Ingen skal bestemme, hvordan vores pop skal lyde« | GOTHA

Ingen skal bestemme, hvordan vores pop skal lyde«

Popfænomenet Barselona lader sig ikke styre af pladeselskaber og andres forventninger. Trods deres unge alder hersker der ingen tvivl om visionerne for musikken. Alt foregår med følelserne frit fremme.

Det hele er gået forrygende stærkt for teenagegutterne Rasmus og Rud, der til sammen udgør  duoen Barselona. Sidste sommer skabte de deres første single i et lille hjemmebygget kælderstudie. Dengang var det Rasmus, der besøgte Rud i forældrenes lejlighed, et par etager over kælderstudiet. Besøget skulle vise sig at blive starten på et vildt, hektisk og succesfuldt år. 

I dag er det Gotha, der stjæler drengenes tid, og ringer på dørklokken til den Frederiksberg-lejlighed, som udgjorde scenen for bandets første toner. 

To forskellige verdener

Det er langt fra et par mondæne Frederiksberg-drenge, som åbner døren. Ligesom drengene kører deres egen stil i musikuniverset, hviler de tydeligvis også i deres egen personlige, afslappede og underspillede fremtoning. Det samme gælder i lejligheden, hvor man straks føler sig velkommen – som var man ven frem for fremmed. 

Duoen Barselona består af Rud (ovenfor) og Rasmus (herunder). De to fyre skabte sidste sommer ret spontant deres første single i et lille hjemmebygget kælderstudie. I år spillede de på Roskilde Festival.

Mens Rud skummer mælk til kaffen, sætter Rasmus og jeg os hen til det store spisebord, hvor anlægget spiller ved siden af. Man kan ikke undgå at få øje på el-guitaren, der hænger på væggen og vidner om et hjem med musikalske toner. 

Med kaffen på bordet begynder interviewet og dermed også indblikket i, hvad der foregår i hovedet på to teenagedrenge, der på kun et år har formået at få deres navn på noget så markant og for drengene uventet, som Roskildeplakaten. 

”Vi kom jo fra to helt forskellige verdener. Både hvad angår vores musikalske baggrund og vores måder at være på”, forklarer 17-årige Rud, der ikke lige havde spået en musikalsk duo mellem sig selv og efterskolekammeraten Rasmus. 

Faktisk var det først, da efterskoleåret var slut, at de to drenge for alvor begyndte at snakke. Det var på Roskilde Festival sidste år, og kun tre dage efter festivalen, blev den første Barselona-sang en realitet. 

Drømmen om at spille på Roskilde Festival og dermed fuldende den cirkel, som begyndte på netop denne festival i 2016 blev hurtigt opfyldt. Langt hurtigere end, hvad der er virkeligheden for de fleste band. Den hurtige succes betyder dog ikke, at Barselona hviler på laurbærrene. Med deres spritnye EP, glæder drengene sig til at tage hul på efterårets koncerter rundt omkring i landet. Og selvom Barselonas første single gik forrygende, har det ikke været ren leg at skrive den nye EP. Det har været hårdt arbejde midt i al den tumult, der også følger med et teenageliv. 

Og det kan høres i musikken. I modsætning til bandets første mixtape, der emmer af glad og bekymringsfri sommerpop, tegner der sig nemlig et andet lydbillede på den nye EP. 

Venskabet mellem de to opstod faktisk først efter året på efterskole. Da Rasmus (tv.) og Rud (th.) fandt sammen om musikken på Roskilde festival 2016. 

”Mange af de nye sange er skrevet i løbet af vinteren, hvor det måske ikke var helt ligeså grineren, som da vi lavede vores første mixtape. Uden at vi har tænkt så meget over det, har det åbenbart påvirket lyden,” konstaterer Rud. 

Samtidig med vinterens påvirkning af lyden, har det også været vigtigt for det unge band at bevare deres kunstneriske frihed. 

”Det har været meget vigtigt for os, at den første lyd ikke bliver en begrænsning, for der er helt klart også en kunstnerisk værdi i melankoli. Vi har ikke lyst til at være et konceptband, der kun synger om, hvor lækkert vi har det,” siger 18-årige Rasmus eftertænksomt og husker tilbage på en sommerhustur i januar, hvor intet gik som planlagt. 

