Databehandling, matematik og etik kombineres i ny unik uddannelse | GOTHA

Databehandling, matematik og etik kombineres i ny unik uddannelse

For at digitaliseringen ikke løber løbsk og misbruges i den dårlige sags tjeneste, er det afgørende at uddanne vidende og kompetente dataeksperter. Dataeksperter der selvfølgelig har styr på programmering og statistik, men samtidig kan overskue de juridiske, etiske og moralske aspekter i digitaliseringsjunglen. Aalborg Universitet udbyder fra sommeren 2019 en spritny uddannelse i Datavidenskab.

Datavidenskab kombinerer datalogi, statistik, etik og jura.

De kommende kandidater i datavidenskab fra Aalborg Universitet kommer til at spille en afgørende rolle i samfundsudviklingen. Det sker fordi de med deres indsigt i og viden om alle former for dataopsamling og databrug, kan levere de beslutningsgrundlag, som både politikere og beslutningstagere i det private erhvervsliv har behov for, når kursen skal ændres, og udviklingen tvinges i nye retninger.

Etisk filter

Styrken i Aalborg Universitets nye uddannelse er, at den kombinerer kompetencer fra flere fagområder i en helt ny og unik uddannelse inden for data science. Uddannelsen rummer naturligvis hardcore fagområder som dataprocessering, datahåndtering, data mining og machine learning hentet fra det datalogiske område, men også avanceret statistik fra det matematiske område. 

Samtidig stiller uddannelsen skarpt på datapræsentation og visualisering af data, de etiske og moralske aspekter i databehandling samt hele det lovgrundlag, der ligger til grund for at arbejde med og behandle store datamængder. Bl.a. kommer de studerende til at arbejde med forskellige cases hentet fra datatunge områder som fx trafik, sundhed og produktion. 

- Der er tale om en helt ny og unik uddannelse, der bare kommer alt for sent. Der har virkelig været turbo på udviklingen inden for digitaliseringen, og dermed genereringen af data, men reelt har vi ikke haft de rigtige kandidater til at udnytte den information der gemmer sig i data, og som kan være med til at styre dagsordenen for digitalisering i den rigtige retning. Det er de mange sager om datalæk og datamisbrug i hvert fald et klart udtryk for. Derfor er der behov for dataspecialister, der kender de digitale muligheder helt til bunds, men samtidig besidder det etiske og moralske filter, der gør, at mulighederne ikke misbruges, siger studieleder Uffe Kjærulff fra Institut for Datalogi på Aalborg Universitet.

Karriere med perspektiver

Uddannelsen i datavidenskab er normeret til fem års studier, og det betyder, at de første kandidater er klar til arbejdsmarkedet i 2024. Ifølge Uffe Kjærulff er de værd at vente på. Der er nemlig tale om frontløbere, som har en omfattende viden på både det datalogiske og det matematiske område, og netop frontløbere der kan omsætte information skjult i data til viden og aktiv handling i både den private og offentlige sektor.

Studieleder Uffe Kjærulff forventer at kvindelige studerende finder uddannelsen interessant.

- Der er ingen tvivl om, at de kommende kandidater kommer til at accelerere samfundsudviklingen på mange leder og kanter. For mig at se er der nemlig ingen begrænsninger i job- og karriereperspektiverne med den nye uddannelse, fordi den netop kombinerer de datalogiske og matematiske kompetencer med en juridisk og etisk overbygning. Og de kompetencer er efterspurgte over hele linjen. Fra de små og mellemstore virksomheder, til de største koncerner og i den offentlige forvaltning. Samtidig peger en analyse fra IBM på, at der på globalt plan, vil mangle 364.000 data- og analyseeksperter i 2020. Så fremtiden ser i hvert fald lys ud for de første ca. 20 kandidater, jeg forventer dimitterer fra uddannelsen i 2024, forklarer Uffe Kjærulff.

Berømte forske

Datavidenskab er en anvendelsesorienteret uddannelse, der foldes ud i et spændende studiemiljø, hvor der både skal arbejdes i dybden, i bredden og på tværs af det samlede datavidenskabelige område.

- Vi har en forventning om, at specielt kvindelige studerende finder den nye uddannelse attraktiv, fordi man med uddannelsen kan gøre den berømte forskel. Det skyldes den unikke fagkombination og de kompetencer, der bliver resultatet af den, forklarer Uffe Kjærulff.

Advertorialen er lavet i samarbejde med Aalborg Universitet.

Måske vil du også læse