Er du for gammel til at blive mobbet? | Side 9 | GOTHA

Er du for gammel til at blive mobbet?

Når du er ung og under uddannelse, så tænker du måske, at det der med trivsel, fællesskaber og gode venner er noget der hører barndommen og folkeskolen til. Nu handler det om at lære noget, at blice faglig dygtig, og om at blive voksen i en fart. Og hvis du ikke føler dig som en del af fællesskabet, eller måske ligefrem føler at du bliver holdt udenfor, så er det nok din egen skyld - og i øvrigt også dit eget ansvar at få det bedre! Det må du selv ligge og rode med. Mobning er ikke et issue når man er ved at være voksen.

Men hvis du tænker sådan, så tager du fejl. Eksklusion og mobning sker i alle aldre, og det er derfor vigtigt, at fokus på trivsel ikke stopper, bare fordi man er blevet elev på en ungdomsuddannelse. Som mennesker er vi flokdyr. Vi har et grundlæggende behov for at tilhøre fællesskaber og ikke blive ekskluderet – også når vi ikke længere er børn.

Som ung kan det være rigtig svært at passe sin skole og gennemføre en uddannelse, hvis man føler, at man ikke passer ind. Det kan være, at man ikke har nogen at være sammen med i pauserne, det kan være, at man ikke bliver inkluderet på de sociale medier, måske oplever man, at alle de andre har noget sammen mens man selv føler sig usynlig og udenfor. I nogle grupper kan der være et hårdt sprog og en tydelig opdeling i dem, der er inde i varmen og dem, der er ude. I andre grupper kan der være et decideret dårligt miljø, hvor der åbenlyst foregår krænkelser og mobning.

Så lad os slå fast med det samme: Mobning og udelukkelse hører ikke kun barndommen og folkeskolen til. Man kan også opleve det på ungdomsuddannelser.  Det er ikke ens egen skyld. Og det er ikke ens eget ansvar at få løst problemerne.

Retten til at have det godt

I Danmark har vi regler på området. Regler som siger, at man har ret til hjælp fra sin skole eller sit uddannelsessted, hvis man oplever mobning eller lignende. Som ung elev har du altså nogle rettigheder. Mange er ikke klar over det, men der er faktisk lovgivet omkring hvordan skolen eller uddannelsesstedet skal håndtere situationer hvor elever føler sig utrygge, holdt udenfor, eller på anden måde ikke har det godt i elevgruppen.

I loven står der f.eks.:  

  • Hvis en elev fortæller at der foregår mobning – eller mobbelignende situationer – så skal skolen undersøge sagen.
  • Hvis der foregår mobning, så skal skolen lave en handlingsplan, der kan standse mobningen.
  • Skolen skal informere de involverede om planen.
  • Alle skoler skal have en gennemarbejdet anti­mobbestrategi, der både beskriver, hvordan skolen forebygger mobning og hvordan den vil reagere, hvis der opstår mobning.

Noget som heller ikke mange ved er, at man faktisk kan klage hvis skolen ikke lever op til de fire punkter ovenfor. Man kan klage direkte til skolen eller til en klageinstans som blev oprettet i 2017. Klageinstansen skal undersøge sagen, og se om skolen har levet op til de krav, der er i loven. Hvis man klager, kan man også blive tilbudt mediering, og få hjælp til at løse eventuelle problemer gennem dialog og samarbejde.

Lovgivningen er lavet, fordi der er brug for en systematisk tilgang til at sikre at alle elever i skole- og uddannelsessystemet har det godt. Vi ved, at du har det bedre på din uddannelse, hvis du føler dig som en del af et fællesskab og har venner omkring dig. Hvis du trives, øges sandsynligheden for at du lærer mere og at du rent faktisk fuldfører uddannelsen.

Mobning hører ikke til en bestemt alder i livet, og det er ikke ens egen skyld eller ens eget ansvar at gøre noget ved. Hverken når man går i 4. klasse, i 3.g, eller på grundforløb 2.

Læs mere om mobning, lovgivning og klageinstans på dcum.dk.

Advertorialen er lavet i samarbejde med DCUM.

Måske vil du også læse