Sommerhus-psykose 

Turen skulle bruges til at skrive musik til den nye EP, og drengene forestillede sig, at en uge i isolation på Nordsjælland ville gøre underværker for kreativiteten. I stedet endte ugen med at blive et kæmpe nederlag.

Tiden op til havde være præget af ”knald på” – ny pladekontrakt, møder og koncerter. Den ene dag efter den anden blev fyldt op. Og så skulle der sideløbende også lige produceres en EP. 

»Pludselig sidder vi i et lille sommerhus, revet ud af orkanens øje – og skal være kreative«

”Der skete så meget i den periode, og lige pludselig sidder vi i et lille sommerhus i Nordsjælland og er blevet revet ud af orkanens øje – i en skov uden internet. Der var det så meningen, at vi skulle være kreative og koble af,” siger Rasmus og fortsætter grinende: 

”Det kunne vi bare overhovedet ikke.”

Selvom drengene beskriver sommerhusturen som den værste uge i deres liv, har den gjort båndet mellem de to drenge endnu tættere. Det til trods holder de sig dog for fremtiden til kælderstudiet, når der skal skrives musik. 

”Vi tager aldrig mere i sommerhus uden at være ordentlig klar til det. Så knækker man psykisk, og så bliver det umuligt at fremtvinge noget som helst genialt”, lyder det fra Rud, der står i døråbningen til altanen med en hjemmerullet smøg i munden og nærmest pinlig forklarer, hvordan det kun var én af de 10 sange, de skrev i sommerhuset, som kunne bruges. 

»Så knækker man psykisk, og så bliver det umuligt at fremtvinge noget som helst genialt«

Rasmus nikker i enighed og Rud tilføjer, at de ni kasserede sange lyder så ringe, at ingen nogensinde må høre dem. Faktisk er de allerede blevet slettet fra både computeren og – næsten – også fra bevidstheden. Hvis der er noget de to drenge er bevidste om, er det nemlig deres musikalske visioner – og de blev ikke opfyldt på de ni sange. 

Barselona tvivler ikke på, hvor de gerne vil hen med deres musik. Og her et halvt års tid efter føler de heller ikke, at ugen i sommerhus var det rene spild af tid. 

Det sidste af de ti sommerhusnumre tog nemlig – og heldigvis – drengene med storm. Og nu kører nummeret Pige og Dreng på nogle af de største radiostationer i landet. 

”Pludselig var den der bare. Seriøst, det er jo hele grunden til, at vi laver musik. Den uge i sommerhus-helvede blev retfærdiggjort på de få minutter, hvor vi bare sad med tårer i øjnene og kiggede på hinanden og tænkte: Vi har fandeme gjort det”, fortæller Rasmus stolt, mens han fjerner en tot hår fra ansigtet. 

Til en koncert i Odense blev Rud (den mørkhårede af de to) så mærket af følelserne i sangen Pandehårspiger, at han begyndte at tude, væltede og endte med en flækket læbe. 

Forstyrrende entusiasme 

Teksterne og musikken er drengenes hjertebarn. Hver og én er en personlig beretning med særlig betydning, og lytter man med, skinner de autentiske følelser da også tydeligt igennem. 

Og netop at kunne mærke og stå inde for det, de laver,  forstærker drengenes behov for at passe på musikken og dens autenticitet. 

”Når det er så personligt, så vil man gerne passe på det og gøre det på ens egen måde. Så dur det bare ikke, at der kommer en eller anden pladeselskabsgut, der tror, at han ved, hvad der er fedt. For hvis det ikke er fedt for os, så er det heller ikke fedt for andre”, fortsætter Rud, hvorefter han fugter cigaretpapiret med læberne. Og ligeså gnidningsfrit som det ser ud til at være at rulle smøgen, ligeså stålfast og entusiastisk virker både han og Rasmus i deres musikalske identitet. 

Faktisk så stålfaste og entusiastisk, at blot det at snakke om musikken, kan få selv den mest rutinerede cigaretruller til at lave fejl. Rud konstaterer, at han i sin koncentration om vores snak har vendt cigaretrullepapiret forkert og må starte forfra. 

