Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

FOTO: COULOURBOX

Fremdriftsreformen - er du for eller imod?

GOTHA identificerer tre argumenter fra modstanderne og tre fra fortalere - så du kan finde hoved og hale i diskussionen

ARGUMENTER FOR FREMDRIFTSREFORMEN

Studiet forbereder dig på arbejdslivet

Det er positivt, at man skal være fuldtidsstuderende og skal gå til eksamen, og man bør ikke udskyde sine fag. Man kan heller ikke udskyde sine arbejdsopgaver, når man engang får et job efter endt uddannelse. Med andre ord har man en forpligtelse over for sit studie, ligesom man har over for en kommende arbejdsgiver.

Frafald forringer fagligheden

Fremdriftsreformen kan være med til at skille de studerende fra, som ikke går helhjertet op i studiet og giver op, fordi de ikke er motiverede. Der kan naturligvis ske fejlvalg af uddannelse, men hvis man ikke gider at arbejde igennem på den pågældende uddannelse og derfor dropper ud, så går det ud over ens medstuderende rent fagligt, bl.a. i forbindelse med gruppearbejde.

Fremdrift er lig med effektivitet

Når studerende gennemfører deres uddannelse på normeret tid, får vi et mere effektivt uddannelsessystem. Det skaber plads til en forbedring af kvaliteten på de enkelte uddannelser, og de studerende kommer også hurtigere ud på arbejdsmarkedet, hvilket er positivt for samfundet.

ARGUMENTER IMOD FREMDRIFTSREFORMEN

Stressede studerende

Fremdriftsreformen udgør tidens største pres, og det resulterer i stressede studerende, der ikke kan fordybe sig i deres studie som tidligere og derfor ikke har det samme overskud til relevant erhvervserfaring. Dermed forringes kvaliteten af studiet og studielivet m.m.

Hæmmer innovationen

Selvom studerende, der er iværksættere ved siden af studierne, kan få dispensation for at skulle gennemføre på normeret tid, kan ordningen alligevel være med til at hæmme innovationen. For hver studerende, der får lov til at blive et halvt år forsinket for at drive virksomhed ved siden af, skal en anden studerende nemlig gennemføre tilsvarende hurtigere, hvis ikke universitetet skal rammes af en økonomisk sanktion. Man kan frygte, at det vil holde universiteterne tilbage, når de skal give dispensation til idérige ildsjæle.

Flere nyuddannede arbejdsløse

Det lyder umiddelbart logisk, at man kommer til at få flere år på arbejdsmarkedet, hvis man bliver hurtigere færdig. Men i den forbindelse er der ikke tænkt på det faktum, at de nyuddannede studerende med fremdriftsreformen vil få mindre erhvervserfaring i form af studierelevante jobs og praktikophold, som ellers ofte er den primære grund til, at dimittenderne kommer i arbejde.

  • GOTHA udgives af PA Magasiner, Rådhuspladsen 37, 1785 Kbh. V. Tlf: 33472986.