SF Ungdom: Det er tid til et opgør med uligheden | GOTHA

SF Ungdom: Det er tid til et opgør med uligheden

Over hele kloden siger ungdomsbevægelser fra overfor det verdenssamfund, vi lever i. Ungdommen kæmper for en bæredygtig fremtid for alle med Greta Thunberg i spidsen. Samtidig bliver flere og flere unge amerikanere socialister, og frihedskampen i Hongkong er i høj grad båret af unge. 

Foto: William Vest-Lillesøe

Ungdommen har fået nok af uretfærdigheden. Mens verdens 26 rigeste mennesker ejer det samme som hele den fattigste halvdel af befolkningen, går ungdommen verden over på gaden i kampen for et mere retfærdigt samfund. 

I Danmark kæmper SF Ungdom den kamp: “Vi er Danmarks aktivistiske ungdom,” siger landsforkvinde Sofie Lippert, “vi tror på at vi gennem aktivisme kan skabe forandring i hverdagen og en lysere fremtid.” 

Kampen mod den stigende ulighed står øverst på dagsordenen hos SFU: “Den stigende ulighed er årsag til en lang række af vores problemer,” forklarer Sofie Lippert, “Vi kan fx se at den brede befolkning er klar til at tage drastiske midler i brug i kampen for klimaet, men alligevel sker der meget lidt. Det skyldes i høj grad, at det ikke nødvendigvis er i de rigestes interesse at redde klimaet - hvert fald ikke på bekostning af den profit, de ellers ville have fået.” 

Den stigende ulighed er ikke kun noget, der sker på verdensplan. Også her i Danmark bliver de rigeste rigere, mens der bliver flere fattige. Vilkårene for arbejdsløse bliver gang på gang forringet - først gennem en halvering af dagpengeperioden og siden med kontanthjælpsloftet og integrationsydelsen. Samtidig indføres skatte- og afgiftslettelser for de rigeste, og det økonomiske opsving sender de høje lønninger i vejret, mens de lave er uændrede. 

I dag vokser 64.500 børn op i fattigdom, mens direktøren for det hvidvaskende Danske Bank, Thomas Borgen, fik 11,5 millioner kroner om året - og det er foruden de årlige millionbonusser og det afsluttende gyldne håndtryk. 

“For mig er der noget grundlæggende uretfærdigt i, at der findes børn i Danmark, hvis forældre ikke har råd til at give dem en ny flyverdragt, mens direktørlønningerne bare fortsætter mod himlen,” siger forretningsudvalgsmedlem for SF Ungdom Anna Kjær, der står i spidsen for organisationens julekampagne mod børnefattigdom. 

“I et rigt land, hvor der er råd til, at nogle tjener så mange millioner, må vi i det mindste også kunne have råd til at sikre alle børn en værdig barndom,” fortsætter Anna Kjær. I kampagnen indsamles julekort, der skal sendes til beskæftigelsesministeren, med et ønske om at hæve de sociale ydelser, så ingen børn skal vokse op i fattigdom i Danmark. 

Kampen mod børnefattigdom er én af mange kampe for en mere retfærdig fremtid, der kæmpes i SFU: “Vi er en socialistisk og feministisk ungdomsorganisation,” siger Sofie Lippert, “vi kæmper for et samfund, hvor alle har lige muligheder uanset køn, religion, seksualitet, social klasse osv. Derfor kæmper vi for et stærkt uddannelsessystem, en grønnere politik og mindre diskrimination.” 

SFU’s kampe kæmpes i et stærkt fællesskab af engagerede unge, der drømmer om, at i morgen bliver bedre end i går. Der arbejdes med alt fra gadeaktivisme til deltagelse i den offentlige debat til samarbejde med folkevalgte SF’er, hvor en stor del af dem også er unge og med i SFU. 

“Socialistisk Folkepartis Ungdom laver forandring i hverdagen. Vi gør det ikke i blinde, og vi gør det ikke for at bevare - vi gør det for at udvikle samfundet med blikket rettet mod vores vision: Et socialistisk samfund!” fra SFU’s principprogram. 

Meld dig ind i SF Ungdom på www.sfu.dk/blivmedlem

Advertorialen er lavet i samarbejde med SFU.

Måske vil du også læse