Da smøgen er på plads i mundvigen, og han selv er rykket hen i altandøren, fortsætter Rasmus fortællingen: 

”Bandet bliver jo også et varemærke, jo mere kendte vi bliver. Så skal vi også kunne stå inde for det, vi laver,” siger han og understreger dermed, hvor meget selvstændigheden betyder for det personlige præg i Barselonas musik. 

Former sig selv

Her et år efter, at startskuddet til Barselona gik, kan drengene endelig stoppe op og nyde alt det, de har opnået. 

”Jeg kan huske, da vi blev Ugens Kanon (i KarriereKanonen, red.). Det var virkelig fedt, men der gik bare aldrig særlig lang tid, før der skete noget andet, der lige var en tand vildere. Så faktisk er det først nu, at vi har haft tid til at stoppe op og være stolte og glade,” siger Rud, der nyder det sidste af sommerferien, mens EP’en bliver mixet færdig hos pladeselskabet – et pladeselskab, der ifølge de to drenge formår at gøre Barselonas egne visioner og drømme til virkelighed. 

”Det sker jo nogle gange, at det er pladeselskabet, der ligesom danner og former artisten. Sådan vil vi ikke have det, men heldigvis fandt vi et sted, som vi er fuldstændigt på bølgelængde med,” lyder det fra Rasmus, der forklarer, at det nok bunder i både stædighed og selvbevidsthed. 

”Faktisk er det nok noget af det, jeg har lært af Rud. At blive bevidst om, hvad jeg synes er fedt for os selv og projektet.” 

Når man tuder på scenen...

Den mislykkede sommerhustur ligger nu langt væk fra drengenes virkelighed. Det samme gør en koncert i Studenterhuset i Odense, som blev kulminationen på en elendig uge. 

Op til koncerten havde turen i sommerhus ikke gjort noget synderligt godt for drengenes psyke eller følelserne bandmedlemmerne imellem. Rud var uvenner med guitaristen og gik og kæmpede lidt med den svære kærlighed, der har det med at være ubarmhjertig over for følsomme teenagehjerter. Mens Rasmus var generelt nervøs for, hvordan det skulle gå med både kærlighedskvaler og interne band-konflikter. 

Selvom drengene beskriver sig selv den aften som ”et par stive følelsesvrag”, understreger de, at selve spilleriet gik ”mega godt”. Det ændrede dog ikke på, at selve koncerten gik lidt atypisk.

Frem for at slutte koncerten med fest og farver, blev det sidste nummer nemlig til en rørende oplevelse – særligt for Rud. 

Under nummeret Pandehårspiger lod han følelserne få frit spil, og mens tårerne løb ned ad kinderne på duoens forsanger, væltede han om på gulvet og flækkede læben, da den ramte mikrofonen en tand for hårdt. 

”De fleste har nok en eller anden sang, som altid bare vil betyde meget for dem. Sådan har jeg det med Pandehårspiger. Der var så mange følelser i spil lige der, og da vi spillede den, kunne jeg slet ikke styre min reaktion.” 

Med ondt i hjertet – og ondt i læben – sluttede koncerten, og Rud løb til toget for at tage til København og gøre det, der havde fyldt hans hoved hele dagen. 

”Jeg tog tilbage og sagde til min daværende ekskæreste, at jeg elskede hende. Og så blev vi heldigvis kærester igen”, siger Rud med et glimt i øjet. 

Koncerten med de mange følelser forklarer meget godt, at Barselona leverer ægte, følelsesbetinget pop samtidig med, at de skaber et univers, hvori poppen kan indfries. Om det er de glade sommerrytmer om Simon Spies, grisefest og Barcelonas stræder eller kærlighedens svære valg, der fylder universet, betyder ikke så meget. Vigtigst er det, at det er ægte og autentisk – både for publikum og for Barselona-drengene selv.

Barselona

  • Rasmus og Rud, som udgør popfænomenter Barselona, gik på efterskole sammen 2015-2016.
  • På efterskolen talte de ikke rigtigt sammen. 
  • Kemien mellem de to opstod første efter efterskoleåret på Roskilde Festival 2016. 
  • I 2017 var det unge band på Roskildeplakaten.

Måske vil du også læse