Nu har jeg lavet lortet selv | Side 5 | GOTHA

Nu har jeg lavet lortet selv

Alex Vargas er langt fra en grønskolling på scenen. På 12 år er han gået fra Gummi Tarzan til at brænde to millioner kroner af på barer og taxaboner i London og videre til i dag at stå på egne, solide ben. Mød den anti-autoritære romantiker, der er på vej til at tage os med storm.

Alex Vargas

Ifølge Alex Vargas burde vores uddannelsessystem være bedre til at vise, at det er en god ting at lave fejl.

Det her kommer ud til gymnasier, ikke?” spørger Alex Vargas, og da han får et ja, skraldgriner han. Han har netop fortalt om dengang for 12 år siden, da han og moren brændte hans gymnasiebøger på et bål, lige inden han tog til London for at forfølge sin musikerdrøm. 

I dag står han med det ene ben solidt plantet i London og det andet godt på vej ind på den danske musikscene. Gaffa har kaldt ham den fortabte søn, som vender hjem – men der er ikke meget fortabt over ham, som han sidder og smiler gavtyveagtigt over sin sorte kaffe, imens de mandelformede, grønne øjne vidner om, at der gemmer sig både intelligens og selvindsigt bag det ellers rå London-look. 

Vi sidder på en café på Indre Nørrebro. Udenfor er den københavnske morgenluft kølig, selvom solen ihærdigt prøver at opvarme de graffiti-klædte murer og myldret af cykelsæder. Alex er lige landet fra London og skal på en eller anden måde både nå familiebesøg, tvillingedate (bedstevenindens nyfødte) og et ocean af musikforpligtelser i løbet af de næste dage i København. 

Lige pludselig er det gået stærkt for 28-årige Alex Vargas. Herhjemme har han toppet iTunes-hitlisterne med sin aktuelle EP, Giving Up The Ghost, og singlen Shackled Up, som også tidligere på året var P3’s Uundgåelige. Og med sit internationale format – som Copenhagen Records kalder det – formår han også at fylde salene i udlandet. Bl.a. i England, Rusland og Amsterdam, hvor sangerens/sangskriverens EP samtidig har ligget nr. 1 på den hollandske iTunes-hitliste. Og hans Facebookfans kommer fra alt fra Danmark og Holland til Rusland og Brasilien. 

“Jeg plejede at spille på en lille café ved siden af Vega, og nu har jeg pludselig to udsolgte koncerter inde på den store scene. Det har jeg aldrig prøvet før,” siger Alex Vargas, der har svært ved at sætte en finger på, hvorfor succesen er kommet netop nu. Der er nok ingen tvivl om, at Shackled Up som P3’s Uundgåelige og en optræden i X-Factor har været med til at give et ekstra skud i den rigtige retning. Men på trods af disse mainstream rygskub, så er ‘main stream’ bestemt ikke et ord, som passer på Alex Vargas. 

Charme, selvtillid og lækkert hår

For at forstå hvem Alex Vargas er – og hvorfor han er alt andet end mainstream – skal man tage et par spadestik ned i hans baggrund. For hvad er det med de afbrændte skolebøger og London?

For at starte ved begyndelsen er Alex Vargas – eller Alexander Vargas Blay – vokset op hos sin danske mor i Hørsholm og sin uruguayanske far i København. Med to søskende og et at hav af fætre og kusiner har familien altid betydet meget for ham. 

Som dreng havde han krudt i røven, og man så ham sjældent sidde stille. Men selvom han skilte sig ud fra sine klassekammerater med sit store, mørke, krøllede hår og efternavnet Vargas (som fik mange kreative fortolkninger med et gran af børnefantasi), så stortrivedes den unge Alex Vargas i folkeskolen. 

“Jeg klarede mig igennem folkeskolen på charme og selvtillid. Det prellede fuldstændig af, når de andre børn kaldte mig bongo, og lærerne kunne jeg sno om min lillefinger. Jeg var ikke noget ’boy wonder’, men jeg kunne slippe afsted med meget,” smiler han skælmsk, så det lille mellemrum mellem fortænderne kommer til syne. 

