Velvet Volume | GOTHA

Velvet Volume

De ligner nogen, der er født til at stå på en scene. Så det gør de selvfølgelig – med fuld smæk på både musikken og attituden. Mød søstrene bag rocktrioen Velvet Volume, som udlever musikdrømmen og teenagelivet på én gang.

Lyset er dæmpet og luften er tyk af forventning. Der står et trommesæt, en bas og en elektrisk guitar på scenen, da tre piger uden videre træder ind ad døren og griber hver sit instrument. Et par sekunder senere bliver den første hårdtslående akkord slået an på elguitaren, og  Velvet Volumes nummer ”Runnin’ Wild” brager ud af to store højttalere og fylder hver en centimeter af lokalet ud. Tung og melodisk rockmusik, der lyder som om, den kunne være langt ældre end de tre musikere på scenen.

Lyden fra de tre instrumenter smelter sammen, mens blikket begynder at flakke. Først forbi den dragende bassist med den bløde, behagelige stemme, så til den fandenivoldske guitarist med den unikke grunge-klang, hvorefter det ender på den karismatiske trommeslager med den tunge pagefrisure, som svinger let i takt med hendes bombastiske taktslag. Hvem er egentlig frontkvinden i bandet? 

Velvet Volume består af tvillingerne Noa og Naomi Lachmi på 19 år og lillesøster Nataja Lachmi på 17 år. Tvillingerne Noa og Naomi synger på skift, indtil deres stemmer bliver blandet i omkvædet. Det er tydeligvis ikke første gang de tre powerpiger står på en scene, for der er ikke antydningen af nervøsitet at se på søstrenes ansigter. Noa svinger rytmisk med hovedet, mens hun hamrer på sin guitar, Naomis fingrer danser over bassen, og Natajas dynamiske trommestikker lægger den rockede bund.

Personligheder der buldrer om kap med musikken

Der bliver hujet og klappet højlydt, mens de tre søstre takker. Rummet er fyldt med håbefulde musikeraspiranter, som deltager i projektet Musikstarter på spillestedet Tobakken i Esbjerg. Velvet Volume er inviteret som et inspirerende indslag på musikcampen. De tre søstre på scenen repræsenterer drømmen: De stormer derudad med musikken som drivkraft. De har ikke engang udgivet et album – alligevel har de spillet på festivaler og har optrådt på fjernsyn i den bedste sendetid, da kronprinsparret uddelte priser i DR Koncerthuset. 

Musikken har været en naturlig del af de tre århusianske søstres opvækst. Forældrene satte Jimi Hendrix og Lenny Kravitz på anlægget, og rocken var en stor del af det lydtapet, pigerne voksede op til. De blev ikke flasket op med børnesange, som mange af deres venner, og derfor er deres musikalske referenceramme også noget bredere og ældre, end man ville forvente.

Som 5-6-årige begyndte de at lege med instrumenter, og det udviklede sig til en stor interesse.

... vi var tre derhjemme, der spillede musik, så var tanken vist bare: Why not start a band?

”Og når nu vi var tre derhjemme, der spillede musik, så var tanken vist bare: Why not start a band?,” husker guitaristen Noa grinende. 

Som sagt så gjort, og som 11-12-årige begyndte søstrene at gå fra coverband til at skrive deres egne sange. Her begyndte den musikalske opdragelse for alvor at skinne igennem.

”Vi lytter til alt, men rocken fangede os,” fortæller Noa, og derfor var det også det naturlige valg, da de selv skulle skrive melodier og tekster.

Da tvillingerne Noa og Naomi var 12 år, og Nataja var 10 år, spillede de deres første gig – uden at det var for forældrene. Jo før, de kunne komme ud at spille deres musik for andre, jo bedre. 

Pigerne var klar til at indtage verden, selv om de altså ikke lige havde et musikalsk bagkatalog på plads endnu. De lavede en småskramlet demo og begyndte at skrive rundt til en række danske festivaler som Roskilde Festival og Den Grimmeste Festival. Et halvt år senere var der bid: Den Grimmeste Festival ville gerne booke dem. 

Derefter tog det fart, for Velvet Volume havde noget nyt og forfriskende at byde på: Tre helt unge piger med styr på den musikalske historie og smæk på rock og attitude. Opmærksomheden voksede i takt med hits som ”I Think I Need You” og ”Runnin’ Wild”, og medieomtalen var ofte med fokus på, at de var tre piger, der havde kastet sig over en mandsdomineret genre.

”Vi vil egentlig gerne fjerne fokus fra, at vi er piger, der spiller rock. Men det har da måske også givet os lidt ekstra opmærksomhed,” overvejer trommeslageren Nataja. 

”Det har også ændret sig. Det var helt klart værst i starten. Men vi forstår godt nysgerrigheden,” tilføjer Noa.

Tre teenagere har knækket koden 

Med den præstation de tre søstre lige har leveret, kunne de lige så godt have givet koncert på Vega lørdag aften – og ikke som nu klokken to om eftermiddagen.

Efter koncerten sætter de tre søstre bag Velvet Volume sig på scenekanten i øjenhøjde med flokken af musikinteresserede unge foran sig. 

