Det skal din yndlingskarakter fra SKAM, når russetiden er forbi | GOTHA

Det skal din yndlingskarakter fra SKAM, når russetiden er forbi

GOTHA har bedt Lena Pradhan Bakkestrøm, der er cand.pæd. i pædagogisk psykologi og studievejleder ved Aarhus Universitet, om at se ind i fem af SKAM-vennernes fremtid.

Belæste Noora

Noora er både selvstændig, klog, feminist, følsom og politisk orienteret. Derfor vil hun måske læse litteraturhistorie, siger Lena Pradhan Bakkestrøm.

”Her forholder man sig analytisk til tingene, fordyber sig og lærer at forstå og tolke værker i et historisk, kulturelt, filosofisk og samfundsmæssigt perspektiv.”

Ubeslutsomme Eva

Når det kommer til studievalg, vil Eva nok være den, der ikke helt ved, hvad hun vil, spår Lena Pradhan Bakkestrøm.

”Derfor ville jeg anbefale hende et friår, hvor hun finder ud af, hvem hun egentlig er. Selv vil hun nok gerne vide mere om for eksempel antropologi, hvor man arbejder med mennesker på en undersøgende facon. Men hun vil også være en god sygeplejerske, for hun er meget omsorgsfuld.”

Cool Sana

Man kan næsten se det for sig: Sana der som benhård advokat med lyserød læbestift og hævede øjenbryn siger: ”Serr?!”

”Her har vi en meget selvstændig, modig og sikker pige med ben i næsen. Jeg tror, at hun kunne være en god jurist. Retfærdighed er en vigtig værdi for hende, og dén er i høj grad til stede på jurastudiet,” siger Lena Pradhan Bakkestrøm.

Drengerøven Isak

”Den er svær, for han er lidt af en drengerøv,” siger Lena Pradhan Bakkestrøm. Men selvom Isak indtil nu mest har røget weed og hængt ud med drengene, tror Lena Pradhan Bakkestrøm, at han kunne blive glad for en uddannelse inden for det digitale.

”Isak virker som typen, der er interesseret i medier, men han spekulerer og reflekterer også meget. Derfor vælger han måske medievidenskab, hvor man blander elementer fra både humaniora og samfundsvidenskab,” foreslår hun.

Kreative Even

Det er ikke svært at forstå, at Evens

finurlige tegninger er kilde til både Isaks hjertebanken og forvirring. Og Evens kreativitet går sandsynligvis igen i hans valg af uddannelse, mener Lena Pradhan Bakkestrøm:

”Han er en sprælsk person, og jeg kunne forestille mig ham på en filmskole, hvor han kan arbejde med kroppen og udfolde sig. Det er ligegyldigt, at han har en diagnose, for der vil altid være hjælp at få undervejs i studielivet.”

3 råd, når du skal vælge en videregående uddannelse

  • Vend blikket ind mod dig selv og find ud af, hvad du interesserer dig for, hvad der motiverer dig, og hvad du er god til.
  • Se på, hvilke jobs og uddannelser du synes er interessante, og overvej, hvilket studiemiljø der passer godt til dig.
  • Lav en prioriteringsliste og gå så på opdagelse ud fra den. Snak med en studievejleder fra de enkelte uddannelser, eller besøg uddannelsesinstitutionerne. Overvej, hvordan uddannelserne opfylder dine krav.

Måske vil du også læse