Som han sidder dér, lænet ind over bordet med hagen hvilende i den ene hånd og et grin lurende i øjenkrogen, forstår man udmærket, hvordan han kunne charmere folkeskolens lærere og lærerinder. Og den naturlige karisma, der uden tvivl også omgav sangeren som barn, har han bragt videre til det, der skulle vise sig at blive den helt store opblomstring.

Brændte gymnasiebøgerne

Som mange andre danske drenge havde Alex Vargas en drøm om at blive professionel fodboldspiller – men den drøm forsvandt som regndråber i en ørken, da han som 12-årig for første gang stod på en scene. 

“Skatteøen var mit første rigtige møde med scenen, og jeg blev fuldstændig forelsket. Lyset, lyden, musikken, kostumerne. Det kæmpe sus, du får ved at gå på scenen og vide, at du ikke kan gå af – du har committet til det hele. Teamworket og de kuldegysninger, du får af de andre sangere,” fortæller den blomstrende stjerne med længsel i stemmen. 

Skatteøen blev startskuddet og de næste fire år spillede Alex Vargas på Folketeatret, bl.a. med store roller som Ivan Olsen i Gummi Tarzan. 

Med tiden samlede han også guitaren op, hvilket kom helt naturligt – måske fordi det unge talents far selv var musiker og havde en stor indflydelse på sønnens musikalske opdragelse. 

Så da tiden kom for den unge Vargas til at forlade folkeskolen, var han mere end klar til at komme videre. Men mødet med gymnasiet blev en knap så fornøjelig oplevelse og karaktererne raslede nedad. 

“Pludselig kunne jeg ikke charmere mig igennem længere, jeg kunne slet ikke koncentrere mig om skolen, fordi mit hoved var fyldt af alle mulige tekster, og i mine notesbøger stod der alt andet end noter,” fortæller han, imens det livlige kropssprog sladrer om hans sydamerikanske aner.

Så da chancen bød sig, og den 17-årige knægt fik tilbuddet om at arbejde med sin musik i London, slog han til uden tøven. Og med en usædvanlig støtte hjemmefra. 

“Jeg har en fantastisk mor, som støtter sine børn i lige præcis det, de gerne vil. Så da jeg kom hjem fra skole en dag, sagde min mor, at nu lavede vi et bål og brændte alle de bøger, som jeg ikke skulle aflevere tilbage til skolen,” siger han – og skraldgriner ved tanken om sine manglende evner som gymnasial foregangsmand.  

Kraftedeme ikke Ivan Olsen

Tre uger i London blev hurtigt til seks uger, og i dag har Alex Vargas boet der i 11 år. 

“I London havde jeg fra starten en følelse af at høre til. Der er så mange mennesker, og du kan være lige den, du har lyst til at være,” fortæller han. 

Han ligner med sine sorte jeans, sweater og sneakers, de tunge ringe i næsen og øret og det mørke hår strøget tilbage i en høj knold også en, der er klar til at hoppe på forsiden af et engelsk undergrundsmusik-magasin. 

For selvom Alex Vargas var glad for at vokse op i en lille by med cykel, rulleskøjter og intet at være bange for, så har han, ifølge ham selv, nok altid været bydreng ind til benet – dog en bydreng, der på trods af sin delvise opvækst hos faren i København, altid følte sig lidt som en gæst i byen. Og tiden med rollen som Gummi Tarzan hjalp heller ikke den 16-årige spirende kunstner.

“Jeg havde været i tv og diverse ungdomsprogrammer i forbindelse med rollen i Gummi Tarzan. Så da jeg begyndte at gå i byen, blev jeg genkendt. Det var fucking nederen lige at være startet i 1.g og så blive genkendt som Gummi Tarzan. ’Du skal kraftedeme ikke kalde mig Ivan Olsen’ – sådan havde jeg det,” griner Alex Vargas, men der er også en grad af alvor i stemmen. 

I London fik han lov til bare at være sangskriveren Alex Vargas, og med sit talent i ryggen kunne han inden længe skrive under på en fornem kontrakt og danne bandet Vagabond. 

