Med intuitionen som kompas | Side 9 | GOTHA

Med intuitionen som kompas

Rebecca Molina indspillede sin første sang, da hun var otte år gammel. Siden da har hun lært sig selv at spille trommer og synthesizers, at producere og mixe, og hun er involveret i alle steps i tilblivelsen af sin musik. Men den måske vigtigste evne, hun har udviklet, er at stole på sin egen intuition.

Rebecca Molina

Det første, jeg spørger Rebecca Molina, som blot bruger Molina som kunstnernavn, om, er hvad hun ville sige, hvis hun skulle beskrive sin musik for én, der aldrig har hørt den. Men det er ikke noget, der kan gives en simpel forklaring på.

”Jeg tror, det er bedst, hvis man selv lytter og danner sine egne billeder. Det er op til lytterne at føle og tænke det, de har lyst. Jeg bryder mig ikke om at binde min musik til noget specielt - især fordi den er i konstant udvikling,” forklarer den 26-årige musiker. 

”Den bedste oplevelse for mig, når jeg lytter til musik, er, når det ikke er defineret på forhånd. Det giver en mulighed for at føle noget helt specielt i momentet. Jeg elsker den følelse, jeg får første gang, jeg lytter til musik, jeg ikke har hørt før – det kan give mig gåsehud og tage mig helt ud i en anden galakse.”

Hvis man alligevel forsøger at sætte ord på Molinas musik, så finder man hurtigt ud af, at det ikke er helt ligetil. Man kan prøve sig frem med ’pop’, ’eksperimenterende’, ’elektronisk’, ’energisk’, ’legende’, men i sidste ende er der ikke noget, der helt rammer plet. Molinas musikalske univers består af mange lag, udviskede grænser og finurlige detaljer, og den eneste måde, du kan blive klog på den på – eller gøre et forsøg i hvert fald – er ved at lytte til den. 

Keyboard og kassettebånd

Molina er vokset op i et hjem, hvor der altid var lyd på anlægget, og morens cd- og pladesamling indeholdt blandt andet navne som Kate Bush, David Bowie, Enigma, og Royksopp. Allerede i børnehavealderen begyndte Molina at synge, og hun kan huske, at hun ønskede sig Basement Jaxx’ album ’Rooty’ samtidig med, at hun stadig dansede rundt til børnemusik. 

”Til familiefester skulle jeg også altid være den, der skulle underholde, tvinge dem alle til at se, og høre, på mig, når jeg stod og sang,” griner hun. 

”Vi er meget tætte i min familie, og jeg brugte meget tid hos min tante og onkel, som er musiker. Han havde en masse instrumenter, som fascinerede mig, og så begyndte jeg at spille på hans keyboard. Og så indspillede vi en sang sammen, da jeg var otte år gammel – på et kassettebånd. Han hjalp mig med at prøve det af i en tidlig alder.

”Som 14-årig kom hun på musikefterskole, hvor hun så småt begyndte at skrive musik og udforske teenageidoler som Joy Division, Kate Bush, New Order, Aphex Twin og Kraftwerk. Men det var især på produktionsskolen k-u-b-a, da hun var 17 år, at den musikalske selvtillid voksede.

”Jeg havde en rigtig god lærer, Stephan, som var god til at opmuntre mig til at skrive. Han havde en oprigtig interesse i mig og min musik, og det gav mig en god sjat selvtillid til at skrive i så ung en alder,” fortæller hun. 

Mens Molina studerede lydteknik på k-u-b-a, lærte hun sig selv at producere i musikprogrammet Logic, og i dag både skriver, producerer og mixer hun alt selv. Det er først til allersidst, at der kommer en tekniker med til at finpudse de sidste detaljer, men selv der forlader Molina ikke studiet. Alt hvad der kommer ud skal være hendes eget. Det kan godt være hårdt at være så meget involveret i alle aspekter af projektet, men hvis hun kommer til et punkt, hvor hun kan mærke, at det føles mere som en pligt end et passionsprojekt, så gør hun noget ved det med det samme. 

”Jeg giver mig selv lov til at tage et par ugers pause og får dyrket nogle af de andre ting i mit liv, som også er vigtige for mig. Jeg er sammen med min kæreste, min familie og mine venner, og jeg får slappet af. Og jeg laver mad alene – det kobler jeg helt af med,” griner hun. ”Det ender altid med, at det kribler i kroppen for at komme i gang med musikken igen, og det er dejligt og vigtigt for mig at have det sådan.” 

Ingen begrænsninger

I starten af 2017 udgav Molina debut EP’en Corpus, og hun er sidenhen blevet signet på det københavnske indielabel Tamborhinoceros (Palace Winter, Cancer, August Rosenbaum, The Entrepreneurs, IRAH). I hendes musikalske omgangskreds finder man blandt andre ML Buch og Clarissa Connelly, som hun spillede triple-koncerter med sidste efterår, og derudover læser Molina komposition på Rytmisk Musikkonservatorium, hvor hun bliver færdig til sommer. De seneste år har hun befundet sig i en smeltedigel af inspirationskilder og sparringspartnerne, som har været til stor gavn ikke bare for hendes produktivitet, men også for hendes tekniske evner til at producere og komponere.

