RETHINK Folk Music Festival – En anderledes festival for unge, hvor man selv kan spille med | GOTHA

RETHINK Folk Music Festival – En anderledes festival for unge, hvor man selv kan spille med

Folkemusikprojektet under Aarhus2017 afslører nu et sprudlende musikprogram til RETHINK Folk Music Festival 2017, der finder sted ved Himmelbjerget til sommer. Du kan også deltage i workshops, og selv være med til at spille til koncerterne.

Når protektor for RETHINK Folk Music Festival 2017, Lars Lilholt, byder velkommen til de omtrent 400 unge folkemusikelever, der ventes at deltage i festivalens workshopprogram, går de en uforglemmelig oplevelse i møde. Under workshopdagene bor man i telt. Her deltager unge mennesker fra både Danmark, Norge, Sverige, Polen og Letland, og du kan også være med.

Deltagerne, som alle er mellem 12 og 30 år, får fornøjelsen af at blive undervist af nogle af de mest spændende og nyskabende folkemusikgrupper, som de seneste år har nydt stor opmærksomhed. Der er plads til både øvede og uøvede musikere, uanset om man har spillet folkemusik før eller ej. Festivalen byder også på folkedans til unge mennesker, yoga, debatter og meget andet.

Workshops og koncerter

Festivalens første tre dage består af et workshop-program for deltagere, hvorefter de lærte melodier bliver opført på en stor scene ved Himmelbjerget. Under en række storslåede koncerter spiller både orkestre og elever melodierne sammen på scenen. Koncerterne ved Himmelbjerget er gratis og løber af stablen tre eftermiddage fra den 30. juni til den 2. juli 2017.

Programmet byder på koncerter med Habadekuk, Gjermund Larsen Trio (NO), Jansberg, The Breaks (SE, SVN), Rannok, Elof & Wamberg samt Elmøe & Hoffmann. Herudover vil de deltagende elever også kunne opleve koncerter med Lukkif, Trolska Polska og Trio Svin samt sprudlende folkedans-workshops med Kirstine Nurdug Jensen fra Nordisk Dans.

-  RETHINK Folk Music Festival 2017 er et af flere spændende Aarhus-2017 arrangementer i Skanderborg Kommune. Himmelbjerget har en fantastisk historie og bliver en perfekt ramme omkring nogle anderledes dage i folkemusikkens tegn. Jeg glæder mig til at opleve det, fortæller Tage Nielsen formand for Kultur- og Sundhedsudvalget.

Internationalt projekt

Som en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 har projektet RETHINK Folk Music siden 2014 arbejdet for at fremme folkemusikken og gentænkning af lokale melodier og traditioner. Det har resulteret i et internationalt samarbejde mellem både musikskoler og historiske museer, hvor folkemusikelever har fået rollen som lokale musikarkæologer. 

Melodier fra projektets partnerbyer i Norge, Sverige, Polen, Letland, Frankrig og Danmark har cirkuleret mellem byerne, og på dén måde har musikeleverne stiftet bekendtskab med folkemusik fra forskellige hjørner af Europa, og under flere stævner og camps har de mødt hinanden, og spillet melodierne sammen i store fællesspil.

Det er derfor også i høj grad en international forsamling af folkemusikere, som besøger RETHINK Folk Music Festival 2017 ved Himmelbjerget til sommer.

Advertorialen er lavet i samarbejde med RETHINK Folk Music Festival 2017.

Måske vil du også læse