Men succesen var måske alligevel kommet for hurtigt til sangskriveren.

“Albummet lød ad helvede til – alle de ting, som drengene havde indspillet, var blevet klippet i smadder. Men vi turnerede en del, og jeg lærte virkelig det hårde liv på landevejen at kende. Jeg var 20-21 år, bragede bare igennem og drak rigtig meget dengang. Så jeg har prøvet det dér med at brænde to millioner kroner af på taxaboner og barer – og det er altså ikke lykken. Selvfølgelig er det ikke det.”

Alex Vargas har selv tegnet sine tatoveringer. Bl.a. to sammenslyngede hjerter på underarmen, som er lavet ud fra hans mors underskrift.

Et stjålet hjerte

Så med et nederlag i kufferten og 12 års erfaringer med at optræde, står Alex Vargas nu på den anden side. 

Heldigvis uden at have mistet kærligheden til musikken og scenen – langt, langt fra.

En helt særlig intensitet strømmer fra ham, når han med et imponerende lixtal taler om sin musik. Stemmen bliver hurtigere, øjnene passionerede, og han har (endnu) sværere ved at forholde sig i ro på stolen. Og han har da også følelsen af, at han nu er på rette vej musikalsk. 

“Jeg har mange gange haft følelsen af, at jeg har fundet min lyd, men jeg har aldrig været så sikker, som jeg har været inden for de sidste to år. Med den EP vi har lavet nu, føler jeg for alvor, at jeg er inde på noget af det rigtige. Det har nok noget at gøre med, at nu har jeg selv lavet lortet,” smiler han.

Men der er en grund til at lige scenen, musikken og London har stjålet hans hjerte. Alle tre ting giver ham muligheden for at være lige den, han har lyst til at være, og det giver en form for tiltrængt kontrol. Han uddyber:

“Scenen er det sted, hvor jeg føler mig allermest hjemme, for dér har du magten til at bestemme, hvad der skal ske. Når du tager mikrofonen i hånden, kan du sætte stemningen og påvirke publikum, uanset om de hækler eller råber og skriger. Det betyder også, at alle mine shows er forskellige, fordi min sceneoptræden afhænger meget af min sindsstemning, når jeg går på. Men jeg tror at alle – hvis de har mulighed for det – har godt af at have et frirum, hvor de er i fuld kontrol.”

Afhængighed og trekanter

Musikken og det at stå på scenen er noget, som Alex Vargas er dybt afhængig af – “ellers ville jeg være i et rent følelsesmareridt. Jeg udtrykker det i mine sange, så jeg ikke skal deale med det på daglig basis,” siger han – og må indrømme, at han nok også er noget af en romantiker. 

For musikken er terapi for ham. En måde at komme ud med og bearbejde nogle ting. De overordnede temaer på hans aktuelle EP er også sorg og afsavn. 

Eksempelvis handler hittet Shackled Up om et dysfunktionelt forhold, hvor både Alex Vargas og hans daværende kæreste var ude på et mentalt sideplan. Og sangen Giving Up The Ghost handler om, når alt i en vender sig mod en selv, og teksten er en forespørgsel om forløsning. 

“Det kan godt være, at jeg vågner en dag om 20 år og finder ud af, at det hele bare har været narcissisme,” siger han tankefuldt. Men selvom det, ifølge ham selv, godt kan lyde som et lidt egocentrisk projekt, så kan han godt lide at skrive sange, som folk selv kan få lov til at fortolke og bruge til deres egne ting.

“Jeg elsker at fortælle historier, og mine sange taler også om ting, som kan betyde flere ting. F.eks. handler sangen Solid Ground om et trekantsdrama, men den tredje person er en personificering af København, fordi jeg, da jeg skrev sangen, var i et langdistanceforhold, så teksten handler om min jalousi på byen over, at den havde hende. Men fordi sangene ofte er metaforer for noget andet, så håber jeg, at de også kan give publikum en følelsesmæssig tilfredsstillelse.” 

