Den evige jagt på drømmen | GOTHA

Den evige jagt på drømmen

Drømmefangeren Rasmus Littauer synger fra klasselokalet i sin egen skole, School of X, og udfordrer lydbilledet med sindstilstande, synths, røg og rastløshed.

Multitalentet Rasmus Littauer har tidligere spillet trommer for  bl.a. MØ, Major Lazer og Reptile Youth. Nu står han selv forrest på scenen under navnet School of X. Foto: Charlene Winfred / Red Bull Content Pool.

Shawarmadunsten buldrer ud på fortovsfliserne, og cyklerne driver fredagsudkørte og festparate forbi mig, da jeg går på Nørrebrogade. Idet jeg kigger op mod en række vinduer, spiller tracket By Your Side i min underbevidsthed. Jeg ringer til Rasmus Littauer for at høre om, jeg skal købe noget med til interviewet. ”Der er kaffe på kanden,” svarer han. 

Da Rasmus, aka School of X, åbner døren til sin lejlighed, bider jeg mærke i, hvordan han ligner en sortklædt, stilfuld og smilende udgave af Curt Cubain. Hans blå øjne er halvt lukkede, og et skævt, tilbageholdende smil byder mig velkommen, imens lyden fra musikanlægget bekræfter mig i, at min underbevidsthed ikke er det eneste sted By Your Side bliver spillet.


Rasmus Littauers drømmejagt er måske i virkeligheden en higen efter en tilværelse uden den kontakte rastløshed. Foto: Dennis Morton.

Når det går Leth

Vi går igennem herskabslejligheden, der sætter de instrumentale og nikotingule rammer for et musisk bofællesskab, og ud i køkkenet. Rasmus snupper en lille kop, da han ellers får hældt for meget koffein indenbords i løbet af en arbejdsdag. Han smider rutineret en Camel i mundvigen, og vi går i rygerummet. Et lille pulterkammer med udsigt til baggården. ”Ja, vi ryger jo ikke længere i hele lejligheden. Det er sgu ærgerligt. På den anden side er det meget fedt, at alt éns grej ikke lugter af røg.” 

Som vi står der på halvanden kvadratmeter, går snakken. Vi taler om smøger og sport, og vi kommer omkring løb og kondition. Her begynder min forståelse for School of X’ motivation, energi og nysgerrighed langsomt at tage form. ”Jeg kan godt lide at løbe, og jeg gør det ret ofte. Men jeg løber kun så længe, jeg synes, det er sjovt. Det samme gør sig gældende for min musik,” siger Rasmus og tilføjer med rastløs røst, at han ikke får produceret så meget for tiden, som han gerne ville. 

Den følelse har netop været ophav til tracket Words, som udkommer sidst i maj på diverse streamingtjenester. Det er en følelse af, at man gerne vil to eller flere ting på én gang, og derfor føler sig fastlåst i midten – og derfor intet får udrettet. 

Rasmus reciterer et par sætninger fra Jørgen Leth, som holder ham til ilden.

”Nogle gange er man ikke så produktiv, som man gerne ville være, men det gør ikke noget. Det er okay at have mindre gode perioder. Det er en væsentlig del af at have et kreativt virke. Man skal altid huske på, at man godt kan, for det har man jo gjort før. Man kommer forøvrigt ikke ud af sådan en periode uden at arbejde for det, men det er godt at have i baghovedet. At evnerne ikke er væk for evigt,” siger Rasmus og kigger eftertænksomt ud ad pultekammervinduet, mens han puster røg ud i baggården. ”Nå, skal vi gå ind?” spørger han. 


Perfektionisme kan både være en gave og en forbandelse. Den binder ham til studiet, både når kreativiteten flyder, og når skriveblokaden rammer. Foto: Dennis Morton.

