Det hjalp at nogen ville lytte | GOTHA

Det hjalp at nogen ville lytte

Sabina Nielsen var ensom og frygtede at skulle starte på universitetet, men gennem samtaler hos headspace under Det Sociale Netværk fik hun hjælp til at komme videre

Omkring hver tiende unge mellem 16-24 år føler sig ofte eller altid ensom. Det viser en stor undersøgelse, som Sundhedsstyrelsen har lavet på baggrund af svar fra 180.000 danskere.

Ensomheden kan risikere at få alvorlige konsekvenser for den unge, da langvarig ensomhed kan føre til selvskade, angst, depression og selvmordstanker.

En af de unge, som har oplevet ensomheden, er 24-årige Sabina Nielsen. Hun havde egentlig verden for sine fødder, da hun for tre år siden skulle starte på tyskstudiet på Københavns Universitet, men følelsen af mindreværd og usikkerhed ved at skabe sociale relationer gjorde tanken om at starte på universitetet til et mareridt.

”Jeg var virkelig bange for at starte, og da jeg også følte, at jeg havde svært ved at skabe kontakt til andre, følte jeg mig meget ensom”, fortæller Sabina Nielsen.

Hun havde ellers altid haft venner, men som hun blev ældre, følte hun mere og mere en usikkerhed i forhold til omgangskredsen, og det havde udviklet sig til en ensomhed.

Meget nervøs

Sabina Nielsen kendte dengang ikke til Det Sociale Netværk, men da både hendes mor og moster havde hørt om den gratis rådgivning, tog hun kontakt til headspace i København.

”Jeg var virkelig nervøs, men det var en meget behagelig oplevelse. De to, jeg talte med, var virkelig imødekommende og lyttende, og jeg følte, at det var det helt rigtige sted”, siger Sabina Nielsen.

Hun begyndte derfor at kommer jævnligt i centeret.

”Jeg oplevede at blive mødt i øjenhøjde, og der blev skabt en tryg atmosfære, så det var faktisk lidt som at tale med en ven om lidt dybere emner”, fortæller Sabina Nielsen, som tidligere også har prøvet at gå til en psykolog.

”Det fungerede ikke for mig, men hos headspace føler jeg virkelig, at de interesserer sig for mig. Man er ikke forpligtet til at komme, men de husker, hvad vi har talt om, så man ikke føler sig som et projekt”, fortæller Sabina Nielsen.

Kom ind fra gaden

headspace er et rådgivningstilbud til unge mellem 12-25 år under Det Sociale Netværk, som i 2009 blev startet på initiativ fra tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen.

”Man kan komme direkte fra gaden uden forudgående aftale, ringe, sende sms eller chatte med rådgiverne.  Der bliver ikke skrevet journal - til gengæld bliver der lyttet og handlet på de unges præmisser. Det er gratis, og der er ingen ventetid”, fortæller en af rådgiverne i København, Lasse Pedersen.

headspace er inspireret af en australsk indsats af samme navn, som har opnået særdeles gode resultater. headspace har eksisteret i Danmark siden 2013. Lige nu findes der 18 headspace-centre med omkring 450 frivillige fordelt i Danmark, og det er planen at etablere endnu flere centre i de kommende år.

”Vores mission er at skab et landsdækkende tilbud i Danmark, som arbejder forebyggende og være let tilgængeligt, så vi kan tage hånd om problemerne, inden de vokser sig store”, siger Lasse Pedersen.

På de unges præmisser

Da det ofte kan være svært at overskue den jungle af specialiserede tilbud, som det danske velfærdssystem byder på, er hjælpen hos headspace helt på de unges præmisser. Sammenhæng, tilgængelighed og samarbejde på tværs er derfor nøglen til at hjælpe unge, som kæmper med modløshed, kaotiske tanker eller andre problemer.

”De unge er eksperterne i deres eget liv, så det allervigtigste, vi kan gøre, er at lytte”, understreger Lasse Pedersen og tilføjer, at det altid er den unge, der bestemmer forløbet.

”Et samtaleforløb vil altid blive planlagt i samarbejde med den unge. Det vil sige, at hvornår og hvor ofte, vi mødes, er helt op til den unge. Det vigtigste er, at vi mødes, når den unge finder det nødvendigt”, siger Lasse Pedersen.

Ved den første samtale er der altid to ungerådgivere med fra headspace. Årsagen til, at de er to til stede ved den første samtale, er, at den unge får et kendskab til to personer i headspace og derfor altid vil kunne genkende et ansigt i centret. Så hvis den unge kommer uden at have en planlagt samtale, vil han eller hun altid blive taget imod af mindst ét velkendt ansigt.

”Inden den unge forlader headspace første gang, vil vi sammen finde ud af, om han eller hun ønsker en ny tid. I headspace er der ingen regler for, hvor ofte man skal have en samtale. Der er heller ikke noget maksimum på, hvor mange samtaler du kan få”, understreger Lasse Pedersen.

Samarbejder med kommunale behandlingstilbud

headspace samarbejder med en masse andre tilbud, så de kan give den unge den bedst mulige støtte og hjælp. Især samarbejdet med kommunerne, specialiserede NGO’ere og regionerne er altafgørende for, at den unge kan få den bedste mulige hjælp.

”Vi tilbyder ikke terapi, og hvis den unge har behov for mere støtte, end vi kan tilbyde, kan vi gennem vores samarbejdspartnere hjælpe ham eller hende det rigtige sted hen”, siger Lasse Pedersen.

For Sabina Nielsen betød det gode samarbejde med andre tilbud, at hun fik hjælp til at behandle en spiseforstyrrelse.

”Jeg kom i en gruppe med andre piger med de samme problemstillinger, så jeg fik genskabt mit selvværd og bearbejdet min spiseforstyrrelse, og mit forløb hos headspace har betydet, at jeg i dag føler mig mere som Sabina, end jeg har gjort i mange år, fordi jeg hviler mere i mig selv og tør være mig selv, så jeg ikke behøver gemme mig bag nogle facader”, fortæller Sabina Nielsen over telefonen fra Tyskland, hvor hun netop har færdiggjort et semester på universitet i Heidelberg.

headspace er finansieret af private fonde, satspuljemidler samt de kommuner, hvor headspace har centre.

Læs mere om rådgivningen på www.headspace.dk.

Advertorialen er lavet i samarbejde med Det Sociale Netværk.

Måske vil du også læse