Fang efterårsmoden – også på budget | GOTHA

Fang efterårsmoden – også på budget

Efteråret byder på mere end bare blæst og regn. Der er nemlig al mulig grund til at glæde sig til, at efterårskollektionerne lander ude i tøjbutikkerne. Bloggeren Marie Jedig giver her sit bud på, hvad der er værd at holde øje med.

Selvom vi elsker sommerens flotlette kjoler, er der ikke noget bedre end en chunky efterårsstrik i sæsonens nye it-farve. I år kommer farverne til at spænde over de sædvanlige brændte efterårsnuancer, men der vil også være plads til mere modige farver og print.

”Stærke orange toner og nuancer af grøn og army-print kommer vi til at se meget af. Lidt uortodokst vil blomsterprintet også dukke op flere steder i løbet af efteråret, selvom det normalt hører forårskollektionerne til. Generelt tror jeg, vi vil se langt mindre sort i gadebilledet end sædvanligt ved denne årstid,” forklarer Marie Jedig, der driver fashionbloggen mariejedig.com.

Farverige tilføjelser til outfittet bliver et af efterårets helt store hits. Jakke i varm, modig gul: H&M

Et kig mod 60’erne

Allerede hen over sommeren begyndte der også at dukke tern op i gadebilledet, og det vil der komme mere af i efterårsmoden takket være inspiration fra 60’erne.

”Da 60'er bølgen blusser frem igen, er det ideelt at gå på jagt i genbrugsbutikker, eller sågar i din bedstemors klædeskab for mere unikke pieces. Det er også bæredygtigt, lyder det fra Marie Jedig, der selv elsker at give looket et personligt touch.”

I efteråret 2017 kommer blomsterprint – lidt uvant for sæsonen – til at tage plads i garderoberne og i gadebilledet. Buks: H&M

Efterårsmode på budget

Vil du gerne følge moden på budget uden at smutte forbi den lokale genbrugsbiks, henviser Marie Jedig til highstreetkæderne H&M og Zara. De laver hver sæson budgetvenlige trendkollektioner. Og så handler det om at sammensætte gamle items med nogle få nye.

”Sommerkjolerne kan sagtens genbruges i efteråret med en T-shirt eller rullekrave under, eller anvendt som nederdel med en strik over. Tilsæt et par farverige strømpebukser, som vi kommer til at se meget af fremover - og voilà,” lyder tippet fra Marie Jedig.

Frem for de gulvlange kjoler, vil efterårsmoden også byde på skørter i medi-længde. Samtidig vil sæsonens kjoler være i snit, der fremhæver taljen.

Måske vil du også læse