Et solidt tævet trommeskind

Rasmus’ langt fra fuldkomne imitation af den frankofile cykelsportskommentator cementerer starten på et interview, jeg sent vil glemme. Tilbage på Rasmus’ værelse, som også er hans studie i School of X-regi, fortæller Rasmus mig om sit musiske ophav. ”Jeg har hørt meget støjrock og shoegaze-inspireret punk. Derudover så har The Beatles og Shu-bi-dua fyldt utrolig meget i min barndom, måske har de bands også en indflydelse på den musik jeg laver i dag. Hvalen Valborg, Stærk Tobak og Sexchikane vil altid have en plads i mit hjerte,” siger han og fortsætter:

”Det er utroligt sjældent, jeg hører noget, hvor jeg så tænker: ‘Jeg skal lave noget lignende.’ Den måde arbejder jeg ikke på. Men jeg tror til gengæld på, at den musik, du hører som musiker øver indflydelse på din underbevidsthed, og derfor kommer det indirekte med i din egen udtryksform.” 

School of X læner sig inspirationsmæssigt, ifølge Rasmus selv, op ad hiphoppen. Rasmus, der stadig turnerer med trommesættet i forskellige sammenhænge, er stadig vildt forelsket i, hvad et solidt beat kan gøre. ”Et godt beat er hjørnestenen i hiphop, det har det også været i min karriere hidtil, og trommerne spiller stadig en afgørende rolle i min musik.” 

I School of X oplever man, hvordan et solidt tævet trommeskind og Rasmus’ stemmer boltrer sig på forskellige niveauer. De betryggende, lemfældige og isolerede toner er hårdt dissekerede i forskellige lydspor. Du hører trommerne. Keyboardet. Rasmus’ stemme. Det hele bliver limet sammen af en tidssmeltende synthesizer og en dagdrømmende saxofon, som kategoriserer School of X’ musik et sted mellem dreampop, funk og hiphip.

Uperfekt perfektionisme

Vi sidder nu i Ramus’ mest vante omgivelser. Hans soverværelse. Skæret fra retrolampen, som står solidt plantet oven på Focal-højtaleren, kæmper en indædt kamp med en håndfuld levende lys om at belyse væreslet mest muligt. I det systematiske hyggerod af planter og instrumenter er det første, som springer mig i øjnene, nogle masker fra forskellige verdenshjørner. De sender forstenede grimasser ud i rummet, som alle fortæller en historie. En erindring om man vil. Netop erindringen er essentiel for Rasmus og hans musikforståelse.

”Min ven Adrian er barnebarn til den berømte kunstner Bjørn Nørgaard, som blandt andet gik på Den Eksperimenterende Kunstskole bedre kendt som Eks-skolen. Her var der ingen lærere og ingen elever. Det var måske mere et kunstnerkollektiv. Men det er et skidegodt navn. Det har gennem nogle år affødt idéen om bandnavnet School of X, som jeg selv går i. Det er en skole i og om alting. Navnet indkredser de følelser, jeg har i livet og for musikken. Jeg vil være åben over for nye perspektiver, og jeg vil lære gennem gamle erindringer.”

»Det er en skole i og om alting. Navnet indkredser de følelser, jeg har i livet og for musikken«

Eks-skolen, som blev grundlagt af en række samtidskunstnere i starten af 60’erne, har været kendt for at eliminere grænserne for persondyrkelse. De ville udfordre kunstens udtryksform og den måde som beskueren opfattede den på, og de satte processen højere end det egentlige resultat. Denne filosofi kan også spores i School of X’ musik. Her er det den evige jagt på drømmen, som afstedkommer den musiske udtryksform – mere end den egentlige drøm. Det giver en udtryksform, som svæver rastløst rundt i lydbilledet et sted mellem sindstilstande, virkelighed og drømme.

Lyden i School of X er et opråb om, at intet er nemt – eller skal være det. ”Jeg synes næsten altid, at det er kamp at lave musik,” siger Rasmus. 

Måske derfor er hans musik lyden af uperfekt perfektionisme. Det er lyden af høje krav og flygtige forelskelser til vilkårlige toner. Det er lyden af en evindelig musikalsk proces, som bliver afspillet på evighedens grammofon for aldrig at stoppe, men kun blive bedre.


