Nintendo: Den japanske spilgigant rejser sig igen | GOTHA

Nintendo: Den japanske spilgigant rejser sig igen

Muligheden for at kunne spille Mario på farten har sat fut under salget af japanske Nintendos Switch-konsol.

Det japanske spilfirma Nintendo, der står bag blandt andet Mario, Zelda og Pokémon, har efter nogle sløje år igen fået stor succes. Nintendo fremlagde i begyndelsen af februar sit seneste regnskab, der viste, at indtjeningen var steget med enorme 261 procent.

Den store stigning skyldes ikke mindst, at firmaets nye konsol Nintendo Switch er blevet et globalt hit. Spillere over hele verden har taget konsollens unikke mulighed for at spille videospil, både hjemme i sofaen og på farten, til sig.

Chefredaktør hos Danmarks ældste spilmagasin Gamereactor Magnus Groth-Andersen mener, at Switch-konsollens hybriddesign indfanger det bedste fra to verdener.

“Det er hovedsageligt Switch, og den tilhørende software som Super Mario Odyssey, Mario Kart 8 Deluxe og The Legend of Zelda: Breath of the Wild, der er at takke for Nintendos succes“, siger Magnus Groth-Andersen.

Den hellige gral

Nintendo forventer, at Switch-konsollen når at sælge 15 millioner konsoller på ét år. Alene i det seneste kvartal blev der solgt 7,23 millioner konsoller.

“Switch er blevet en stor succes, fordi Nintendo endelig kan bakke de store visioner op med veldesignet, funktionel hardware. Maskinen er lækker, spillene er lækre. Så enkelt kan det siges. Den er et perfekt eksempel på, hvad der kan ske, hvis man har et godt stykke hardware med god software til”, siger Magnus Groth-Andersen.

Han mener, at Switch er fed, fordi den rammer spilbranchens hellige gral: at tilbyde en kompakt håndholdt oplevelse kombineret med muligheden for at få den selvsamme oplevelse op på fjernsynet.

“Det har længe været søgt, og nu er vi her endelig”, siger Magnus Groth-Andersen.

Onlinetjeneste i september

Nintendo, der tidligere har sat spilmarkedet i brand med Wii, der blev solgt i over 100 millioner eksemplarer, håber at sætte yderligere fut under salget af Switch, når firmaet, med hovedsæde i Kyoto, til september laver en længe ventet onlinetjeneste til maskinen.

“Det betyder, at Nintendo kan konkurrere mere med de to andre store spillere på konsolmarkedet Xbox og Playstation“, siger Magnus Groth-Andersen.

Nintendo Switch blev sat til salg den 3. marts 2017 og er den japanske spilgigants syvende store konsol-lancering.

Måske vil du også læse