Alex Vargas og hans trofaste kreative partner Tommy Sheen gør også noget ekstra for, at publikum skal få en ekstraordinær oplevelse, når de kommer til liveshows. Der er både noget til musik-nørderne, elektronik-nørderne og scene-nørderne. De arbejder bl.a. med symmetri i deres sceneshow, men mere vil Alex Vargas ikke ud med. 

“Resten må man opleve til en livekoncert,” siger han og blinker.

Fejl er vejen til succes

Alex Vargas mener ikke nødvendigvis, at han er sat i verden for at skabe musik – men han er her for at udtrykke sig kreativt. 

“Uden evnen til det ville jeg være dybt ulykkelig,” siger han og understreger, at han lige så godt kunne være endt som skuespiller. 

”Men et almindeligt 9-17-job var aldrig en mulighed. Jeg er alt for anti-autoritær.”

Ifølge Alex Vargas burde alle være bedre til at bruge kreativiteten – og lære at sige ja i stedet for nej: 

“Alle har brug for at give udtryk for noget, de ikke er klar over, at de har brug for. Men problemet er, at vi, fra vi er helt små, ofte bliver frarøvet evnen til at tænke frit og lade fantasien råde. I uddannelsessystemet får vi igen og igen nej, når vi siger noget forkert eller ikke følger reglerne. Så nej er et farligt ord. For mig er idéer som et langt rør med kugler – og for enden af røret kan kuglerne falde ud. Men hvis du bare siger nej til alle dine idéer, fordi de ikke er gode eller perfekte nok, så er det det samme som at lukke af for røret,” siger han og fortsætter: 

”Og så bliver der ikke plads til alle de kugler, som ligger længere oppe og måske er de helt fantastiske idéer. Hvad hvis vi kunne lære børn, at den eneste måde, de bliver bedre på, er ved at lave fejl?”

Udnyt at du altid kan tage en HF

Alex Vargas havde selv sidste år en virkelig slem skriveblokade, men lige så snart han og manageren stoppede med at sige nej til alle idéer, begyndte det at gå stærkt. 

Det betyder også, at der ligger en masse nyt materiale og venter på  at blive sluppet løs. 

Så hvad fremtiden har i gaveposen til Alex Vargas er usikkert, for som han selv siger, så er det nu, at han for alvor skal være målrettet, hvis han skal fortsætte succesen. Men stod det til ham selv, så  ville han rejsen verden rundt med sin musik. 

“Og sikkert også inden for de næste fem år have nogle børn,” griner han og hentyder til, at hans kæreste nok ellers ville blive temmeligt utilfreds. Men én ting er sikker – han vil blive ved med at følge sine drømme. Hvilket dog ikke betyder, at han opfordrer alle til bare at droppe ud ad gymnasiet og løbe efter deres drømme uden omtanke.

“Jeg står ikke med et stort skilt over hovedet og siger nej til uddannelse – overhovedet ikke. Jeg bliver sikkert selv sådan en, der punker mine børn for at de skal gøre deres uddannelser færdige,” griner han højt og kort og fortsætter lidenskabeligt:

“Min mor, manager og gamle rektor lod mig ikke droppe ud, før jeg havde noget bedre at give mig til. Men har du noget på hjerte, og er det noget, du gerne vil bruge AL din tid på – jamen så skal du for helvede gå efter det. Vi er så heldige at bo i et land, hvor man til enhver tid kan komme tilbage og tage f.eks. en HF – udnyt det.”

Han bliver usædvanligt stille og fortsætter:

“For mig handler livet om at finde det, man er god til, men samtidig elsker og ikke kan leve uden.”

Musikalsk blå bog

  • Dansk/uruguayanske Alex Vargas er sanger, sangskriver og guitarist.
  • Han har svært ved at definere sin musik, men har beskrevet den som ”elektronisk soul-musik”.
  • Hans musikalske helte har, siden han var lille, især været store stemmer som Prince, Bowie og Michael Jackson. Og så hans egen far, som selv er musiker.
  • Lige nu lytter Alex Vargas selv til Anderson Paak, Rosie Lowes ‘Control’ og Kendrick Lamars ‘untitled unmastered.’. Desuden styrede Lamars ‘To Pimp a Butterfly’ hans liv i et helt år.

Måske vil du også læse