Det er ikke for sjov, når man bruger ordet multitalent om Rasmus Littauer. I hans studie finder man et udvalg af instrumenter, som kan få det til at kilde alle de rigtige steder hos enhver musikentusiat. Foto: Flemming Bo Jensen / Red Bull Content Pool.

Før, nu og i fremtiden

Én af de største lektier for Rasmus i bandet School of X har været at gå fra trommeslager til forsanger. Hverken i MØ, Major Lazor, Broke, Complicated Cum eller Reptile Youth har Rasmus stået på scenekanten, på samme måde som han gør i dag. Nu er det hans navn, ansigt og musik, der er i fokus.

”En af de største musiske oplevelser, jeg haft som School of X, var den første koncert i Pumpehusets store sal, hvor jeg varmede op for The Raveonettes. Jeg har jo årevis af erfaring med, hvordan man spiller en koncert perfekt. Selv når jeg har tømmermænd, så laver jeg ikke fejl på trommerne. Det kører fint, altid. Men da jeg første gang skulle stå alene som School of X, så havde jeg enorme forventninger til mig selv – i en grad som jeg ikke har følt det længe. Jeg var pissenervøs, men det var livsbekræftende, og det bliver det sikkert også, når jeg skal spille på SPOT, Roskilde og i Orangeriet i Tivoli.”

»Jeg var pissenervøs, men det var livsbekræftende«

Rasmus erkender, at han elsker at turnere, men fastslår samtidig, at han ikke har travlt med at komme land og rige og rundt med School of X. ”Jeg vil hellere fokusere på, at de enkelte koncerter, som jeg udfører, er kvalitetsmæssigt i top. Jeg vil have hjertet med i alt, hvad der vedrører School of X, og derfor vil jeg, som det ser ud lige nu, vente med turnéen. Men jeg glæder mig til, at publikumsskaren er stor nok til, at det kan lade sig gøre.”

Lige nu har det musiske multitalent tre numre på SoundCloud, men der er ét af numrene, som fylder særligt meget i hans voksende repertoire. Det handler om at sætte ting på spil og om at satse hele dynen for dét, man brænder for.

Samme dag som jeg besøgte Rasmus, udgav hans vokalvilde kæreste, Sarah Mariegaard (også kendt som sangerinden fra Flødeklinikken), sit første minialbum, No. 14, under navnet Soleima. Og netop Soleima har i en eller anden forstand været med til at præge noget af Rasmus’ egen musik. ”Et af mine egne yndlingsnumrer på min EP er Las Vegas. Musikken faldt på plads ret hurtigt, og jeg skrev teksten på et godt tidpunkt. Jeg var på ferie sammen med min kæreste i Mexico, så den har faktisk betydet rigtig meget for mig,” fortæller Rasmus. 

Et indtryk af et udtryk

Da jeg selv cykler fra Rasmus Littauers lejlighed, fredagsudkørt og festparat, føler jeg mig beriget. Jeg tænker, om det er den følelse, man har, når man er elev i egen skole, eller om det bare var  Rasmus’ trygge hjem, som gjorde mig glad. Jeg bliver stadig fyldt med rastløs glæde, når jeg hører hans musik og tænker på, hvordan School of X aldrig må fange drømmen. For så er det slut med at være tilskuer til en drømmejagt, som først lige er begyndt.

Blå bog

Den 27-årige Rasmus Littauer har de seneste år spillet trommer og turneret med MØ, Broke, Major Lazor, Complicated Universal Cum, Reptile Youth og The Asteroids Galaxy Tour m.fl.

Rasmus har særligt de seneste år arbejdet på soloprojektet School of X, hvor kæresten Sarah Mariegaard aka Soleima også er feat. på et numrene.

Du kan høre School of X på SoundCloud og på diverse streamingtjenester fra slutningen af maj. Hvis du vil se ham live, så giver han indtil videre tre koncerter i løbet af sommerhalvåret på henholdsvis Roskilde Festival, Orangeriet i Tivoli og på SPOT-festival.

Måske vil du også læse