Mærk demokratiet på Ungdommens Folkemøde | GOTHA

Mærk demokratiet på Ungdommens Folkemøde

Özlem Cekic inviterer til dialogkaffe. Barbara Moleko synger for. Ventilen tager snakken om ensomhed, mens Clement Kjersgaard byder ungdomspolitikkerne op til debat. Vi taler om kærestesorger, om tro og ikke-tro. Vi taler om køn, vi taler om sabbatår, og vi taler om en europæisk højredrejning. Op mod 30.000 unge mødes og er enige og uenige – for det er det, man kan på Ungdommens Folkemøde. Vi mødes på tværs af forskelligheder, inspirerer og udfordrer hinanden.

Den demokratiske ret til uenighed er til gengæld ikke en selvfølge alle andre steder i verden. I foråret protesterede folk i Kasakhstan, hvor de råbte nej til diktatur og hang bannere op i gaderne. Men at forholde sig kritisk til systemet er ikke en rettighed, som unge i Kasakhstan har, og derfor endte flere med at blive arresteret. Vi kan også se mod Moskva, hvor pro-demokratiske protestanter gik på gaderne i juli og blev mødt af stærkt bevæbnede politistyrker. Her satte 17-årige Olga Misik sig på gaden med en skudsikker vest på. Som en stille protest læste hun højt af den russiske grundlov, men selv det var nok til, at hun blev arresteret. Og så er der Hong Kong. På tredje måned protesterer folket i Hong Kong. De kæmper bravt for deres demokratiske rettigheder og frihed. Men igen og igen møder de massiv modstand fra myndighederne, og som konsekvens for at tilslutte sig protesterne mister mange deres arbejde. Verden over er der altså stemmer, som ikke bliver hørt.

Men demokratiet trives i Danmark, så godt at vi næsten kan glemme, at det ikke er en selvfølge. Og derfor sætter Ungdommens Folkemøde sig for at fejre og ikke mindste bruge vores demokrati. Her vil du møde et skarpt, underholdende og udfordrende program, der er fordelt ud over fire forskellige scener og 80 telte med 100 organisationer. Vi lader brede og aktuelle emner som fake news, pride og klimapolitik boble udover scenekanten fra Store Scene, mens vi funderer over internet- og spilkultur, astrologi og investeringer på Lille Scene. På Hemmelig Scene tegner vi croquis, åbner op for ømme hjerter og søger sammen efter ro. Og så er der Ølkassen, ja, det hedder den fjerde scene, og her inviterer vi dig op. Her er plads til, at alle, der besøger Ungdommens Folkemøde, kan blive hørt. Hver taler får tre minutter på scenen, og her er intet emne for smalt eller for bredt. Ingen taler er for høj eller for lav, for kendt eller for almindelig. Alle stemmer bliver hørt, for en festival for demokratiet er en festival for alle.

Så på Ungdommens Folkemøde møder du demokratiet i forskellige former. Der er talks, workshops, musik og åbne samtaler om samfundet og fremtiden. Demokratiet tropper op som hvide telte på festivalpladsen, og i teltene møder man meningsdannere, politikere, kunstnere, organisationer, virksomheder, græsrødder og mange flere. Man kan få sig en snak om drømme og visioner med en man ikke kender, og man kan få sig en snak om drømme og visioner med Danmarks beslutningstagere. Ungdommens Folkemøde vil give dig lyst til og mod på at bruge din stemme. Så vi husker, at vores stemmer har ret til at blive hørt.

 

Den 5. og 6. september.

Vi mødes i Valbyparken

En gratis non-profit demokratifestival 

Find årets program på: 

www.ungdommensfolkemøde.dk

Følg med på instagram: 

@ungdommensfolkemoede

Advertorialen er lavet i samarbejde med Ungdommens Folkemøde.

Måske vil du også læse