Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

FOTO: COULOURBOX + PR

Kom i form med din smartphone

Mon i år bliver året, hvor du omsider får købt et par løbesko eller sågar tilmeldt dig et halvmaraton? Brug din smartphone og alle de apps, den giver adgang til, og kom hurtigere derudaf. Træningsapps kan coache og motivere dig og analysere dine resultater både på kort og langt sigt. GOTHA bringer dig her en guide til 5 apps, der kan hjælpe dig i gang med træningen.

7 minute workout, den gratis app får dig i form på kun syv minutter. App’en er udstyret med en stemme, der guider dig igennem øvelserne, som samtidig er illustreret. Den tager også tid på øvelserne og hjælper dig til at få mest ud af dem. Ud over kun at vare syv minutter, giver øvelserne kroppen samme fordele som træning i længere tid og ved højere intensitet. Forskerne bag siger, at det på en intensitetsskala fra et-ti skal være otte.

GymPact er til dem, der ikke er så gode til at finde motivationen til fitnesscentret. Med app’en forpligter man sig til at komme derned, og man får en bøde af app’en, hvis man ikke overholder aftalen. Man vælger selv bødens størrelse, og ordningen kan sættes på pause, hvis man skal på ferie eller bliver syg - og kan justeres lidt hver mandag. App’en er gratis.

Fitness Buddy er for styrketræningsentusiaster, som har styr på deres træning, men som gerne vil have lidt inspiration. App’en har over 1700 øvelser og masser af programmer, man kan følge. App’en sørger for at holde træningsdagbog med antal sæt, gentagelser, vægte osv. og tegne kurver over din fremgang. App’en koster 25 kroner.

ShapeUp er primært en kostdagbog, men den hjælper dig også med at holde styr på, hvor meget du har bevæget dig. App’en kræver, at man indtaster alt, hvad man indtager, men så kan den også være din ultimative hjælper i kampen mod kiloene. Den er nem, fordi den kan scanne varer og derudfra vide, hvor mange kalorier der er i dem. Shapeup er gratis.

Træn med Forsvaret er forsvarets egen app. Så hvis du vil i kampform, er det den, du skal erhverve dig. Du skal blot gennemføre otte øvelser, der tester din styrke samt tage en løbetur - så er app’en klar med et skræddersyet 8-ugers træningsprogram, hvor du træner stabilitet, coremuskulatur, udholdenhed og kondition. Efter otte uger tester du igen. Og starter forfra på et lidt højere niveau. App’en er gratis.

  • GOTHA udgives af PA Magasiner, Rådhuspladsen 37, 1785 Kbh. V. Tlf: 33472986.