“Det er jul, det er cool” Gode råd til en varm økonomi | GOTHA

“Det er jul, det er cool” Gode råd til en varm økonomi

OMG – Julen står for døren, og kan være en stor udfordring på et stramt SU-budget og give anledning til mange økonomiske ærgrelser og kvababbelser. Men der er råd at hente, så du også kan komme levende ud på den anden side.

Læg et budgtet

Grundlæggende handler det om forberedelse. Om at skabe et mindset med fokus på hvordan du vil tackle juleforbruget. Om at prioritere de forskellige aktiviteter, og beslutte hvor du vil gå all-in, og hvor du vil slække lidt på kravene. Du skal med andre ord lægge et realistisk budget, og et budget der rummer de udgiftsposter, du ved er forbundet med den måde, du fejrer jul på. Det kan være udgifter til gaver, tøj, gavespil, julefrokoster, fester og transport.
 
- Hvis man vil have styr på sin juleøkonomi, er det eneste rigtige og gode råd, at lægge et budget, og spare op til de ekstra udgifter, der typisk følger med julen. Det værste er at holde jul på klods. Overtrække kontoen og skyde betalingerne til senere. Det koster dyre renter, og rentebetaling udhuler et i forvejen stramt studiebudget, siger Louise Skjødsholm, der er er specialkonsulent i finansielt forbrug i Penge- og Pensionspanelet. 

Råd fra andre

Penge- og pensionspanelet har en række gode tips og tricks samt smarte digitale værktøjer, der nemt og bekvemt gør dig i stand til at lægge et realistisk julebudget. På facebooksiden På Røven, som er et dialogforum i øjenhøjde med virkeligheden, kan du hente inspiration og tips og tricks fra andre, som har gode ideer til hvordan, du kommer gennem julens økonomiske udfordringer uden alt for mange ar i økonomien. På siden er der hjælp til selvhjælp fra andre unge, der selv kender rumlen med at få økonomien til at strække gennem hele julemåneden.
 
- For mange kommer julen som en sand overraskelse, men der er hjælp at hente til at styre økonomien. Dels har Penge- og Pensionspanelet udviklet app’en Lommebudget, som hjælper dig med løbende at holde styr på dine udgifter til forbrug. På den måde ved du altid, hvor mange penge du har tilbage til resten af måneden og per dag.
 
Dels kan man på hjemmesiden rådtilpenge.dk lægge et decideret julebudget, der tager højde for alle julens udgiftsposter. Det er supersmart, og giver det overblik, som man ofte mister, når tingene går stærkt, fortæller Louise Skjødsholm.

Julefit

Uanset hvordan du holder jul, om du har sparet op gennem hele året, eller at det først nu er ved at gå op for dig, at endnu en jul banker på døren, er det altid en god ide at skabe overblik og gennemsigtighed i sine udgifter. Prøv derfor at lægge dit eget julebudget på rådtilpenge.dk, og se hvad julen egentlig koster dig. Og er du ikke fuldstændig julefit i år, kan du allerede gå i træning nu, så du er klar til næste år.
 
- Ja man kan slippe for mange økonomiske julefrustrationer, hvis man blot sætter par hundrede ind om måneden på en julekonto, siger Louise Skjødsholm.
 
 

Lommebudget – din digitale økonomiske rådgiver

Selvom man lever på et stramt SU-budget, skal der alligevel være plads i økonomien til den nye vinterfrakke, de lækre støvler, ferierejsen og til lidt lækkert, der kan forsøde hverdagen. Det er ikke umuligt, men det kræver en indsats. 

 
Der er masser af penge at spare ved at give sin privatøkonomi et jævnligt serviceeftersyn, og ved at overveje sine forbrugsvaner. Penge- og Pensionspanelet, der har eksisteret siden 2007, er klar med en række gode ideer, tips og råd til hvordan man kan strække sin økonomi længst muligt. Ved at følge panelets forskellige guides er det muligt at spare penge på alt fra mad, lån og tøj over shopping, indkøb og bolig til transport og ferierejser. Men det kræver en indsats, og det forudsætter en vilje til at sætte sin økonomi i system, og så efterfølgende lade sig styre at det system, man sætter op.
 
