Det skal du huske, når du flytter hjemmefra | GOTHA

Det skal du huske, når du flytter hjemmefra

Det er de færreste af os, som har styr på elforbrug, kabel-tv, madbudget og alle de andre glæder, det bringer med sig at være herre eller frue i eget hus. Vi guider her til, hvordan du bedst flyver fra reden.

Amalie Knoche er 23 år og bor i Odense, hvor hun læser dansk på Syddansk Universitet. Hun flyttede selv hjemmefra i 2014 og driver en blog, hvor hun har fokus på livet som studerende på SU. Hun har studiejob hos studenterguiden.dk, og her har hun netop har været med til at udarbejde en guide med gode råd til unge, der skal flytte hjemmefra. Her er nogle af de bedste fif, og et par af Amalie Knoches egne personlige erfaringer.
 

Læg et budget

Når du endelig står på egne ben uden forældre, der kigger én over skulderen, kan det være fristende, at bruge penge på sjov og ballade. Det skal der selvfølgelig også være plads til, men det er vigtigt, at du er opmærksom på, at du nu har nogle faste udgifter, der skal sættes penge af til hver måned. Det kan også være ting, man ikke er vant til som forsikring, licens, tv og internet. Gaaab – ja, det er kedeligt, men altså prisen for at være fløjet fra reden.
 
»Da jeg lige flyttede hjemmefra brugte jeg 2.000 kroner på mad om måneden, men det var alt for meget. Der kunne jeg godt have brugt nogle gode råd til, hvordan man kan begrænse sig,« siger Amalie Knoche.
 
Nu prøver hun at holde madbudgettet på 300 kroner om ugen, og det kan, ifølge hende, sagtens lade sig gøre, hvis man laver maden fra bunden selv. Det er også både billigere og lækrere.
 

Bo billigst muligt

Det er dyrt at købe en lejlighed, og det kan være svært at komme ind i en boligforening. Heldigvis findes der studieboliger og kollegieværelser i stort set alle studiebyer. Mange studerende starter også bofællesskaber, så det er værd at tjekke opslagstavler eller intranet på uddannelserne i byen, hvis man er interesseret i at bo sammen med andre.
 
»Jeg vil helt klart råde til, at man finder den billigst mulige bolig,« siger Amalie Knoche, der selv har lejet et kælderværelse i et hus hos nogle bekendte til 2.400 kroner om måneden.
 
»Det giver mig frirum til at bruge penge på alt muligt andet end huslejen,« siger hun.
 

Køb ikke for mange møbler

Det er selvfølgelig spændende at flytte hjemmefra, og det kan virke oplagt, at købe en masse dejlige ting til sit nye hjem på forhånd. Men det er en god idé lige at slå koldt vand i blodet, indtil man er klar over, præcis hvad det er for en bolig, man flytter ind i. Det kan være, at man ender med at finde et møbleret værelse, hvor der ikke er plads til det nye klædeskab, eller at man flytter i en delelejlighed, hvor der sandsynligvis allerede er spisebord og køkkengrej.
 

Find et studiejob

Ifølge Amalie Knoche er studiejob ”nice to have”, men ikke nødvendigvis ”need to have”. Hun studerede selv i et par år, før hun fik studiejob hos studenterguiden.
 
»Jeg kunne godt få det til at løbe rundt på SU, men jeg vil anbefale at finde et studiejob – især hvis man kan finde et, der er lidt relevant i forhold til studiet,« siger hun.

FLERE RÅD

Følg Amalie Knoches blog på www.nouw.com/amalieknoche
 
Få flere gode råd til at flytte hjemmefra på www.studenterguiden.dk

Måske vil du også læse