Annes mission for et grønt gymnasium | GOTHA

Annes mission for et grønt gymnasium

Kloden bliver varmere, indlandsisen viger og vandstanden i verdenshavene stiger. Anne Vejrslev Mikkelsen har engageret sig i kampen mod klimaforandringer med inspiration fra unge frivillige i UngEnergi. Det handler om bæredygtige fredagscafeer, vegetardage og grøn omstilling.

Anne Vejrslev Mikkelsen.

Anne Vejrslev Mikkelsen er en gymnasieelev med ben i næsen, og en engageret samfundsborger der påtager sig sit ansvar for fremtiden. Hun er ikke bleg for at stille de kritiske spørgsmål, og dagsordensætte problemstillingerne de rigtige steder. På trods af at hun er opvokset i en klima- og miljøbevidst familie, fik hun dog nærmest på den gode måde slået benene væk under sig, da hun første gang mødte de unge og engagerede forandringsagenter fra UngEnergi, der er VedvarendeEnergis ungdomsafdeling.

- Hold da op. Det var et skelsættende møde, og et møde der virkelig åbnede nogle perspektiver for mig. Jeg har altid interesseret mig for naturen og miljøet og råbt op, når jeg synes, der var noget, der var galt. Men her mødte jeg ligesindede i øjenhøjde. Andre unge der varetager klimaets og klodens interesser uden skjulte bagtanker, og med en praktisk tilgang til virkelig at ændre tingenes tilstand. Det var inspirerende, motiverende og noget af en øjenåbner, forklarer Anne Vejrslev Mikkelsen der går i 3 G. på Struer Statsgymnasium. Hun er 19 år og har en fremtidsdrøm om at læse statskundskab og engagere sig i politik.

Handler på klimaets vegne

UngEnergi er et netværk af unge, som arbejder for at samle hele ungdomsgenerationen om at standse klimaforandringerne og skabe en bæredygtig verden. De frivillige i UngEnergi fokuserer på aktiviteter, der engagerer til handling på klimaets vegne og viser, hvordan man som ung kan bidrage til den grønne omstilling i hverdagen og i fællesskabet. En af UngEnergis største aktiviteter er at hjælpe gymnasieelever med at skabe mere bæredygtige skoler. Det var netop ved et af UngEnergis gymnasiebesøg , at Anne fik kendskab til gruppens aktiviteter. UngEnergi var på besøg på gymnasiet for at deltage i et energitjek om lyskilder og det energiforbrug, der er forbundet med at bruge elektrisk lys.

- Det var virkelig godt. Og selvom gymnasiet i forvejen har haft fokus på at reducere  energiforbruget, fandt vi i samarbejde med forandringsagenterne ud af, at vi kunne spare ekstra energi i gymnasiets vandrehal, fortæller Anne.

Solceller på taget

Efter Anne Vejrslev Mikkelsens mening er klimaforandringerne og vores brug og misbrug af jordens ressourcer det allervigtigste at diskutere, og efter UngEnergis besøg har hun fået inspiration til, hvor der for alvor kan sættes ind for at ændre klodens tilstand til det bedre. Og for at få optimal indflydelse, ikke bare på klimaområdet men også de andre områder, der rumsterer i gymnasieungdommen, er hun blevet formand for Struer Statsgymnasiums elevråd. Her får hun med opbakning fra 800 øvrige gymnasieelever rig mulighed for at sætte en klimadagsorden for gymnasiet, der kan handles på.

- Vi unge er fremtiden, og derfor skal vi også høres, tages alvorligt og sætte den energipolitiske dagsorden vi synes, er den rigtige. Og som elevrådsformand har jeg store ambitioner på gymnasiets vegne, om at sætte en dagsorden der virkelig rykker på fremtiden. Det handler om at etablere en bæredygtig fredagscafé, om solceller på taget, om affaldssortering og en vegansk dag i kantinen, siger Anne.

Du kan også gøre dit gymnasium grønnere

  • Vil du også arbejde for bæredygtighed og for at omstille din skole? Så book et besøg af UngEnergi
  • UngEnergis forandringsagenter kan tilbyde oplæg om klima, holde workshops i din klasse om bæredygtighed og hjælpe dig i gang med fede aktiviteter på din skole – du kan søge op til 5.000 kr. hos os til at virkeliggøre dine bæredygtige aktiviteter. Vi kan også tilbyde at energitjekke jeres skole helt gratis
  • Projektet er støttet af Velux Fonden, Energifonden og Undervisningsministeriet
  • Skriv til os på ungenergi@ve.dk, så kommer vi og besøger jer
 

Advertorialen er lavet i samarbejde med VedvarendeEnergi.

Måske vil du også læse