Diskodans og gode historier | GOTHA

Diskodans og gode historier

Retrorapperen Marvelous Mosell har tændt tidsmaskinen og brygget en vanvittig cocktail af oldschool rap, diskovibes, dancemoves og den populærkultur, han selv er vokset op med i 80’erne og 90’erne.

Marvelous Mosell

Marvelous Mosell

Marvelous Mosell er kunstnernavnet på en af Danmarks mest unikke rappere i øjeblikket. Med groovy diskosamples og en rapstil, der søger tilbage mod hiphoppens guldalder i firserne og halvfemserne, har han på meget kort tid skabt sin helt egen niche inden for dansk rap. Historiefortællingen er i højsædet i teksterne, der gerne bliver trukket helt ud på absurditetens overdrev med et kitschet, farverigt persongalleri og rigeligt med referencer til populærkultur fra halvfemserne. Universet vækker med garanti nostalgiske minder hos ethvert barn af 80’erne – tænk Ninja Turtles, Beverly Hills, kassettebånd, Super Nintendo, Kaptajn Knas, og du er på sporet.

Flashy stil

Mosell er en sammenskrivning af den 31-årige rappers borgerlige navn Morten Sell, som han altid har rappet under – Marvelous kom på sidenhen, fordi det, som han forklarer, bare lød sejt:

”Det var et cool navn, og så passer det godt til den stil, jeg kører,” lyder det fra rapperen.

Og stilen han kører – den har han helt for sig selv. Når han optræder, er det iført skrigende træningsdragter, solbriller med spejlrefleks, tungt guld om halsen og dancemoves, der nok mest minder om noget fra diverse ungdomsskolers hiphop-dansekurser for 20 år siden.

”Jeg fandt på stilen hen ad vejen. Diskonumrene begyndte jeg at sample, fordi man kunne danse til det, og jeg begyndte at fortælle historier i mine numre, fordi jeg godt kan lide hiphop fra gamle dage, for eksempel Slick Rick – dengang gik det ud på at fortælle historier,” siger Mosell og fortæller videre:

”Jeg har også altid godt kunnet lide at se film og tv-serier, og jeg kan godt lide at lave fortællinger i mine numre, der virker på samme måde og fortæller en historie.”

Bare det lyder fedt

Et eksempel på det rablende vanvittige univers er nummeret om Robin Rubin, der sælger crack-kokain på Frederiksberg under den store crack-epidemi i 1983. I sangen bliver vi både introduceret for Robins håndlanger Sindssyge Bertram og politi-makkerparret Ove Verner og Jens Okking.

”Jeg har selv boet på Frederiksberg, og det har ikke altid været så pænt, som det er i dag, så der kunne godt have været en crack-epidemi. Jeg begyndte bare at skrive, og det ene tog det andet. Det må godt være lidt overdrevet, bare det er fedt og underholdende,” siger han.

Nummeret om Robin Rubin blev hurtigt spredt på de sociale medier, efter Geolo G fra Malk De Koijn delte videoen på Facebook med kommentaren:

”Det bedste, der er sket for dansk rap og video-kunst, så længe jeg kan huske!!! Big up Mosell.”

Rapper på fuld tid

Kort efter folk havde fået øjnene op for videoerne på YouTube, fik Marvelous Mosell kickstartet karrieren – både fordi DR’s P3 begyndte at spille hans musik, men også fordi han blev booket til at spille på den nystartede festival Vanguard i 2013 København.

Da han stod på scenen foran tusindvis af mennesker og varmede op for legenderne fra Wu-Tang Clan og De La Soul, var rapmusikken stadig ikke meget mere end en seriøs hobby – han passede stadig sit morgen-rengøringsjob. Nu har han taget springet ud i tilværelsen som professionel fuldtidsrapper.

”Det sidste halve år har jeg levet af at være ude og optræde, og det håber jeg, jeg kan blive ved med. Jeg tror aldrig, jeg kommer til at leve fedt af det, men så længe det kan løbe rundt, er det et mål for mig. Jeg har idéer og gåpåmod nok,” siger Mosell, der i hvert fald ikke mangler arbejdsdisciplin, for der bliver rappet og skrevet rim hver dag.

”Det er meget intensivt nu. Oftest sidder jeg derhjemme og skriver rim foran min computer og øver mig, mens jeg har nogle beats kørende i hovedtelefonerne. Jeg finder inspiration til rimene på nettet eller i bøger og tegneserier, men nogle gange freestyler jeg også bare med en ordbog, hvor jeg finder forskellige ord at rappe om for at holde det ved lige,” siger han.

Nyt materiale på vej

Senest har Marvelous Mosell startet et kreativt partnerskab med Tue Track fra Malk De Koijn om numrene ’Den Bedste Danser’, ’Nu der Rapkoncert’ og ’Koldblodet’, og der er meget mere på vej fra den rappende og scratchende duo. Blandt andet kommer der – inden for den nærmeste fremtid - en Beverly Hills-rap om tv-serien Beverly Hills 90210 og et nummer om ’Sindssyge Bertram’. 

Indtil nu kan Marvelous Mosells numre kun høres på nettet, på YouTube, Soundcloud, hans hjemmeside eller på danske radiokanaler – hvis du da ikke er en af de heldige få, der har fået fingrene i nogle af hans 7-tommer singler, der kun er trykt i meget begrænset oplag og er blevet revet væk. 

”Vi har planer om, at vi skal lave noget, der kommer bredere ud. Men det kan være svært, når man arbejder med samples, fordi de skal cleares hos rettighedshaverne, før man kan sende det ud. Jeg kan ikke sige, hvornår vi kommer til at udgive noget stort officielt, men på et eller andet tidspunkt, skal det nok ske,” lyder beskeden til håbefulde fans.

3 hurtige til Marvelous Mosell

Du har lavet en sang om Ninja Turtles. Hvem er din yndlings-turtle og hvorfor?

Jeg tror altid, Michelangelo har været min yndlings, men måske er det egentlig Raphael, når det kommer til stykket. Michelangelo er altid lidt overgearet og pjattet, men Raphael tænker nogle dybe tanker og kan også være lidt deprimeret indimellem – han er måske den mest menneskelige turtle. De to er mine yndlings, men Leonardo har de sejeste våben. Jeg synes, det er perfekt, at de er fire – de fungerer virkelig godt sammen.

Hvad er din yndlings tv-serie fra 80’erne eller 90’erne?

Det må være Rap fyr i L.A. fra min ungdom. Jeg ser den ikke mere, men da jeg gik i syvende klasse, var det den, alle så, og jeg så alle afsnittene. Det var den eneste hiphop-agtige serie, hvor de dansede, og der var rapmusik. Det var fresh og cool dengang – jokesene er måske ikke så sjove i dag. Jeg kunne også godt lide Beverly Hills, Friends og Kongen af Queens.

Hvor kommer dine dancemoves fra?

I folkeskolen var der tit skolefester, hvor man dansede meget. Jeg havde sådan nogle hiphop-bukser med lyn på, som jeg dansede rundt i, men jeg havde ikke så mange moves dengang. Nu, hvor vi har fået internet, er det superfedt, at man bare lige kan gå på YouTube og finde folk, der forklarer alle mulige moves. Meget af det jeg laver på scenen, har jeg lært på nettet, men jeg havde rytmen i forvejen.

Måske vil du også læse