- Der er jo rigtig mange, der løber sur i deres økonomi fordi, de aldrig har lagt et budget. Fordelen ved budgetter er, at man kan planlægge sine udgifter og matche dem i forhold til den indtægt, man nu en gang har. Helt banalt handler det om, at opstille et regnestykke der i første omgang giver et overblik over indtægter og faste udgifter. Når det er på plads, skal der skabes et fornuftigt overblik på de variable udgifter. Det er størrelser som bl.a. mad, bøger, ferier, koncerter, tøj og sko samt abonnementer. Endelig skal man huske en budgetpost til uforudsete udgifter, når uheldet er ude. Det kan være køleskabet sætter ud, eller at der er brug for ekstra penge til tandlægeregningen, fortæller specialkonsulent i finansielt forbrug Louise Skjødsholm fra Penge- og Pensionspanelet.

Et utal af sparetips

Penge- og Pensionspanelet gør det let for dig, at skabe overblik over din privatøkonomi. Faktisk så godt et overblik, at panelet kan blive din gode digitale ven og rådgiver på alt, der vedrører din privatøkonomi. På hjemmesiden rådtilpenge.dk finder du en række beregnere og værktøjer til at styre din økonomi ud i mindste detalje, ligesom du kan finde et utal af sparetips, der gør, at du kan få endnu mere ud af dine penge. Der er også et værktøj, der gør dig i stand til at finde pengeslugerne i din økonomi, og efterfølgende se hvad dine daglige vaner rent faktisk koster dig på årsbasis. 
 
Pengeslugere kan være coffe-to-go, cigaretter, blade, take-away, bifture og cafebesøg, men også diverse digitale tjenester og mobile ydelser, som du betaler til.
 
- Med omtanke kan man ubetinget få en sjovere hverdag, hvis man bruger lidt tid på at jonglere med sine finansielle muligheder. I enhver privatøkonomi kan der nemlig skrues op og ned for pengeforbruget på især de variable udgifter. En god hjælper i den sammenhæng er vores app Lommebudget, som giver dig et hurtigt vue over din økonomi og dit pengeforbrug. Du kan have den med over alt, og justere din økonomiske adfærd efter hvad de kolde tal fortæller dig, siger Louise Skjødsholm, der samtidig påpeger, at en opsparingskonto er en effektiv men noget overset mulighed, når det handler om større investeringer, eller blot som en økonomisk buffer og sikkerhed i hverdagen. 
 
 
 

Fem gode tips til at holde styr på julebudgettet:

 

1. Opret en julekonto                                                                                                                        

Med en julekonto kan du hele året overføre de penge, som du vil bruge på juleindkøb. Brug kun penge fra denne konto til juleindkøb.
 

2. Læg et julebudget

Du kan bruge julebudgettet på rådtilpenge.dk, så du kan få overblik over alle dine indkøb i julen.
 

3. Brug Lommebudget app’en

Med Lommebudget app’en kan du indtaste dine juleudgifter løbende, så du kan følge med i hvor meget du bruger og undgå impulskøbene. Du kan prøve lommebudgettet på www.lommebudget.dk.
 

4. Snak om udgiftsposterne

Tag en snak om de store udgiftsposter i julen – fx gaverne. Skal det være samme niveau som sidste år, eller kan man fx aftale et fast beløb pr. gave, så budgettet nemmere kan overholdes.
 

5. Læg en madplan

Læg en madplan for julen, så du kun køber det nødvendige og undgår overforbrug og madspild.
 
 

Med Lommebudget kan du: 

• Oprette et budget for måneden og følge med i, om du holder dig inden for dit budget
• Løbende indtaste dine udgifter til forbrug
• Sammenligne dit forbrug over forskellige måneder
• Markere dine faste udgifter som overføres til næste måned, uden at de skal indtastes igen
• Se dit rådighedsbeløb på dagsbasis, så du ved, hvor mange penge du kan bruge per dag
• Få et grafisk overblik over, hvad du bruger dine penge på
• Nemt oprette nye kategorier og slette kategorier du ikke bruger
• Sætte et mål for hvor mange penge du må bruge på luksus hver måned
• Følge med i, om du holder dig inden for dit luksusmål hver måned
• Finde tips til, hvordan du får dine penge til at række længere

Advertorialen er lavet i samarbejde med Finanstilsynet.

Måske vil du også læse