Studievalg på vej? Udryd tvivlen her! | GOTHA

Studievalg på vej? Udryd tvivlen her!

Kolde kontanter, kærlighed eller kammerater. Hvad vil du egentlig med dit liv? Gothas studieguide hjælper dig med at finde ud af det.

Et godt studiemiljø kan f.eks. have stor betydning for din studietid.

Vi har aldrig tidligere haft så mange uddannelser at vælge imellem som nu. Men de mange valg gør det også sværere at vælge. Samtidig er det blevet endnu vigtigere at vælge rigtigt i takt med skærpede regler i forhold til at skifte studie. Gotha gør det nu lidt nemmere. Vi guider dig nemlig her til, hvad du skal vælge, hvis du drømmer om …
 

… at tjene mange penge?

Så skal du gå efter at blive cand.act. Med en årsløn på over 1,3 millioner kroner topper cand.act.’erne listen over de uddannelser, der giver den bedste løn, som tænketanken Cepos har udarbejdet. Du bliver cand.act. – eller aktuar – ved at læse forsikringsmatematik. På bacheloren var adgangskvotienten 11,1 i juli 2017. Heldigvis er det en retskravsbachelor, hvilket betyder, at du er garanteret en studieplads på kandidatuddannelsen, hvis du har bestået din bachelor.
 
Tænder du ikke på kurser i avanceret sandsynlighedsregning og statistik, er statskundskab, mejeribrugsvidenskab og medicin også uddannelser, der giver en årlig indtjening på over en million.
Vil du være sikker på en god løn, skal du til gengæld undgå tekstildesign og billedkunst, som er placeret som nummer 193 og 194 ud af de 194 uddannelser i Cepos’ opgørelse.
Spørgsmålet er dog, om du overhovedet skal have en uddannelse. Verdens rigeste person, Bill Gates, droppede ud af Harvard. Det samme gjorde Mark Zuckerberg.
 

… at score?

 
Mange finder deres fremtidige partner på deres studie. Alligevel gør det jo ikke noget at optimere sine scoringschancer ved at vælge et studie med enten mænd eller kvinder i markant overtal. Helt generelt er der et overtal af kvinder på humaniora og de sundhedsfaglige og pædagogiske uddannelser. Mens koncentrationen af mænd er høj på de naturvidenskabelige, it-faglige, tekniske og maritime uddannelser.
 
Hvis du ønsker at optimere dine chancer for kærlighed yderligere, kan du vælge en uddannelse, hvor der i år kun er optaget ét køn. Hvis du vælger at blive jordemoder, sygeplejerske eller audiologopæd kan du visse steder i landet have nul mandlige rivaler. Hvis du derimod vil score en mand, har du betydeligt flere valgmuligheder. Her kan du blandt andet blive diplomingeniør, datamatiker, autoteknolog, maskinmester, skibsofficer eller byggekoordinator og være helt fri for kvindelige medstuderende.
 

“Det sociale aspekt spiller en stor rolle for studerende og for sandsynligheden for at gennemføre studiet.“

 
Du kan selvfølgelig også prøve lykken på Tinder. Ifølge en undersøgelse, foretaget af Tinder selv, vil dine chancer for matches være størst, hvis du er kvindelig fysioterapeut, indretningsarkitekt eller iværksætter. Eller hvis du er mandlig pilot, iværksætter eller brandmand.
 

… ikke at dø af stress?

 
Når nu du har været stresset gennem hele gymnasiet for at opnå et gennemsnit, der kan give dig adgang til de fleste uddannelser, hvilken uddannelse skal du så vælge, for ikke at ende i et job, der knækker dig? Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har udarbejdet en rapport over, hvilke faggrupper der oplever mest stress. Ifølge rapporten er det lægerne, der er hårdest ramt. Dernæst kommer passagerservicemedarbejdere, socialrådgivere, gymnasielærere og undervisere og forskere ved universiteterne. 
 
Hvis du skal opleve mindst stress på dit arbejde, skal du ifølge rapporten arbejde som jord- og betonarbejder. Andre faggrupper, der er placeret langt nede på listen, er lastbilchauffører, bus- og taxachauffører, elektrikere og brandmænd, reddere og sikkerhedsvagter.
 

… at have det sjovt undervejs?

 
En undersøgelse foretaget af Danmarks Evalueringsinstitut viser, at det sociale aspekt spiller en stor rolle for studerende og for sandsynligheden for at gennemføre studiet. Derfor kan det være en god idé at tage antallet af studiekammerater med i sine overvejelser, når man vælger studie. 
 
Et godt sted at få rigeligt af dem er på de m est populære uddannelser. Den mest populære er international virksomhedskommunikation i Engelsk på Aarhus Universitet. Her er 160 optagede i år. Europæisk business på CBS og sygeplejerskestudiet på UC Syddanmark har begge 120 studerende. 
 
Til gengæld skal du holde dig fra at læse til serviceøkonom på Erhvervsakademi Sjælland og diplomingeniør, forsyningsteknik i vand, spildevand og fjernvarme i Horsens. På begge uddannelser er der kun én enkelt studerende.
 

GODE RÅD 

1. Spørg dine forældre og dine lærere, hvad de synes, du er god til, og hør vennerne, hvad de overvejer, og hvor de finder information.
 
2. Find én, der læser på det studie, du drømmer om – eller har dit drømmejob – og spørg dem om alt. 
 
3. Tal med en studievejleder. De kender uddannelsesystemet og de krav, der stilles. 
 
Kilde: dinstudievej.dk 

Måske vil du også læse