”Jeg har fået en bredere forståelse for tidens kommercielle og eksperimenterende musik. Jeg har også udviklet mig i at arbejde med min musik som hele værker og med en intuitiv tilgang, i stedet for at holde mig indenfor en traditionel boks. Jeg tænker mere på, hvad jeg selv ønsker og føler med det, jeg laver, og har været åben over kritik. Det påvirker mig ikke i samme grad længere, og det er ok, at ikke alle føler det samme, som jeg selv gør, med mine værker.”

Intuitionen, mavefornemmelsen er en vigtig vejviser i sangskrivningsprocessen, og Molina er god til ikke at lade sig selv styre af selvkritik.   

”Jeg er hård ved mig selv og de sidste detaljer efterfølgende, men ikke så meget i den første del af processen. Jeg er ret god til bare at gøre noget uden at tænke for meget over det i første omgang. Og jeg er også god til at lukke ting. Også selvom det måske er første take af noget, jeg har indspillet, så er det ofte dét, jeg bruger, fordi jeg godt kan lide den umiddelbarhed, der ligger i det. Det betyder ikke, jeg ikke arbejder lang tid på ting, for det gør jeg efterfølgende, men tit, når jeg laver musik, så bruger jeg de første valg, jeg tager.”

2018 bød på singlerne ”Hey Kids” og ”Mike”, som fik international omtale og radioairplay, og i år lover Molina, at der kommer mere ny musik fra hende. Singlen ”Venus” udkommer den 20. februar, og så arbejder hun på et større værk, som forhåbentlig er klar senere på året

”Til mine kommende udgivelser er jeg meget optaget af at arbejde med akustiske og elektroniske elementer i en helhed,” fortæller hun. ”Det gør jeg blandt andet ved at udforske teksturen på de akustiske indspilninger (fløjte, guitar og strygere). F.eks. former jeg dem, så det lyder som en digital guitar-synth, men jeg kan stadig høre vejrtrækningen og rummet omkring instrumentet. Jeg kan godt lide at finde balancen imellem de to verdener.” 

Venner og visuals

Molina optræder både solo og med et band, som primært består af gode venner, som hun har mødt på konservatoriet: Carl Otterstad (bass), Mikkel Fink Trøjborg (Collider, trommer), Marie-Louise Schou Buch (ML Buch, kor), hendes mangeårige ven Morten Findshøj (guitar, synth) samt hendes ligeledes mangeårige veninde Josefine Hilfling (kor, fløjte). I øvelokalet bidrager de alle med input og lag til live-oplevelsen, og de sætter således alle deres præg på den.

Det har været altafgørende for Molina, at det er et band, som hun kender godt og føler sig tryg ved. Det har nemlig været svært for hende at finde sig til rette på scenen, at lære at ’eje’ den. 

”Jeg er vant til at sidde bag en skærm og elsker den proces,” siger Molina. ”Det er først indenfor det sidste halve års tid, at jeg har fundet mere ro på scenen, og jeg har accepteret, at jeg ’kun’ skal synge og være der for publikum, og så lade mit fantastiske band spille sangene.”

Omvendt så er hun også meget fokuseret på tilstedeværelsen i sine solo-performances, hvor hun er nødt til at spille de mange lag selv, og derfor til tider må stå bag en skærm. Hun skal blandt andet til at arbejde på at med interaktive visuals, og skulpturer. 

Den visuelle æstetik omkring musikken spiller generelt en vigtig rolle for Molina. Også her er hun selv drivkraften, og hun nyder at arbejde alene med det, fordi det giver hende mulighed for at lave præcis, hvad hun føler i et bestemt øjeblik. Men hun rækker også ud til andre, når der er behov for det. På hendes kommende musikvideo har hun blandt andet arbejdet sammen med den franske foto- og videokunstner Diane Guais, som hun faldt over på Instagram, hvor hun med det samme forelskede sig i hendes farvefulde udtryk. Molina tog kontakt til kunstneren og endte med at tage til Normandiet for at skyde musikvideoen i Guais’ smukke barndomshjem. 

”Det visuelle er vigtigt for mig, fordi jeg først og fremmest synes, det er spændende at arbejde med. Jeg tror, det er lettere at tage musikken til sig, hvis der er endnu et led i projektet til at binde det sammen. Noget at se på og føle på,” forklarer hun. ”Generelt elsker jeg at arbejde med video og billeder, så det er dejligt at kunne kombinere det med musikken som en helhed.”

Rebecca Molina 

  • 26 år
  • Har sunget siden hun var helt lille og indspillede sin første sang som 8-årig
  • Studerer idag komposition på Rytmisk Musikkonservatorium
  • Skriver og producerer al sin musik selv
  • Udgiver d. 20. februar sin nye single ’Venus’
  • Videoen til nummeret er lavet i samarbejde med den fransk videokunstner Diane Guais

Måske vil du også læse