende. En oplagt mulighed er for eksempel at mødes omkring brætspil, der er blevet en stigende dille de seneste år, og som spænder fra spil med ekstremt avancerede regler til mere simple spil, hvor alle kan være med.

SPORTSFREAKEN

Sport er heldigvis et emne, de fleste kan snakke med om – især når det gælder nationalsporten fodbold. Håndbold er også et ret sikkert samtaleemne, især når vi begynder at nærme os VM i håndbold for kvinder, der afholdes her i Danmark i december i år.

Når du sidder med de nye studiekammerater i kantinen, tager det ikke lang tid at finde ud af, hvem der er sportsinteresserede, når snakken falder på gårsdagens kampe i Superligaen. Derfra er der ikke langt til at tage sammen på bar eller stadion og se en kamp sammen.

Mange uddannelsessteder har også sportshold, så det er værd at undersøge, om der er nogle etablerede hold på stedet, man kan tilmelde sig. Ellers er det jo altid en mulighed selv at starte et op fra bunden.

  • GOTHA udgives af PA Magasiner, Rådhuspladsen 37, 1785 Kbh. V. Tlf: 33472986.