De brænder igennem på scenen, men som om det ikke er nok, så tager de også den cool attitude og karismaen med sig, når de træder ned derfra. De burde næsten have deres egen tv-serie. Og måske er det bare et spørgsmål om tid, før det sker. For når de tre søstre bag succesbandet er i rummet, så er det ikke kedeligt. Der bliver joket og grinet i en naturlig strøm, hvor den ene hele tiden tager over, hvor den anden slap. Nu lyder de måske som en harmonisk trio, som tilfældigvis taler med tre stemmer i stedet for en, men det er meget forkert. Selv om de udseendemæssigt ikke kan løbe fra at være i samme familie, så er det tre meget forskellige personligheder, der vælter ud ad munden på de tre bandmedlemmer. Den rapkæftede guitarist, den kompromissøgende bassist og den sjove trommeslager.

De unge til Musikstarter-arrangementet har forberedt en masse spørgsmål, så de kan suge til sig af Velvet Volumes erfaringer. De har brugt dagen i øvelokalerne på Tobakken, og der er masser at lære fra de tre unge søstre, som er godt i gang med at sparke døren ind til musikbranchen.

”Bliver I aldrig nervøse?” lyder det fra en af stolene foran de tre søstre. 

”Jeg bliver stadig nervøs. Men jeg har et ret godt pokerfjæs,” indrømmer rebellen Noa grinende.

”Men man skal også forstå, at det ikke bare er nervøsitet, det er jo også spænding og adrenalin,” tilføjer bassisten Naomi.

De tre piger er stadig i fuld gang med at være teenagere, ligesom de øvrige unge i lokalet, og alligevel kan de tale erfarent om livet som musikere og branchen, som de ærligt indrømmer, at de absolut intet vidste om, da de kastede sig ud i musikdrømmen. 

Udefra ser det måske ud som om, at det hele er eksploderet for pigerne på rekordtid, men der ligger mange års musikalsk leg og arbejde forud for gennembruddet. De har nemlig allerede spillet sammen i mere end ti år, og hvis de selv kan bestemme, så er det også det, de gør, når du ser dem om ti år til. Søstrene lægger ikke skjul på, hvor meget tid, de har brugt i øvelokalet. Deres teknik på instrumenterne er måske ikke helt, som en musiklærer ville have lært dem, men det fungerer i praksis, og det lyder som rendyrket rock’n’roll, når de går i gang. 

Det foregår meget intuitivt, når de tre piger går i øvelokalet og jammer sig frem til nye sange. En del af det bunder nok i det tætte søskendeforhold, som gør, at det ikke er nødvendigt med mange ord, før søstrene ved, hvor de er på vej hen. Og så behøver de ikke spilde tiden med unødig høflighed.

”Vi er meget ærlige over for hinanden, så tingene går meget hurtigere mellem os. Hvis der er noget, Noa spiller, som jeg ikke synes lyder fedt, så siger jeg det med det samme,” fortæller Naomi, og Noa fortsætter straks:

”Hvis jeg kommer med en skitse, så har jeg jo også en nogenlunde idé om, hvordan jeg forestiller mig, at det skal lyde. Og det præsenterer jeg for de andre. Så siger de tit, at det havde de også tænkt! Så foreslår de måske noget undervejs, og så gør vi det bare til vores allesammens.”

Nå ja, og til spørgsmålet om, hvem der er frontkvinde i bandet? Dem er der tre af.

Om Velvet Volume

Velvet Volume består af tvillingerne Noa og Naomi på 19 år og lillesøster Nataja på 17 år.

Til daglig går Nataja i 2.g, hvor hun lige har afleveret DHO (dansk-historieopgave). Noa og Naomi blev færdige med gymnasiet i sommer, og nu går tiden blandt andet med arbejde.

Derudover bruger de tid på koncerter, fester og byture, og hver mandag og torsdag mødes pigerne i øvelokalet.

Musikken fylder også uden for bandet. Nataja går i en musikklasse på gymnasiet, og både Noa og Naomi er kærester er musikere.

Kort om musikken

  • Velvet Volume står bag rockede hits som ”Runnin’ Wild” og ”I Think I Need You”.
  • Sammen med The Blue Van har de udgivet nummeret ”Better Together”. 
  • De har også turneret som support for The Blue Van og siden for rockduoen The Raveonettes.
  • De tre søstre har også gæstet festivaler som Den Grimmeste Festival og NorthSide.

Velvet Volume om hinanden

Noa: Rent personligt er vi meget forskellige. Og vi har vores egne værdier.

Nataja: Noa er meget ærlig. Hun har en meget klar mening om, hvordan tingene skal være. Så derfor søger jeg meget tit hendes råd.

Noa (griner): The wise one!

Nataja: Jeg er ikke så følelsesladet.

Noa: Jeg har mange følelser.

Nataja: Der kan jeg godt være mere stabil.

Noa: Nataja er meget den sjove. Men du er også meget moden. Det er sådan lidt skræmmende, hvor moden du er! Vi kalder hende faktisk ”The rock”.

Naomi: Det er hendes kælenavn.

Noa: Naomi er meget den blide og feminine af os.

Nataja: Og yndig. Mig og Noa er mere fucked up.

Naomi: Man kan i hvert fald sige, at vi er meget forskellige personer. Og vi er sammen med mange forskellige mennesker. Nogle gange tror folk, at Noa og jeg er som Fred og George Weasley i Harry Potter, og at vi aldrig kan undvære hinanden. Men vi hænger ud med forskellige mennesker og laver lidt forskellige ting i fritiden. Men jeg tror helt sikkert, at folk udefra bedre kan se vores forskelle end os selv.

 

Måske vil du også læse